Isak Kornerup Houe er 24 år og formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH). SUMH er en paraplyorganisation for 12 medlemsorganisationer for unge under 36 år med handicap. Isak bor i Århus, hvor han for tiden læser statskundskab på Århus Universitet. Isaks indgangsvinkel til handicapverdenen er, at han har muskelsvind.

Isak kan du her indledningsvist give et billede af den kontakt, du har haft med kommunen hen over årene – hvilken form for hjælp har du haft brug for?

Jeg har haft bred kontakt til socialcentre i flere forskellige kommuner og lidt med SU-styrelsen. Jeg har efterhånden fået bevilget hjælp efter flere forskellige paragraffer. Jeg er kørestolsbruger, har hjælpeordning efter servicelovens § 96, bil efter § 114, diverse hjælpemidler efter § 112 samt merudgifter efter § 100. Herudover har jeg bevilget handicaptillæg til min SU, et par hjælpemidler samt specialpædagogisk støtte. 

Du er nu 24 år – du kører selv din sag i dag? Hvor lang tid har du gjort det?

Jamen det har jeg egentligt gjort, siden jeg blev 18.

Hvordan fandt I ud af det – dig og dine forældre?

Det har ligesom altid ligget i kortene. Jeg er altid blevet opdraget til at stå på egne ben. Jeg har selvfølgeligt efterhånden brugt min far en del, men ansvaret har altid ligget hos mig.

Da du så blev 18 og selv blev den primære aktør i sagen. Hvordan foregik det?

Vi afholdte et stort hjemmemøde, hvor dagsordenen var at tale min livssituation igennem.

Hvem tog initiativ til det møde?

Det gjorde vi selv.

Havde dine forældre særlige forudsætninger for at varetage kontakten til det offentlige – kendskab til lovgivningen osv.?

Nej det kan du ikke sige – men begge min forældre er universitetsuddannede. Så det med at sætte sig ind i lovgivning, læse og skrive breve og i det hele taget kommunikere med det offentlige har ikke været nogen svær opgave for dem.

Pokerspil om refusioner
Hvordan gik det i tiden efter det første møde. Blev de ting, I havde aftalt, ført ud i livet?

Ja det gjorde de. Forløbet med kommunen startede forholdsvis konfliktløst, fordi jeg var meget heldig at få en god ergoterapeut og sagsbehandler.

Problemerne startede først, da jeg flyttede til Århus i forbindelse med mit studium.

Hvad sker der da?

Jeg kan naturligvis ikke være sikker, men det virker som om, at der kørte et spil mellem Brædstrup Kommune, hvor jeg boede og Århus Kommune, hvor jeg skulle flytte til. Det virkede lidt, som Århus Kommune gerne ville have, at det skulle se ud som om, det var Brædstrup Kommune, der pressede på for at jeg skulle flytte og ikke mig selv.  Hvad der naturligvis ikke var tilfældet. Jeg skulle bare i gang med at studere.

Hvad handlede det spil om, tror du?

Om hvem der skulle betale – hvis det ikke var mig, der flyttede, men Brædstrup, der ”flyttede” mig, skulle Brædstrup også fortsat finansiere mine ordninger.

Resultatet blev, at der gik et halvt år, før jeg fik den hjælpeordning, som var en forudsætning for, at jeg kunne bo for mig selv i Århus. I Brædstrup havde jeg klaret mig med mere sporadisk hjælp, da mine forældre hjalp mig med det meste.

Isaks metode
Hvordan gør du, når du skal til møde i kommunen, når du skal have en ydelse, du har brug for?

Først og fremmest sørger jeg for at have gjort mit hjemmearbejde. Det er vigtigt at være godt forberedt - at kende sine rettigheder. Det har altid været vigtigt for mig, at jeg kender lovgivningen på et område. Så kan jeg gå efter den ydelse, som jeg mener, er relevant for mig.

Er du meget direkte på den måde?

Ja, jeg ved altid 100%, hvad jeg går efter før et møde i kommunen.

Det har gjort en forskel?

Ja det tror jeg helt bestemt.

Isak som taktiker
Når du på forhånd ved, hvad du går efter og er meget direkte… kan du så være taktisk – i forhold til beskrivelsen af dine behov, så de måske passer til en bestemt ordning frem for en anden?

Ja – det kan du måske godt sige. Da jeg flyttede til Århus, var jeg meget bevidst om at undgå hjemmehjælp og i stedet få en hjælpeordning.  For mig var det indlysende, at mit liv ikke kunne hænge sammen med lidt hjemmehjælp samt en ledsagerordning på 15 timer om måneden, men det var det måske ikke for en sagsbehandler. Derfor gjorde jeg meget ud af at beskrive, hvor meget jeg var ude, hvilke behov jeg havde i hverdagen osv.

