Vibeke Larsen er 46 år og afdelingsleder i specialbistandsgruppen for børn og unge med nedsat funktionsevne i Syddjurs Kommune. Hun er uddannet socialrådgiver og har en lang karriere bag sig i den sociale sektor. Samtidigt er hun søster til Bjarke, som har Downs syndrom. Så når Vibeke udtaler sig om mødet mellem borger og system, er det på den baggrund, at hun har prøvet at sidde på begge sider af bordet.

Vibeke kan du her indledningsvist fortælle om dine erfaringer med det offentlige – hvordan har forløbet været?

Det startede med, at min lillebror flyttede på institution, da han var fire. Heldigvis lå den kun en km fra vores eget hjem, så det var nemt at bevare en tæt kontakt til ham.

Min far blev hurtigt formand for forældreforeningen, og min mor blev siden hen medlem af skolebestyrelsen på hans skole. Da jeg var 14, fik jeg faktisk et job som pædagogmedhjælper på den institution, hvor han boede.

Så vi har altid været tæt på ham og en del af hans liv.  I de sidste mange år har jeg sammen med mine forældre været med til handleplansmøder i botilbuddet.

Det vil sige, jeres kontakt som familie har primært været med institutionen og ikke forvaltningen?

Ja – det kan du godt sige. Der har selvfølgelig været en sagsbehandler i kommunen, men de har aldrig haft en særlig direkte funktion.

Men hvad har så været din rolle i forhold til institutionen og din lillebror?

Jamen ud over at være søster har jeg vel altid opfattet mig selv som vagthunden, der skal varetage min lillebrors interesser og sikre, at han får det, han har krav på.

Har der været behov for en vagthund?

Det synes jeg da fra tid til anden. F.eks. har han jo en ledsagerordning. Og i forbindelse med den har han ret til et aktivitetsbeløb, der går til at dække udgifter til hjælperen. Det er godt nok ikke særligt stort, men det er jo stadig hans ret.

Personalet vidste ikke noget om et aktivitetsbeløb, så der var jeg inde og gøre opmærksom på hans og andre beboers rettigheder.

I den forbindelse fulgte der også nogle ændringer i kølvandet på strukturreformen. Hans botilbud overgik blandt andet fra amtet til kommunen. Og så var det pludseligt, at hans aktivitetsbeløb var faldet bort. Jeg hørte så botilbuddet, om de ville følge op på det. De fik imidlertid bare at vide i kommunen, at han ikke var berettiget, og at det skulle de i øvrigt ikke som pædagoger blande sig i.

Socialrådgiverbaggrund en fordel
Hvordan opfattede personalet situationen, hvordan tog de, at du gik ind og blandede dig?

Jeg tror nok et eller andet sted, at de mente, at det var noget pjat. Jeg mener, aktivitetsbeløbet er ikke særlig stort, så de syntes, det var et latterligt lille beløb at gøre vrøvl over. Sådan kunne jeg naturligvis ikke se på det.

Beløbets størrelse var underordnet. Det var jo stadig min lillebrors ret, og han kunne ikke selv varetage sine interesser.  Så jeg kontaktede selv kommunen, som bad os dokumentere udgiften med tilbagevirkende kraft. Det mente jeg ikke kunne have sin rigtighed, når nu kommunen havde fjernet ydelsen uden at gøre opmærksom på det.

Så jeg fandt det tunge skyts frem. Jeg bad om en skriftligt afgørelse, Jeg gennemgik lovgivningen og skrev en klage. Vi fik så medhold, Bjarke fik sit aktivitetsbeløb.

Her har du jo så kunnet gøre brug af din baggrund som socialrådgiver. Du kendte lovgivningen, du kunne skrive en præcis og målrettet klage.

Ja – det kan du godt sige. Det har selvfølgelig været en fordel i den situation. Men det er ikke altid, min baggrund er en fordel.

Hvad mener du?

Tit sker der også det, at jeg oplever, at jeg bliver opfattet som en trussel. Eller som en besværlig person i hvert fald.

Er der andre tilfælde, hvor du har kunnet bruge dit særlige kendskab til lovgivningen?

Ja der var en situation i forbindelse med, at Bjarke skulle flytte til en ny lejlighed. I den forbindelse gjorde jeg på et forældremøde opmærksom på, at jeg mente, at der burde beskikkes en værge i forbindelse med flytningen. Vi havde selv søgt værgemål til min bror, men det var alene fordi, jeg kendte til lovgivningen. Det var ikke noget, der blev gjort opmærksom på.

Hvorfor var det vigtigt?

