Praksisnyt nr. 11: Merudgifter til børn med ADHD i almindelig folkeskole
Praksis nr. 11 fra januar 2012 stiller og svarer på spørgsmålet: Kan et barn med ADHD få støtte til merudgifter, når barnet går i en almindelig folkeskoleklasse?Af konsulent Erik Jappe
Kan et barn med ADHD få støtte til merudgifter, når barnet går i en almindelig folkeskoleklasse?
”Min sagsbehandler siger, at jeg ikke kan få hjælp til mine merudgifter vedrørende min 10-årige søn, fordi han går i en almindelig folkeskoleklasse. Det forstår jeg ikke, for han er meget belastet af ADHD. Kan det være rigtigt, at kommunen kan udelukke min søn fra merudgiftsydelse efter servicelovens § 41, blot fordi han er inkluderet i en almindelig folkeskoleklasse.”
I DUKH ser vi for tiden en del henvendelser, hvor kommunen afviser at give støtte til et barn med ADHD med den begrundelse, at barnet er inkluderet i en almindelig folkeskole.
Afklaring af personkreds (målgruppe)
En borger kan få dækket nødvendige merudgifter, som pågældende har i forbindelse med sit barns forsørgelse i hjemmet, når barnet har en:
- betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
- indgribende kronisk lidelse eller
- indgribende langvarig lidelse.
Disse kriterier er nærmere beskrevet i DUKH’s lovguide: ”Merudgifter til børn”. Kommunen skal foretage en samlet vurdering af barnets situation. En enkelt faktor er normalt ikke tilstrækkelig til, at et barn er henholdsvis omfattet eller ikke omfattet af § 41. Det betyder, at kommunen ikke kan udelukke et barn med ADHD fra målgruppen alene, fordi barnet går i en almindelig folkeskoleklasse.
Lidt historie
Ankestyrelsen udsendte i 2008 den nu historiske (kasserede) principafgørelse C-36-08. I denne afgørelse fandt Ankestyrelsen, at forældrene til en 11-årig dreng med adfærds- og koncentrationsmæssige problemer (sandsynligvis ADHD) ikke havde ret til dækning af merudgifter i form af bl.a. kørselsgodtgørelse. Begrundelsen var, at drengen ikke opfyldte betingelserne om at have en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende eller langvarig lidelse.
Det fremgår af afgørelsen, at Ankestyrelsen bl.a. lagde vægt på, at drengen gik i almindelig skole og fik minimal støtte i skolen. Det fik nogle kommuner til at lægge afgørende vægt på, om børn gik i almindelig skole, når forældrene ansøgte om merudgifter. Her er det vigtigt at understrege, at kommunen ikke kan tillægge en sådan enkeltfaktor afgørende vægt, men at denne faktor må indgå på lige fod med andre faktorer, når det skal afklares, om et barn er omfattet af personkredsen for hjælp til merudgifter efter § 41.
Gældende praksis
I principafgørelse 55-11 fandt Ankestyrelsen, at en 12-årig dreng, som var i medicinsk behandling (Ritalin) for ADHD, ikke havde en så væsentlig funktionsnedsættelse, at han var omfattet af personkredsen for § 41. Det fremgår af afgørelsen, at Ankestyrelsen lagde vægt på, at drengen var normalt begavet og gik i normalklasse, og at han var under behandling for sin opmærksomhedsforstyrrelse med god effekt.
Vurdering: Med medicin
Som udgangspunkt gælder det, at vurderingen af, om betingelserne om varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er opfyldt, skal foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling, som barnet modtager til afhjælpning af sin lidelse (se f.eks. principafgørelse C-09-04). Bemærk dog, at det alene gælder i tilfælde, hvor ophør med den medicinske behandling ville være akut livstruende eller medføre umiddelbar risiko for varig eller væsentlig funktionsnedsættelse.
I sagen omtalt i 55-11 fandt Ankestyrelsen ikke, at det for drengen ville være akut livstruende eller medføre umiddelbar risiko for varig eller væsentlig funktionsnedsættelse, hvis den medicinske behandling ophørte. Derfor skulle vurderingen af, om drengen var omfattet af personkredsen, i denne sag ske ud fra situationen med medicin.
Afrunding
For tiden tales i der i landets kommuner meget om inklusion af flere elever med særlige behov. Det er her vigtigt at understrege, at fordi børn med særlige behov bliver inkluderet i almenundervisningen, betyder det ikke, at børnene ikke kan opfylde bestemmelserne i servicelovens § 41. Et barn kan således godt være omfattet af målgruppen i § 41, samtidig med at barnet går i en almindelig folkeskoleklasse.
