Hjemmetræning
Her kan du læse om reglerne for at blive godkendt til at hjemmetræne et barn med handicap.Hjemmetræning efter servicelovens § 32
| Hvad er formålet? | ||
| Visitation og godkendelse | Krav til træningsmetoder | |
| Tilsyn | Opfølgning |
Hvem kan få hjælp til hjemmetræning?
Det kan forældre til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte. Omfattet er forældre, der ikke ønsker at modtage et særligt dagtilbud eller lignende, der er anvist af kommunen. Kommunen kan så godkende, at du som forældre træner dit barn helt eller delvist i hjemmet. At du som forældre træner delvist i hjemmet, betyder, at tilbuddet til dit barn er en kombination af et offentligt tilbud, f.eks. en delvis plads i et særligt dagtilbud kombineret med træning i hjemmet.
Hvad er formålet?
Formålet med indførelsen af reglerne pr. 1. oktober 2008 om hjemmetræning var blandt andet at give forældre til børn med handicap mulighed for at hjemmetræne deres børn efter metoder, der ikke tilbydes i offentlig regi.
Hvad er betingelserne?
Dit barns funktionsevne, behov og trivsel, dine/forældrenes ressourcer og familiens samlede situation, skal være udredt og beskrevet af kommunen, forinden der kan visiteres til hjemmetræning. Der skal foreligge en børnefaglig § 50-undersøgelse, før du kan få bevilget hjemmetræning.
Visitation og godkendelse
Det er kommunen, der visiterer dit barn til hjemmetræning. Det sker efter en lovbestemt procedure.
-
Først vil kommunen visitere barnet til et særligt dagtilbud, et særligt klubtilbud eller et andet tilbud efter serviceloven eller dagtilbudsloven på baggrund af sagens oplysninger, herunder de faglige undersøgelser af barnets af behov. Det kan ske uden udarbejdelse af en såkaldtbørnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50.
-
Hvis du ikke ønsker at modtage det anviste tilbud, f.eks. et særligt dagtilbud, kan kommunen på baggrund af en børnefaglig § 50-undersøgelse af barnet godkende, at du helt eller delvist træner barnet i hjemmet.
Ankestyrelsen har i principafgørelse 115-12 fastslået, at forældres ret til hjemmetræning gælder uafhængigt af et konkret tilbud. Det betyder, at du kan være berettiget til hjemmetræning, selvom du ikke har fået anvist et specifikt tilbud. Det er tilstrækkeligt, at betingelserne for at anvise et tilbud til børn med særlige behov er opfyldt. Afgørelsen betyder, at forældrene til et barn, som opfylder betingelserne for bevilling af hjemmetræning, kan vælge at hjemmetræne barnet, uanset om barnet konkret er visiteret til en SFO, til et dagtilbud, eller barnet endnu ikke er visiteret til et konkret tilbud.
Du skal være i stand til at varetage opgaven, før du kan blive godkendt. Det betyder, at der skal foretages en vurdering af din og familiens samlede situation, dine/jeres personlige ressourcer og forudsætninger i øvrigt i forhold til at kunne påtage sig de opgaver og det ansvar, som hjemmetræningen kræver af jer.
Krav til træningsmetoder
Den træningsmetode, som du vil anvende, og de mål, som du vil opnå, skal være dokumenterbare. Det skal være muligt at vurdere effekten af metoden. Så kan kommunen følge op på virkningen af hjemmetræningen og den anvendte metode på barnets udvikling.
Hjemmetræningen kan foregå efter konventionelle metoder, dvs. metoder der almindeligvis anvendes i de offentlige tilbud, eller efter alternative metoder, dvs. metoder der traditionelt ikke indgår i de offentlige tilbud. Der kan også være tale om hjemmetræning, der kombinerer konventionelle og alternative metoder.
Det er kommunen, der skal vurdere, om hjemmetræning efter den foreslåede træningsmetode imødekommer barnets behov, herunder om træningsmetoden opfylder kravet om dokumenterbarhed. Kommunen skal desuden vurdere din/familiens samlede situation og forældrenes personlige ressourcer i forhold til at kunne påtage sig at træne barnet.
