Af Jane Olesen

________

Problemerne i sagen: Hvem er ansvarlig?

I casen ser vi, at der er flere instanser inde i billedet i forhold til anbefalinger af Oskars skoletilbud.

Sundhedsvæsenet, som har undersøgt Oskar, peger på én slags tilbud, og PPR-psykologen peger på et andet. Kommunen (skolen) iværksætter det tilbud, PPR-psykologen peger på.

Hverken sundhedsvæsenet eller PPR har som udgangspunkt kompetence til at træffe en afgørelse om, hvilket skoletilbud Oskar skal have, men begge instanser har ret til at pege på et tilbud. PPR skal udtale sig om behovet for og ordningen af specialundervisning, og kompetencen til at træffe en afgørelse om iværksættelse af specialundervisning er skolelederens. Dog skal kommunalbestyrelsen og derved ofte skoleforvaltningen foretage henvisning til undervisning i regionale foranstaltninger, det vil sige specialiserede skoletilbud under regionernes forvaltning.

I Oskars situation sker sagsbehandlingen sikkert i den rette forvaltning, men der handles henover hovedet på forældrene. Dels kan forældrene være forvirrede over, hvem der har kompetencen, da der er mange, der har en mening om Oskars skoleplacering. Dels bliver det ikke tydeliggjort, at der træffes en forvaltningsmæssig beslutning om Oskars skoletilbud. Ligeledes vejledes der heller ikke om andre tilbud - med andre ord bliver kommunens vejledningsforpligtigelse tilsidesat. Der er altså ikke gennemsigtighed i sagsbehandlingen, og det er ikke tydeligt, hvem der har kompetencen i forvaltningen af sagen.

I dette tilfælde vælger forældrene at modtage tilbudet til Oskar. Men spørgsmålet er, om de ved, hvor de skal henvende sig, hvis de ville klage eller have et andet tilbud

Uformel sagsbehandling

I forlængelse heraf kan man konstatere, at en stor del af problemet i Oskars sag ligger i den omstændighed, at der bliver foretaget en del uformel sagsbehandling. Det vil sige, der bliver truffet en række afgørelser, som bliver videreformidlet mundtligt uden almen vejledning eller klagevejledning - på en måde, hvor familien dårligt er klar over, at der er tale om afgørelser.

For forældrene er situationen altså, at deres ønsker og forventninger til Oskars skoletilbud ikke er opfyldt. De har fået mundtlige afgørelser uden yderligere vejledning og har ikke modtaget information om klagemuligheder. Og her er det vigtigt at påpege, at der er tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og den derfor burde leve op til denne lovs regler om partshøring, skriftlighed, begrundelser og klagevejledning.

I Oscars situation ville det være muligt at anke kommunens beslutning til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning*, da Oskar er en elev med vidtgående vanskeligheder, som kræver støtte i over halvdelen af de ugentlige skoletimer. Det betyder, at beskeden om, at Oskars skolesituation kun er betinget af kommunens serviceniveau, heller ikke er gyldig. Men den uformelle sagsbehandling medfører også, at forældrene aldrig nogensinde når at blive klar over, at der er tale om en afgørelse, som de kan klage over.

Inddragelse

Et andet markant problem i sagen – som vi også ser i mange andre sager er, at forældrene ikke bliver inddraget ordentligt i sagen. Det er forvaltningens pligt i sager som denne at samarbejde med forældrene og eleven om et skoletilbud.

Henvisningen til Oskars specialundervisning sker efter PPRs rådgivning - efter samråd med forældrene. Men forældrene er i al hast inddraget efter Oskars indlæggelse, uden at have fået reel indflydelse. Forældrene tilslutter sig dog tilbuddet, men uden yderligere vejledning eller orientering om de reelle betingelser for tilbuddet.

Inddragelse – støttetimer
Skolelederens beslutninger om ændring i betingelserne for Oskars skoleforløb skal ligeledes træffes i samråd med forældrene. Og her er det et problem, at der uden videre bliver ændret i støttetimerne. Sagen falder ud med, at Oskar skal fortsætte på sin skole som hidtil. Oskar har før sin indlæggelse fået støtte i 22 timer, og forældrene forventer, at Oskars støttetimer også fortsætter som hidtil – de har ikke grund til andet, idet de ikke er blevet oplyst andet.

