Boligsager handler om de ting, som står os meget nær: hjemmet, samværet med vores familie og muligheden for at kunne fungere og trives. Derfor er det ofte behov for fleksibilitet og luft i den enkelte løsning. Lovgivningen giver på sin vis mulighed for det, da den ikke er særlig præcis. Og derfor er boligsager rige på skøn fra sagsbehandlerens side og indeholder individuelle, faglige vurderinger. Og det kan godt give en del usikkerhed for borgerne, der står tilbage med den oplevelse, at sagsbehandleren stort set selv bestemmer , hvad den enkelte har ret til. Men selvom det måske kan se sådan ud, er det er dog ingenlunde tilfældet.

I denne artikel vil vi søge at belyse nogle af områder, der ofte giver anledning til problemer. Vi har i DUKH mange henvendelser, der tager udgangspunkt i boligområdet. Vi har valgt et par af dem ud, og med udgangspunkt i eksemplerne vil vi forsøge at give både borger og sagsbehandler indsigt i nogle væsentlige problemstillinger på et komplekst område. Og endelig vil vi give en række gode råd og anbefalinger til, hvordan problemerne kan undgås. 

Eksempel et: Når man vælger den forkerte dør

Familien Jensen fra Jenskøbing har et handicappet barn uden gangfunktion. Familien bor i en etagebolig uden elevator, og deres badeværelse er meget lille set i forhold til barnets manglende mobilitet.

For et par år siden har familien henvendt sig til kommunen for at få hjælp til at søge om en handicapegnet bolig. I receptionen bliver man henvist til den sociale boliganvisning, som opfordrer familien til at kigge i boligannoncer! Det gør de så – men uden held.

Efterhånden spidser situationen til : både far og mor har båret meget på barnet og fået alvorlige gener af det. For moderens vedkommende i en grad, så hun hverken kan eller må bære mere.

Familien henvender sig til DUKH med ønske om at blive oplyst om deres rettigheder i forhold til at få støtte til en anden bolig.

DUKH giver den rådgivning, at familien evt. kan være berettiget til at få hjælp efter Servicelovens § 102, stk. 2, der fastslår, at en familie kan få hjælp til at anskaffe en anden bolig, hvis den eksisterende bolig ikke kan gøres egnet. Forudsætningen er naturligvis, at familiens handicappede barn er omfattet af personkredsen for Servicelovens § 102: 

Med andre ord skal familien have hjælp til anskaffelse af en anden bolig (støtte til køb af ejerbolig), såfremt kommunen ikke indenfor en rimelig tid kan anvise en egnet bolig. Der kan ligeledes blive tale om, at familien skal have dækket de merudgifter, en flytning indebærer, samt dækning af de merudgifter, familien sættes i (eks. forøget husleje, øget el/varme osv.).

Hvad er rimelig tid?

Det springende punkt her er naturligvis vendingen ”rimelig”. Hvad er rimelig tid? Det kan desværre ikke konkret angives, men man kan finde lidt hjælp i en afgørelse fra Ankestyrelsen (C-56-03 gå til afgørelse klik her). 

Her udtaler Ankestyrelsen, at kommunen skal lægge vægt på sandsynligheden på at finde en egnet bolig inden for kortere tid. Det vil altså sige, at en kommune skal forholde sig meget konkret til, hvorvidt det er muligt at anvise en egnet bolig indenfor rimelig og hvor akut behovet er.

Sagens problemer

Problemet i denne sag var, borgeren var blevet henvist til en forkert dør. Sagen havnede i den sociale boliganvisning og ikke der, hvor den skulle, i handicapafdeling under Pleje og Omsorg. Derfor fik kommunen ikke undersøgt, om den eksisterende bolig kunne gøres egnet, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, hvordan kommunen så var forpligtet til at hjælpe familien til en anden bolig. I denne sag burde familien også have været rådgivet om, at hjælpen evt. begrænses, når barnet fylder 18 år.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at:

• kommunen – såfremt borgeren opfylder betingelserne for at få hjælp til at anskaffe sig en handicapegnet bolig, ikke kan forpligte borgeren til at finde en anden, egnet bolig helt på egen hånd.
• sagen ikke alene skal behandles efter reglerne om social boliganvisning, men også efter Servicelovens § 102 om boligskifte
• kommunen kan være forpligtet til at hjælpe med at anskaffe en ejerbolig, såfremt kommunen ikke indenfor rimelig tid kan anvise en egnet lejebolig.
  