Jo min lillebror aner jo f.eks. ikke, hvad en lejekontrakt er – bare for at tage et eksempel. Så spørgsmålet er, hvem varetager hans interesser i forbindelse med en flytning. Hvem er det, som ser sagen fra hans synsvinkel. I min lillebrors tilfælde er der pårørende, som kan påtage sig den rolle. Men sådan er det jo ikke altid. Hvordan var reaktionen fra personalet og de øvrige pårørende på det møde?

Personalet reagerede egentligt meget positivt, og der var mange af forældrene, som tog det positivt op.

Men der var helt sikkert også nogle, der bare syntes, at det var lige meget. ”Det er jo bare nogle udviklingshæmmede, der flytter over i en bedre bolig. Hvorfor gøre det store nummer ud af det.”

Vis anerkendelse
Vi har været inde på, at det har hjulpet dig og din lillebror, at du har et godt kendskab til lovgivningen. Hvad har du ellers gode erfaringer med?

Jeg tror, det er vigtigt at give anerkendelse. For nogle år siden var Bjarke i et dagtilbud på en planteskole, som han var rigtig glad for.

Men det blev desværre nedlagt, og han kom derfor i et andet tilbud, som han ikke rigtigt trivedes i. Det passede ganske enkelt ikke til ham.

Hvad gjorde du så konkret i den situation?

Jamen jeg forsøgte at vise anerkendelse til personalet. De var også godt klar over, at tilbuddet ikke var det rigtige. Så jeg forsøgte at anerkende den indsats, de havde gjort samtidigt med, at jeg pressede på for et nyt tilbud.

Det fik han så også – han kom i et praktikophold, som passede meget bedre.

Havde det en betydning, at I som pårørende pressede på?

Ja det er jeg overbevist om, at det havde.

Hvad var der sket, hvis i ikke havde gjort noget?

Så er jeg bange for, at han havde kunne gå i længere tid på det andet tilbud. Men pædagogerne var opmærksom på situationen, så med tiden havde han nok fået et bedre tilbud. Det havde måske bare ikke gået så stærkt.

Men generelt er det vigtigt for mig at få sagt, at Bjarke har mødt mange professionelle og engagerede pædagoger på sin vej.

Gode råd
Hvis du skulle give pædagogerne på bosteder et godt råd, hvad skulle det så være?
 
Jeg synes jo nok, at de har for lidt fokus på beboernes retssikkerhed. Jeg ved godt, at det ikke er deres primære opgave. De skal heller ikke have dybdegående viden omkring lovgivning og retssikkerhed, men de skal påtage sig ansvaret for at finde den viden. Det burde egentlig være deres opgave at varetage Bjarkes retssikkerhed og ikke min.

De er dygtige til at bevare et individuelt perspektiv i pædagogikken – det kunne være rart, hvis de havde det samme perspektiv, når det gælder beboernes retssikkerhed.

Har du tilsvarende gode råd til myndigheden eller sagsbehandleren i kommunen?

Det er vigtigt, at myndigheden følger op på, om beboere som min lillebror får den hjælp, som de er berettiget til. Problemet er tit i den slags sager, at der foreligger handleplaner, som kun er udarbejdet af bostedet, og som kommunen ikke har været inde over. Faren er naturligvis her, at bostedet blot tilpasser handleplanen efter de ydelser, som de selv tilbyder.

På den måde laver bostedet selv de krav, som de skal leve op til. Ideen er jo, at det skal være kommunen, som laver kravene, som leverandøren – bostedet – så skal honorere.

Hvilke råd vil du give til borgere i en lignede situation?

• Prøv at undgå at blive for følelsesmæssigt ramt. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Det har altid været nemmere for mig som søster at sige nogle af de svære ting, som mine forældre måske har haft svært ved at sige.
• Engagér dig der, hvor du har overskuddet. Det giver adgang til indflydelse på de små ting i hverdagen.
• Opsøg viden. Og hvis du stadig er i tvivl, så søg hjælp.
• Vis anerkendelse til din sagsbehandler, pædagog eller hvad det nu måtte være. Udtryk din anerkendelse for de ting, som du mener, er godt.  Det gør det også nemmere at få sagt de ting, som man ikke er helt tilfreds med.
• Ha´ tillid til kommunen som udgangspunkt – men stol på dig selv og vær opmærksom. Hvis der er noget, du ikke er tilfreds med, så sig det.

Du vil aldrig helt kunne fralægge dig rollen som retssikkerhedens vagthund?

Jeg vil stadig bide fra mig – han kan ikke, så det må jeg jo gøre.