Derfor er det så ikke i orden, at skolen rent administrativt ændrer antallet af støttetimer – dette er også en afgørelse, og denne skal, være fulgt op af begrundelser og klagevejledning, så forældrene ved, hvor de står.

Konsekvenser af sagsbehandlingen
– familiens situation
Der er meget i sagen, der tyder på, at skoletilbuddet alligevel ikke har været det rigtige for Oskar. Det får selvsagt betydelige konsekvenser for Oskars faglige udvikling og sociale trivsel

Skolen beder familien om at tage fri fra arbejde for at passe sønnen i de timer, hvor der ikke er støtte på Oskar, og det er galt, da skolen har undervisningsansvaret for Oskar. Pludselig handler sagen også om, at forældrene får svært ved at passe deres arbejde, på lige fod med at skolen ikke kan passe deres ansvar overfor Oskar.

I denne forbindelse er det heller ikke nødvendigvis korrekt, når klasselæreren henviser til, at forældrene kan søge kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter Lov om Social Service § 42, da problemet rent faktisk er opstået på grund af skolesammenhængen. Det er et godt og velment forsøgt på at få løst et akut problem, men en sådan hjælp ville i givet fald principielt skulle ydes af skoleforvaltningen.

Det interessante er, at eksemplet viser, at skolen arbejder ud ad det gale spor. Det er jo hverken Oskar, forældrenes arbejde, men skoletilbuddet der er problemet. Og det sigte har skolen mistet. 

DUKHs erfaringer – hvorfor går det galt

Det er naturligvis svært at sætte fingeren præcist på, hvad der går galt i Oskars sag og i lignende sager. En ting er dog sikker: Der er som i Oskars sag oftest mange faktorer, der spiller ind.

Kommunikation spiller en stor rolle i sagerne. Der er ofte usagte forventninger til støttetimer, mangelfuld vejledning om muligheder indenfor skoletilbud og ingen egentlige afgørelser.  Vi ser, at forældre ikke får skriftlige afgørelser eller vejledning om, hvem der skal træffe afgørelser, og hvilke tilbud der kan træffes afgørelser om.

Der er ingen tvivl om, at man i kommunerne bestræber sig på at samarbejde bedst muligt om børn med særlige behov, men vi ser også i mange sager, at skoleforvaltninger og PPR er tynget af et stort arbejdspres. Det kan få den konsekvens, at der ikke ydes den korrekte vejledning.

Det er vigtigt at sige, at vi i sager som Oskars oplever, at de fagpersoner, der er involverede, er dybt engagerede og har børnenes bedste for øje. Der er ingen, der med fuldt overlæg handler mod familiers bedste, men tid og manglende forvaltningsretslig rutine, kommer ofte til at spille en rolle.

Ligeledes er der ingen tvivl om, at skolens primære opgave er af pædagogisk karakter, og derfor kan forvaltningsretten godt blive (over)set som en administrativ rutine, der hører til andet steds. Skolen tager nok ansvar for det pædagogisk faglige, men har sværere ved at tage det forvaltningsretlige ansvar, når man møder en familie, der har brug for formel sagsbehandling udover den pædagogisk faglige.

Vi ser også, som I Oskars situation, at man undlader at underbygge begrundelser for skolevalg eller støtte skriftligt og fagligt. Forældrene får ikke muligheden for at se de faglige argumenter for et skolevalg, og kan derfor være dårligt stillede i en eventuel klagesag. PPR og skoleforvaltning har en forpligtelse til at handle forvaltningsmæssigt korrekt, også selvom ferien står for døren, som i Oskars situation. 

Oskars situation kunne ikke nødvendigvis have været undgået, men med tydelig kommunikation og kommandoveje, kunne forældrene have været anderledes oplyst om indholdet i Oskars skoletilbud og derved have været bedre forberedt end beskrevet. Det kunne måske ikke have ændret på Oskars skoletilbud inden sommerferien, men forældrene havde haft mulighed for at se på de faglige argumenter og gå i dialog med kommunen om disse. I sidste ende kunne de med den korrekte viden og vejledning have fået en anden oplevelse af skoleplaceringen, og de kunne have vidst, hvor de skulle henvende sig, hvis der var noget de var i tvivl om eller havde brug for at klage.