Eksempel to: God vilje uden hjemmel i lovgivningen

En anden henvendelse beskriver, at også god vilje fra myndighedernes side kan give vanskeligheder, hvis hjemlen mangler i lovgivningen.

I familien Nielsen fra Nielskøbing kommer den ene forælder ud for en ulykke og bliver kørestolsbruger. Familiens nuværende bolig kan ikke gøres kørestolsegnet, så derfor tilbydes familien en anden lejlighed. Desværre er den væsentligt dyrere - så meget, at det vil være billigere med et hus.

Familien ønsker derfor at købe hus, kommunen udtrykker sympati for dette og oplyser, at kommunen muligvis kan betale huslejen i overgangsperioden mellem køb af hus og salg af nuværende bolig. Kommunen og familien aftaler, at huskøbet skal sættes i gang, men nu bliver kommunen usikker på dens beføjelser for så vidt angår betaling af huslejen.

Kommunen bliver uklar i mælet, og familien savner et klart svar fra kommunen, om der kan gives hjælp eller ej.

Familien henvender sig til DUKH for at få rede på, hvad kommunen kan og skal i denne sammenhæng.

Sagens problemer

DUKH kan oplyse, at det er en betingelse for at få dækket sine udgifter ved anskaffelsen af en anden bolig, at kommunen ikke kan anvise en anden egnet bolig (SEL § 102, stk. 2).
I sagen her kunne kommunen anvise en egnet lejebolig, om end den var relativ dyr.

Den kommunale velvilje havde ikke hjemmel i loven, hvilket er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, der skal være opfyldt, og derfor kunne familien risikere at komme i klemme.

Kommunen havde ikke givet en korrekt vejledning og burde have oplyst familien om, at det ikke var muligt at yde økonomisk hjælp i forbindelse med familiens huskøb, om end det fremstod som den mest hensigtsmæssige løsning. Så det er vigtigt, at myndighederne kender grænserne for egne kompetencer, så borgeren ikke vejledes forkert.

Familien burde ligeledes være rådgivet om, at de kunne være berettiget til at få dækket merudgifterne til eks. husleje, hvis de tog imod tilbudet om den anviste lejebolig.

Eksempel 3: Vigtigheden af faglige skøn

Det tredje eksempel demonstrerer, at det kan være vanskeligt for borgeren at gennemskue den komplekse og indsnævrede praksis, som lovgivning, rammer for skøn og bestemmelsernes anvendelsesområde indebærer.

Sigtet med de brede skønsmæssige bestemmelser er, at der kan tages hensyn til det enkelte individs særlige forhold. Vurderingen er, at der er behov for lidt spillerum, da boligområdet jo ganske afgørende griber ind i den enkeltes hverdag.

Problemet er imidlertid, at der samtidig kan opstå tvivl hos borgeren, hvis det ikke tydeligt fremgår, hvilke oplysninger de faglige skøn bygger på.

En henvendelse som denne kan illustrere vigtigheden af tydelig faglighed udmøntet i vurderinger og begrundelser:
 
Hanne Hansen fra Hanskøbing kontakter DUKH med henblik på at drøfte en igangværende boligændringssag. Familien har et handicappet barn og har af den grund fået bevilget en boligændring. Det konkrete byggeri er dog endnu ikke sat i gang.

Borgeren beskriver, at hun tidligere har haft et glimrende samarbejde med den kommunale sagsbehandler, men at samarbejdet er blevet vanskeligt, efter at sagen er overgået til en anden sagsbehandler.
 
I løbet af samtalen med DUKH’s konsulent, som spørger ind til en række forhold omkring oplysningsgrundlaget i sagen, går det op for borgeren, hvad der blandt andet vanskeliggør samarbejdet med den nye sagsbehandler.