Husk, at træningsmetoden skal være dokumenterbar. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om metoden indeholder nogle målbare indikatorer, som kan anvendes til måling af, om metoden resulterer i den forventede effekt.
Det er kommunen, der træffer afgørelse om støtte til hjemmetræning efter den foreslåede træningsmetode.
Læs evt. mere om definition og vurdering af om en træningsmetode er dokumenterbar i Servicestyrelsens håndbog om udredning, visitation og hjemmetræning. Bemærk dog, at håndbogen er delvis forældet, idet reglerne om nedsættelse af visitationsudvalg blev ændret pr. 1.7.2010 med Lov nr. 629 af 11.6.2010 (afbureaukratisering på området for ældre, handicappede m.fl.).
Bemærk at kommunen
-
ikke kan give afslag på støtte til hjemmetræning alene med den begrundelse, at kommunen generelt ikke ønsker at støtte hjemmetræning (afgørelsen skal altid bero på en konkret vurdering),
-
ikke kan afvise at give støtte til hjemmetræning, fordi du ønsker at træne efter nogle bestemte metoder, som kommunen ikke ønsker at anvende i den kommunale træningsindsats.
Kommunen skal således træffe afgørelsen om støtte til hjemmetræning på grundlag af en saglig vurdering af, om den konkrete hjemmetræning imødekommer barnets og familiens samlede trivsel mv.
Hvis du ønsker at skifte træningsmetode, skal det foregå i et tæt samarbejde med kommunen. I DUKH har vi oplevet en sag, hvor en borger uden om kommunen skiftede træningsmetode. I værste fald kan det medføre, at borgeren ikke længere kan stå for hjemmetræningen, fordi kommunen ikke kan godkende den anvendte træningsmetode.
Bemærk: Der foregår aktuelt en diskussion af, hvilke træningsmetoder m.v. der kan godkendes i et hjemmetræningsforløb. Læs mere herom i Skrivelse med orientering om hjemmetræning efter servicelovens § 32 og brug af trykkammerbehandling, respirationsterapi og udstyr til respirationsterapi (nr. 9150 af 6.5.2011)
Økonomisk støtte
Hvis du bliver godkendt til at hjemmetræne dit barn, har du ret til at få økonomisk støtte til udgifterne i forbindelse hermed. Det sker efter følgende regler:
-
Du kan få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 42 og 43 efter de gældende regler herom.
-
Kommunen skal sørge for de nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv., når du træner dit barn i hjemmet. Hjælpen kan omfatte både enkeltstående og løbende ydelser til dækning af udgifter til træningsredskaber, kurser, løn til hjælpere, der medvirker ved træningen m.v. Udgifterne til nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere mv. til det enkelte barn må ikke overstige 544.731 kr. årligt (2011). Hjælpen bevilges på grundlag af dokumenterede udgifter inden for en sammenhængende periode på 12 måneder. Har du udgifter, der overstiger nævnte beløb, kan de ikke bevilges som merudgifter efter servicelovens § 41.
Når træningsredskaber m.v. skal være nødvendige, betyder det, at træningen efter den konkrete metode ikke kan gennemføres uden særlige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. Der kan f.eks. ydes hjælp til træningsredskaber i form af sliske, trampolin og hoppebolde. Du kan også få hjælp til supervision fra fagligt relevante personer, hvis supervisionen er nødvendig, for at du kan gennemføre træningen. Der er således ikke noget træningsredskab, der på forhånd er udelukket. Bemærk dog, at Socialministeriet i føromtalte skrivelse nr. 9150 af 6.5.2011 har præciseret følgende:
- Trykkammerbehandling(Hyperbar iltbehandling) er en højt specialiseret sygehusopgave, som alene kan foretages på sygehuse, som har opnået godkendelse hertil af Sundhedsstyrelsen
- Respirationsterapi fx i form af CPAP og Bi-PaP m.v. er lægeordineret sygehusbehandling, også til patienter, som opholder sig i eget hjem. Ilt, klassificeret som lægemiddel, ordineres af læger.
