Danmark anerkender sammen med mange andre lande i FN retten til at indgå ægteskab og stifte familie. Det med ægteskab kan tages mere eller mindre bogstaveligt, men vi har i hvert fald ret til at leve sammen med en partner og at få børn. Det gælder også mennesker med handicap.

Det er ikke alle forundt at få børn. Nogle vælger dem selv fra, for andre træffer naturen valget.

For andre igen er det samfundet eller pårørende, der gør det mere eller mindre svært at vælge børnene til. Vi – samfundet - kan forsøge at overbevise potentielle forældre om, at de for deres egen eller barnets skyld skal undgå at blive gravide eller skal vælge abort. Når barnet er født, kan vi forsøge at overbevise forældrene om, at barnet vil have bedre af at bo et andet sted, eller vi kan fjerne det med tvang. Eller vi kan vælge at gå i dialog med forældrene om, hvilken hjælp de skal have for at kunne være gode forældre og give barnet en god opvækst.

Et forældreskab indeholder mindst to parter: et barn og en mor og/eller far. Kommunen skal varetage både barnets og den handicappede forældres tarv. Disse tarv kan være sammenfaldende, og de kan være modstridende. Kommunen må i hvert enkelt tilfælde foretage en afvejning af, hvad der er den bedste løsning for både barnet og forælderen. Det stiller høje krav til de kommunale medarbejderes faglighed og etik. At begive sig ind i relationen mellem en forælder og dennes barn er at bevæge sig ind i et følelsesmæssigt minefelt.

I Danmark har vi valgt kompensationsprincippet som et af de overordnede principper i handicappolitikken.  Mennesker med handicap skal kompenseres for deres handicap, så de kan leve som alle andre, med de variationer der nu er inden for gruppen ”alle andre”. Dette princip gælder også for forældre med handicap, hvad enten de har pådraget sig funktionsnedsættelsen før eller efter barnets fødsel.

Mange forældre med handicap har en funktionsnedsættelse, som er fuldstændig ligegyldig i relation til forældrerollen. De klarer forældrerollen lige så godt eller lige så skidt som andre uden handicap. I nogle familier har handicappet en betydning, men der er så en anden forælder som kan kompensere, så familien klarer forældreopgaven uden hjælp. I andre familier kan der være brug for praktisk hjælp, ændring af boligen, pædagogisk støtte, ledsagelse, støtte til befordring, hjælpemidler m.v. Der er ikke noget i lovgivningen, der forhindrer kommunen i at yde den hjælp, der gør det muligt at varetage forældrerollen. Der er faktisk utrolig mange muligheder. Men kompensation til at kunne varetage forældrerollen er heller ikke nævnt specifikt (som så meget andet i øvrigt heller ikke er det), og dermed bliver flere afgørelser overladt til den enkelte medarbejders skøn.

Mange afgørelser omhandler praktiske spørgsmål, som man som udenforstående nemt kan undervurdere, men som imidlertid har stor betydning for forælderens mulighed for at udfylde forældrerollen: Skal boligen indrettes, så forælderen med en funktionsnedsættelse kan passe, pleje, lege og holde opsyn med sit barn, uanset hvor i boligen det befinder sig? Skal forælderen kunne ledsage sit barn til skolefester, forældremøder og fodboldkampe? Eller er det nok, at en eventuel anden forælder kan gøre det? Hvor mange pligter kan man pålægge den anden forælder og store børn i familien?

Andre afgørelser må træffes på baggrund af undersøgelser, der er fyldt med dilemmaer og vanskelige faglige vurderinger, fordi der er en potentiel konflikt mellem barnets og forælderens behov.

Eksemplerne er mange. Det kan være, at forælderen har en personlighedsforstyrrelse eller en hjerneskade, som betyder, at hun har svært ved at indgå i sociale relationer, når hun føler sig presset, også når det gælder barnet. Hvordan er det muligt at kompensere, så barnet ikke lider overlast og udvikler sig følelsesmæssigt normalt?

Eller det tilfælde, hvor begge forældre har en lettere udviklingshæmning og kan have svært ved at udsætte egne behov.  Hvordan kan de kompenseres, og hvor mange chancer skal de have til at bevise, at de kan tage sig af barnet?