Den tidligere sagsbehandler var meget tydelig i sin faglighed. Det var familiens oplevelse, at vurderinger blev foretaget på baggrund af konkrete, faglige analyser. I drøftelserne med den nye sagsbehandler oplever familien derimod at ende i en subjektiv diskussion om rimelighed/urimelighed i forhold til ansøgningen, og familien oplever, at sagsbehandler bruger argumenter, som familien opfatter som irrationelle.

Sagens problem

Det synes at være to problemer i denne sag. For det første mangler en del af vurderingsgrundlaget. Det er ikke foretaget en egentlig helhedsvurdering, det mangler en del elementer. Men det overvejende problem er, at sagsbehandleren ikke i tilstrækkelig grad får kommunikeret sin faglige vurdering ud til borgeren. Borgeren oplever at være udsat for tilfældigheder, at det er sagsbehandleren, der bestemmer og ikke lovgivningen. 

Det er væsentligt, at den faglige vurdering er meget tydelig. Som borger har man lovkrav på medvirken, dvs. det arbejde der går forud for en afgørelse i en social sag.

Denne medvirken strækker sig naturligvis ikke til medindflydelse på selve udfaldet af afgørelsen, men det har f.eks. betydning, at sagsbehandleren fremlægger faglige vurderinger i samarbejdet med borgeren, og at myndighederne konkret forholder sig til borgerens anbringender. Hermed er borgeren klar over, at hans eller hendes synspunkter har været taget i betragtning, og borgeren kender myndighedernes begrundelse for afgørelsen.

Falder afgørelsen ikke ud til borgerens forventning, kan det være lettere at acceptere, når de faglige vurderinger tydeligt fremgår af afgørelsen.

Disse spørgsmål rejses eks. også af borgerne, uden at DUKH kan give konkrete svar, idet der er tale om et fagligt skøn:

• Kan en familie ved et boligskifte være tilgodeset/kompenseret med et hus på 120 m2, når de tidligere boede på 200 m2?
• Kan den nuværende bolig gøres egnet til personen med et handicap eller er det nødvendigt at pege på boligskifte?
• Kan en person med et handicap være kompenseret med en anvist lejebolig langt væk fra det oprindelige område, pågældende boede i?
• Skal kommunen ikke ved boligændringer se på, at vi i vores bolig selv har valgt materialer, der har højere kvalitet end gennemsnitligt?

DUKH’s anbefaling er, at borgeren anmoder myndighederne om at lægge de faglige vurderinger frem – så har borgeren også mulighed for at pege på, hvor han/hun ikke anser, at myndighederne vurderer fagligt rigtigt og evt. anmode ankeinstanserne om at se på disse forhold.

Har du spørgsmål?

Ovenfor er angivet en række eksempler på de problemer, der kan opstå på boligområdet. Forneden kan du få en række gode råd og anbefalinger, hvad end du er borger med interesse i sagsbehandlingen eller sagsbehandler.

Hvis du ønsker rådgivning om, hvorvidt fokus på retssikkerhed kan have betydning i din konkrete sag, er du velkommen til at rette henvendelse direkte til DUKH.

DUKHs råd til borgerne, når det gælder boligsager

DUKH vil gerne give den rådgivning, at du her beder kommunen om skriftligt at give en redegørelse for:

• hvorvidt kommunen anser, at man opfylder betingelserne om hjælp til boligændring eller skifte.
• hvorvidt det er muligt at anvise en bolig indenfor rimelig tid samt en vurdering af:
  hvor akut behovet er.
• Og hvis du oplever at vente urimeligt længe: at bede kommunen vurderer, hvorvidt du er berettiget til støtte til køb af ejerbolig.