- Udstyr til respirationsterapi kan ikke bevilges efter serviceloven, da der er tale om behandlingsredskaber, se indenrigs- og sundhedsministeriets cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afhodles af sygehusvæsenet, pkt. 2.1.
Hjælp til udgifter til kosttilskud m.m., der er en del af træningsprogrammet, og som efter en konkret og individuel skønsmæssig vurdering er nødvendigt, for at du kan gennemføre træningen, kan bevilges, såfremt det efter en lægelig vurdering er forsvarligt i forhold til barnets tilstand.
Der kan kun gives støtte til kurser, der er af relevans for træningen, hvis de afholdes her i landet.
Den praktiske udbetaling af løn til privat antagede hjælpere, som medvirker ved træningen, kan eventuelt administreres af kommunen efter aftale med familien.
Tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hjemmeundervisning og hjemmetræning: Du skal være opmærksom på, at du ikke kan få tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hjemmetræning for den tid, hvor du hjemmeunderviser dit barn. Ankestyrelsen har truffet en principiel afgørelse på spørgsmålet i 42-11, hvor en kvinde ikke kunne få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjenste i forbindelse med hjemmeundervisning af sit barn, uanset at undervisningen foregik i kombination med hjemmetræning. Det betød, at kvinden i forhold til udmålingen af tabt arbejdsfortjenste i forbindelse med hjemmetræningen ikke kunne få kompensation for den tid, der blev brugt til undervisning. Kvinden skulle anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i den tid, som blev anvendt til hjemmeundervisning. Der blev bl.a. henvist til, at servicelovens regler ikke hjemler ret til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste til hjemmeundervisning. Forældre, der har valgt selv at sørge for undervisningen af deres børn i den undervisningspligtige alder, kan således ikke få dækket tabt arbejdsfortjeneste for den tid, som bruges på undervisningen. Dette følger af sektoransvarlighedsprincippet.
Tilsyn
Når du hjemmetræner dit barn, skal kommunen føre tilsyn to gange årligt med barnets udvikling og trivsel. I tilsynet skal ligeledes indgå en vurdering af familiens trivsel som helhed, herunder eventuelle søskendes trivsel. Kommunen kan organisere tilsynet samtidigt med, at kommunen foretager opfølgning (se nedenfor).
På baggrund af tilsynet udfærdiges en tilsynsrapport med begrundet indstilling om fortsættelse eller ophør af hjemmetræningen. Rapporten sendes til høring hos forældrene og barnet, medmindre afgørende hensyn i forhold til barnet taler imod dette. Barnets synspunkter skal tillægges betydning set i forhold til barnets alder og modenhed.
Kommunen vurderer på grundlag af rapporten og bemærkninger fra forældrene og barnet, om der er behov for i samarbejde med familien at justere hjemmetræningen, eller om der skal ske en revisitation af barnet.
Opfølgning
Hvor tilsynet har fokus på barnets (og familiens) udvikling og trivsel, har opfølgningen af træningsindsatsen fokus på effekten af hjemmetræningen. Kommunen foretager opfølgning af træningsindsatsen fire gange årligt, hvor barnet observeres og eventuelt testes. Opfølgning af træningsindsatsen foregår med udgangspunkt i en tids- og faseplan for evaluering af indsatsen og en plan for måling og dokumentation af virkningen af indsatsen for barnets udvikling.
Dokumentationen af, om barnet når de planlagte mål, kræver en vurdering af barnets situation, hans eller hendes udviklings- og funktionsniveau både før og efter træningsforløbet. Arbejdet med dokumentation af hjemmetræningen og vurdering af dens effekt er primært rettet mod barnets udvikling set i forhold til de mål, der er opstillet.
Læs evt. mere i:
Vejledning nr. 3 til serviceloven (pkt. 115 – 133).
Ankestyrelsens principafgørelser vedr. merudgifter til voksne (servicelovens § 32)
Socialministeriets skr. af 6/5-11: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=137140
