af centerleder Alice Brun

Folkeskolen er - endnu - en af de helt centrale institutioner i det danske samfund.

Her kommer - næsten - alle børn, også børn med forskellige former for handicap.

Skolen er derfor en vigtig aktør og samarbejdspartner for familien med det handicappede barn. 

Skolen er sin egen. Det er ikke sikkert, at familien betragter den som en del af kommunen. Det er heller ikke sikkert, at lærerne gør det. Kommunen, det er dem på Rådhuset, der sidder og flytter med papirerne. Og PPR- Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning? Tja, PPR med den specialiserede ekspertise er udover at være helt speciel måske en hybrid mellem kommunen og skolen?

Dem på kommunen træffer afgørelser, der har vidtrækkende konsekvenser for familien med det handicappede barn. Lige som det er rådgivningen fra dem på kommunen, der afgør, om en familie føler sig hørt og hjulpet.

Men ikke al rådgivning og ikke alle afgørelser udgår fra dem på kommunen. Kommunen har mange fremskudte bastioner, og folkeskolen er en af dem.

Familien kan søge rådgivning og vejledning hos læreren, pædagogen i skolefritidsordningen, skolesygeplejersken, talepædagogen i PPR eller hos skolelederen. Medarbejderne i og omkring skolen har lige som dem på kommunen pligt til at rådgive og til at vejlede familien om, hvor og hvordan de kan få den nødvendige støtte. Det er ikke sikkert, at de i alle situationer er bevidste om, at de yder rådgivning i forvaltningslovens forstand. Det er heller ikke sikkert, at familien gør det klart, at den efterspørger rådgivning eller søger om støtte og ikke bare har brug for at snakke lidt frem og tilbage om situationen. Begge parter har en opgave i at kommunikere klart, men medarbejderen har den professionelle forpligtelse til at afklare samtalens formål og status.

En enkelt medarbejder i folkeskolen har en helt særlig status. Skolelederen i egen person træffer alle afgørelser om det enkelte barn. Det er ikke læreren eller psykologen, der afgør, om et barn kan få specialundervisning, og hvordan den skal tilrettelægges. Skolelederen har kompetencen på "sin" skole og er forbindelseskanalen til iværksættelse af specialpædagogiske foranstaltninger uden for skolen. Det er skolelederen, der træffer afgørelserne, som skal leve op til forvaltningslovens krav, og som giver familien klagemuligheder, hvis den er utilfreds med afgørelsen.

Skolelederen er en af dem på kommunen.

.....Men næppe noget sted er der et så massivt krav om borgerinddragelse som i folkeskolen. Folkeskolen er folkets skole. Derfor er der en stor pædagogisk udfordring for folkeskolen og skolelederen ikke mindst i at etablere et åbent og konstruktivt samarbejde med familien. Det er ikke sikkert, at skolen kan løse alle problemer, det kan den faktisk med garanti ikke. Men skolen er en krumtap, som også dem nede på kommunen må tænke på og samarbejde med som en integreret del af kommunens tilbud og støtte til gavn for familien med det handicappede barn.