Generelt er det en god idé i boligsager, hvis du:

• redegør skriftligt for, hvorfor du søger om den pågældende boligændring/-skifte
• prøver at beskrive, hvordan du forestiller dig, at boligændringen/-skiftet kan tilgodese et behov 
• anmoder om at de faglige vurderinger lægges åbent frem (hvilke aktivitets- og funktionsanalyser er der eks. foretaget i sagen?)
• anmoder myndighederne om at oplyse på baggrund af hvilke oplysninger, de vurderer, som de gør

DUKHs råd til sagsbehandleren

Når det gælder overvejelser om boligskifte , kan man med fordel vurdere sagen efter følgende mønster:

• Vurder om den eksisterende bolig kan gøres egnet som handicapbolig Jf. Servicelovens § 102, stk. 1 – hvis stk. 1 er mulig,    udelukkes hjælp efter stk. 2)
• Vurder om det er hensigtsmæssigt og økonomisk forsvarligt - Jf. praksis og Vejledningens punkt 126)
• Vurder om der i stedet skal anvises en lejebolig - Jf. Servicelovens § 102, stk. 2, 2. punktum hvis det er muligt at anvise en    egnet lejebolig, udelukkes hjælp efter stk. 2, 1. punktum
• Vurder om der skal ydes hjælp til ejerbolig - Jf. Servicelovens § 102, stk. 2, 1. punktum)

Med hensyn til forløbet i en boligsag, så kan det undertiden som sagsbehandler være fristende at springe direkte fra problem til problemløsning (kompensation) eller afslag. Men analysen kan ikke springes over, idet vurderingen (begrundelsen) for en bevilling eller et afslag bl.a. skal hvile på de faglige vurderinger, analysen frembringer. Derfor kan man med fordel anvende følgende arbejdsgang:

• fra problemidentifikation (aktivitetsproblem)
• via analyse (på baggrund af faglig viden udføre aktivitets- og funktionsanalyser, identificere komponenter i      aktivitetsudøvelse og i omgivelser samt udpege styrker og begrænsninger osv.)
• til vurdering (indstilling til bevilling eller afslag) og afgørelse (definition af problemløsning)
• og til evt. implementering og evaluering

Dermed skulle det gerne stå tydeligt frem, hvilke oplysninger, der er lagt vægt på ved afgørelsen, og hvordan de faglige vurderinger indgår. Den tavse viden sprogliggøres dermed, og borgerens mulighed for at blive medinddraget øges.

Generelle råd

Generelt vil DUKH give følgende råd og anbefalinger, når det gælder boligsager:

• Brug tid på at forklare borgeren gangen i en boligsag
• Kend og meld jeres sagsbehandlingstider ud
• Når borgeren efterspørger en ydelse, der ligger ’udenfor rammerne’ af bestemmelserne - altså hvor dit skøn bliver meget afgørende for sagen – så udarbejd en standard for god praksis i jeres kommune
• Opsøg netværk på tværs af kommunegrænser – kend hinandens praksis og spørg en kollega til råds, hvis du ikke er sikker på, hvordan du skal forholde dig
• Når der ingen ’facitliste’ er i bestemmelser og vejledning, og du og borger er uenige om behov, så prøv at afklar jeres forventninger til hinanden.
• Tydeliggør dine faglige vurderinger, så du kan give borgeren en begrundelse. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til et kommunalt serviceniveau, da der skal foretages et konkret, individuelt skøn i forhold til den enkelte borger.
• Tænk på at borgeren har følelserne med, mens du kan tillade dig at være objektiv – det giver et skævt forhold mellem jer, som du kan påtage dig ansvaret for at forsøge at udligne
• Tag referat af møder/byggemøder, specielt når der indgås økonomiske aftaler. Det skal være muligt at se, hvor kommunen har forpligtet sig, og hvor borgeren har gjort det samme. Vær sikker på, at du får aktivt samtykke fra borgeren om det, du forstår, I har aftalt – altså, referater godkendes i fællesskab.
• Afgørelseskompetence – tag ansvaret på dig. Stå ved, du foretager et skøn, som er dit ansvar. Forklar i afgørelsen, hvad dit skøn er, begrund det og giv borgeren mulighed for at påklage afgørelsen – forklar dem også klagemyndighedernes rolle og disses begrænsninger
• Meld lovens begrænsninger ud. Det kan være vigtigt at få præciseret overfor borgeren, hvor det ikke handler om dit skøn, men om hjemmel i lovgivning, praksis udstukket af Ankestyrelsen eller intention med lovgivningen.