More about DUKH in: Arabic |  BKS |   English |  Farsi |  German |  Somali |   Tyrkish |  Urdu              Tekststørrelse: Stor | Normal | Lille | Log ind |
Du er her: Forside Hjælp til selvhjælp Tema: Forældre med handicap Principafgørelse: Praktisk hjælp i hjemmet

Principafgørelse: Praktisk hjælp i hjemmet

Den øverste klageinstans på det sociale område Ankestyrelsen har tidligere truffet afgørelse i en sag, hvor en familie havde fået afslag på praktisk hjælp til pasning af børnene. Ankestyrelsens afgørelse var, at forældre med handicap efter en konkret vurdering kan være berettigede til hjælp til at klare opgaver i forbindelse med deres børn.

Af informationsemedarbejder Thomas Christensen

En familie, hvor moderen har en medfødt cerebral parese (spastisk lammelse), har tidligere fået bevilget praktisk hjælp til familiens to børn, der på tidspunktet for sagens vurdering er 3 år og 6 år. Faderen er håndværker og tager af sted om morgenen mellem kl. 5 og 6.30. Det medfører, at moderen har behov for at få hjælp til at få børnene klar om morgen og af sted til børnehave.

 

Afslag på praktisk hjælp

Kommunen giver afslag med henvisning til kommunens serviceniveau, og den omstændighed, at familier med en rask ægtefælle ikke kan komme i betragtning til hjælp. Kommunen oplyser dog, at der kan gives hjælp til personlig pleje af moderen, men altså ikke til at støtte hende i rollen som forælder.

Kommunen behandler efterfølgende også sagen som en ansøgning efter servicelovens § 100 (dengang 84) om nødvendige merudgifter. *Altså om moderen kan købe sig til bistand til at klare opgaverne med børnene om morgenen for så at få betalt denne merudgift af kommunen.

Men heller ikke § 100 giver ifølge kommunen mulighed for at yde hjælp. Igen er begrundelsen, at ægtefællen er rask, samt at henvender modtager højeste førtidspension med et ekstra beløb til dækning af hjælp i forbindelse med hendes sygdom.**

 

Det sociale nævn

Familien anker i første omgang afgørelsen til Det sociale nævn (1. klageinstans).

Med hensyn til den praktiske hjælp til at få børnene i børnehaven om morgenen, giver nævnet kommunen medhold med den begrundelse, at moderen bor sammen med børnenes far, der sammen med hende har det daglige ansvar for børnene.

Nævnet er også enig i kommunens afgørelse om, at hjælpen ikke kan ydes som nødvendig merudgift efter § 100. Nævnets begrundelse herfor er, at borgeren modtager social pension og ikke er omfattet af en hjælpeordning.** 

 

Ankestyrelsen

Da sagen er af principiel karakter havner den i Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen kan ikke umiddelbart træffe afgørelse i sagen, da den ifølge styrelsen ikke er tilstrækkeligt oplyst. Man mangler oplysninger om moderens funktionsniveau. Ankestyrelsen hjemviser derfor sagen til kommunen til fornyet behandling. Selvom styrelsen ikke træffer direkte afgørelse i sagen, kommer den alligevel med en række interessante bemærkninger.

For i modsætning til nævnet mener Ankestyrelsen ikke, at man kan udelukke, at ansøger har behov for og dermed er berettiget til at modtage hjemmehjælp til opgaver i forbindelse med børnene.

Hjælpen kan ikke ydes som merudgift efter § 100, men der er andre muligheder i lovgivningen til at give hjælp til udførelse af nødvendige praktiske opgaver, som ansøger ikke selv kan udføre.

 

En rask ægtefælle

Ankestyrelsen fremhæver også, at kommunen i forbindelse med bevilling af praktisk hjælp skal vurdere ansøgerens samlede situation, herunder familie forhold, netværk og øvrige medlemmer af husstande. Men det forhold, at ægtefællen ikke har et handicap, er ikke alene grund nok til at afvise at give hjælp til ting, som faderen ikke kan klare, fordi han er på arbejde. Væsentligt er det ifølge Ankestyrelsen, at faderen ikke har muligheder for at ændre sine arbejdstider. Ankestyrelsen hjemviser således Det Sociale Nævns afgørelse til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen.

Du kan læse mere om afgørelsen på denne hjemmeside: http://www.socialjura.dk/index.php?id=10845


____
* Servicelovens § 100 er subsidiær i forhold til § 83 om personlig og praktisk hjælp. Det vil sige, sagsbehandleren skal først vurdere, om det er muligt at give praktisk hjælp efter 83, før hun vurderer, om det er muligt at give hjælp efter § 100

** Ifølge reglerne kan du ikke modtage hjælp til merudgifter efter § 100, når du samtidig modtager førtidspension efter den gamle ordning – altså før 2003 – og du ikke samtidigt er bevilget en personlig hjælpeordning.

— Arkiveret under
Oprettet den: den 24/04 2009 09:32 af DUKH Administrator
Sidst opdateret 28/09 2010 07:42
Handlinger tilknyttet webside

Lille grafik med DUKHs tre piktogrammer - møde mellem borger og sagsbehandler, kørestol og et lovtegn - paragraf