Vær konkret, konkret og konkret
Hvad gør du ellers, når du fører en sag med kommunen?

Det er min erfaring, at det er meget vigtigt at være konkret. Og at man kan dokumentere ting. F.eks. har jeg haft en sag om en tung computer som jeg var bevilliget, men ikke kunne løfte. I en sådan situation er det nødvendigt at være endog meget konkret, hvis sagsbehandleren skal have mulighed for at forstå, hvordan virkeligheden ser ud for mig.

Jeg fik lavet en test, hvor jeg løftede 1 kilo, 1,5 kilo osv. indtil vi fandt ud af, hvor meget jeg kunne løfte. Med den i hånden kunne jeg så helt præcist forklare, hvor meget og hvor lidt jeg kunne løfte. Og det var med til at flytte sagen. Det var ikke bare nok at sige: ”Jeg kan ikke løfte en tung computer.”

Alle kan få brug for hjælp
Du sagde i starten, at du nogle gange brugte din far som sparringspartner i forbindelse med dine sager. Er der andre, der har hjulpet dig eller har du kørt dine sager selv?

Alle kan få brug for hjælp. Nogle gange kan det være en hjælp bare at få et par andre øjne på sagen. Andre gange kan en udefra kommende være med til at flytte en sag. Jeg har f.eks. haft Jørgen Lenger fra Muskelsvindfonden til at hjælpe mig med et par fastlåste sager.

Min oplevelse var helt klart at bare det, at han gik ind i sagen, var med til at flytte den.

Om at klage
Når sagen så har været kørt fast... - har du overvejet at gå til pressen. Har du prøvet det?

Jeg har ikke selv erfaringer med at gå i medierne, men det er klart, at jeg har set det i andre sammenhænge. Men det kommer der sjældent noget godt ud af, synes jeg. 

Det er en svært situation – for et eller andet sted så er du afhængig af et godt samarbejde med din sagsbehandler. Jeg har jo også prøvet at sidde med en sagsbehandler, der var presset af mange andre sager. Hvor jeg tænker…skal jeg nu blive ved med at presse på her. Kommer der noget godt ud af det?

Hvad gør du så?

Jeg har god erfaring med at klage. Og det skal man ikke opfatte som noget dårligt. Det er en del af spillets regler, og dem kender sagsbehandlerne godt. I starten tænkte jeg, at de måske ville blive sure. Det er langt fra tilfældet. Faktisk har jeg haft en sagsbehandler, der direkte har bedt mig om at klage for at fremme processen. Ellers ville den bare havne nederst i bunken. Så du skal ikke være bange for at klage.

Gå efter bolden ikke manden
Det er vigtigt, når du klager eller i det hele taget kommunikerer med kommunen, at du går efter bolden og ikke manden. Jeg har aldrig eksplicit nævnt eller fremhævet enkeltpersoner. Det er kommunen og ikke den enkelte sagsbehandler, det handler om.
 
Jeg har heller aldrig givet udtryk for vrede eller frustration – selvom jeg selvfølgelig har været vred fra tid til anden. At jeg bliver sur og ophidset fremmer ikke nødvendigvis min sag. I stedet forsøger jeg at holde sproget så neutralt som muligt og sagen på et principielt niveau samtidigt med, at jeg pointerer min ret. Det er lidt en balancegang, for man skal heller ikke være for flink eller ærbødig og blot acceptere, hvad kommunen siger.

Finder du den balance?

Nogle gange kan jeg da godt tænke, at jeg er for høflig. Men ellers ja. Man kan godt stå på sin ret uden at blive personlig eller perfid. Men det er vigtigt at vide, hvad den ret er. Det har jeg altid sørget for at gøre.

Har du her afslutningsvist et godt råd til den borger, som skal i gang med en sag i kommunen?

• Sørg for at etablere et godt forhold til sagsbehandleren. Ha´ tillid. Det betaler sig aldrig at møde folk med paraderne oppe.
• Kend din ret. Sæt dig ind i lovgivningen og gør dig klart, hvad du går efter.
• Få hjælp. Sørg for have en organisation i ryggen.

Har du tilsvarende et godt råd til sagsbehandleren?

• Vis tillid til borgeren. Husk at begge parter er nødvendige for at få oplyst sagen fuldt ud. Forsøg at få plantet ideen om, at det godt kan betale sig for borgeren at medvirke i sin sag.
• Fokuser på at forklare, hvorfor folk ikke er berettiget til en ydelse, når du giver et afslag. Jeg har set mange sager, hvor borgeren aldrig bliver klar over, hvorfor han eller hun får et afslag. Det er dræbende for samarbejdet. Brug tid på at give ordentlige begrundelser – det sparer tid i længden.
• Gør ikke tingene til en konflikt mellem dig og mig som mennesker, men en konflikt imellem mig som borger og dig som repræsentant for kommunen.