Eller de sager, hvor forælderen har hjælpere døgnet rundt, og barnet skal have hjælp af og forholde sig til mange skiftende personer. Hvordan sikrer man barnet en stabil voksentilknytning?

Og endelig eksemplet med forælderen, der ikke kan holde ud, at der hele tiden er hjælpere og myndighedspersoner, der blander sig, overvåger og giver karakterer. Hvordan kan man med respekt for forælderen sikre barnets tarv?

Der er ingen generelle svar, og der er ingen enkle svar. Men spørgsmålene er for væsentlige til at blive overladt til den enkelte kommunale medarbejders afgørelse eller til et holdningsmæssigt, fagligt eller økonomisk rivegilde mellem en børne- og familieafdeling og en voksenhandicapafdeling.

Derfor er det nødvendigt, at kommunerne forholder sig til det faktum, at voksne med handicap får børn, og at børns forældre kan få et handicap, og at nogle af disse voksne har brug for kommunen støtte for at kunne være forældre som alle andre.

Det vil gøre en forskel,

• at kommunen i sin handicappolitik har tilkendegivet, at forældre med handicap skal have støtte til at være forældre og have et familieliv som alle andre, og at den politiske ledelse tilkendegiver, at politikken også i praksis skal ligge til grund for forvaltningernes og institutionernes arbejde
• at kommunens administrative ledelse er opmærksom på behovet for samarbejde og koordinering på tværs af forvaltninger, afdelinger og institutioner for at yde familien en sammenhængende støtte, og at ledelsen forlanger og prioriterer, at denne koordinering sker i praksis
• at de enkelte kommunale enheder kender til deres egne og kommunens samlede muligheder for at støtte forældre med handicap i at være forældre
• at det er aftalt, hvordan kommunen arbejder med de familier, hvor der er tvivl om, at der kan kompenseres tilstrækkeligt for handicappet til at forælderen kan varetage forældrerollen
• at kommunen har en åben dialog med forældrene/de kommende forældre om støttebehov, kompensationsmuligheder og eventuelle bekymringer om varetagelsen af forældrerollen, og at kommunens afgørelser er velbegrundede
• at kommunen har aftalt opfølgning med familien, så støtten tilpasses det aktuelle behov

FN’s konvention om rettigheder for for personer med handicap

Artikel 23
Respekt for hjemmet og familien

1. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at afskaffe diskrimination af personer med handicap i alle forhold vedrørende ægteskab, familieliv, forældreskab og personlige forhold på lige fod med andre med henblik på at sikre:
a) anerkendelse af retten for alle personer med handicap i den giftefærdige alder til at indgå ægteskab og stifte familie på basis af de kommende ægtefællers frie og uforbeholdne samtykke,
b) anerkendelse af retten for personer med handicap til frit og under ansvar at bestemme antallet af deres børn og intervallerne mellem dem og til at få adgang til alderssvarende oplysninger samt undervisning om forplantning og familieplanlægning, samt at der sørges for de nødvendige midler til, at de kan udøve disse rettigheder,
c) at personer med handicap, herunder børn, bevarer deres fertilitet på lige fod med andre.

2. Deltagerstaterne skal sikre de rettigheder og det ansvar, som hhv. tilkommer og påhviler personer med handicap, med hensyn til værgemål, formynderskab, adoption af børn og lignende retsbegreber, såfremt disse retsbegreber findes i national lovgivning, dog således at barnets tarv altid er af altafgørende betydning. Deltagerstaterne skal yde passende bistand til personer med handicap ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn.

3. Deltagerstaterne skal sikre, at børn med handicap har lige rettigheder med hensyn til familieliv. Med henblik på at virkeliggøre disse rettigheder og forebygge, at børn med handicap skjules, forlades, vanrøgtes eller isoleres, forpligter deltagerstaterne sig til at give tidlige og omfattende oplysninger, tilbud og støtte til børn med handicap og deres familie.

4. Deltagerstaterne skal sikre, at et barn ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. Et barn må under ingen omstændigheder adskilles fra sine forældre på grund af, at enten barnet eller den ene eller begge forældre har et handicap.

5. Deltagerstaterne skal, hvis den nærmeste familie ikke er i stand til at passe et barn med handicap, udfolde alle bestræbelser på at tilvejebringe alternativ pasning hos den fjernere familie eller, hvis dette ikke lykkes, i samfundet i familielignende omgivelser.