af socialfaglig konsulent Søren Møller Petersen

Anders har en plan…

Anders er musikalsk begavet, og han har ADHD. Om en måned afslutter han 10. klasse på en specialefterskole med musiklinje. Han er på grund af sit handicap startet sent i skole. Derfor når han at blive 18 år og myndig midt i 10. klasse.

Det er hjemkommunens skoleforvaltning, der har bevilget efterskoleopholdet med henvisning til Anders’ behov for støtte. Det er her – i hjemkommunen hos forældrene – at Anders fortsat har sin adresse. Hertil flytter han tilbage, når skoleopholdet er slut. Efterskolen ligger i nabokommunen.

Anders har sammen med UU-vejlederen på efterskolen lavet en uddannelsesplan, der kombinerer musikundervisning og enkeltfags HF, når han er færdig med folkeskolen. Planen forudsætter samtidig, at der tilkobles specialpædagogisk støtte i dagligdagen.

...Men ingen har rigtig lyst til at høre om den

Anders har flere problemer i forhold til sin kommune. Dels har han, siden han fyldte 18 år, været uden forsørgelsesgrundlag. Hjemkommunens børn- og ungeafdeling henviser ham til at søge i nabokommunen. Men her henviser sagsbehandleren ham til at søge i hjemkommunen. Hjemkommunens jobcenter afviser at yde forrevalideringsstøtte og henviser i stedet til, at der søges SU. SU-styrelsen meddeler, at der ikke kan gives SU til et folkeskoleforløb. Så indtil videre forsørges han af forældrene, der jo formelt set ikke længere har nogen forsørgelsespligt over for den unge mand.

Et andet centralt problem er, at Anders ikke rigtigt kan komme videre med sin uddannelsesplan. Han kan ikke få oplyst, hvem i hjemkommunen der skal tage stilling til uddannelsesplanen. Er det kommunens fælles visitationsudvalg, der tager stilling til den tre-årige uddannelse for unge med særlige behov, eller er det jobcentret? De peger gensidigt på den anden afdeling. Der bliver ligeledes ikke taget stilling i familieafdelingen til, om Anders vil have behov for efterværnsforanstaltninger efter servicelovens § 76 (se mere i noten nederst på siden). Alternativt er der ikke formidlet kontakt til voksenhandicapafdelingen, der skal tage stilling til, om der kan bevilges støtte efter servicelovens § 85 som foreslået i forbindelse med uddannelsesplanen.

Ressourcestærke forældre tager over

Anders bakkes op af ressourcestærke forældre. Dels kompenserer de for den manglende forsørgelse ved selv fortsat at forsørge ham. Dels har forældrene påtaget sig arbejdet med at kontakte de forskellige myndigheder for at få afklaret, hvem der skal tage stilling til hvad.

Rent faktisk henvendte forældrene sig til kommunens familieafdeling, allerede da Anders fik bevilget efterskoleopholdet, fordi de ønskede, at der var "nogen", der kunne styre sagen igennem overgangen og være med til at sikre, at der blev taget stilling til de forskellige problemstillinger undervejs.

Familieafdelingen har et forhåndskendskab til Anders, idet der tidligere er bevilget merudgifter, orlov og tabt arbejdsfortjeneste. Men afdelingen ønskede ikke at påtage sig nogen koordinerende rolle i sagen, idet der ikke under efterskoleopholdet har været støtteforanstaltninger via servicelovens børneafsnit.

Men på trods af en stor indsats fra forældrenes side, så er situationen et år senere den, at Anders står uden forsørgelsesgrundlag. Han ved endvidere ikke, om han kan få godkendt sin uddannelsesplan, eller hvem der for den sags skyld skal godkende den. Og han ved ikke, om han kan få en støtteperson, eller om han fortsat må forlade sig på forældrenes støtte.

Selv om Anders måske er mere "heldig" end nogle af de andre unge med handicap, der ikke har ressourcestærke pårørende til at støtte op, så har forældrene jo ikke længere noget formelt forsørgelsesansvar, når den unge fylder 18. Derudover så forsinker den fortsatte afhængighed af forældrene den frigørelse, der naturligt knytter sig til overgangen fra barn til voksen.

Her går det galt – problemerne i sagen

I ovenstående eksempel opstår problemet, fordi hver af de involverede afdelinger melder "hus forbi" og henviser til "nogen andre". I andre overgangssager kan problemet være manglende sammenhæng i indsatsen. Der kan f.eks. være uenighed afdelingerne imellem om vurdering af støttebehov. Eller også kan der mangle et tidsmæssigt sammenfald i bevilling og/eller igangsætning af støtteforanstaltninger.

F.eks. kan en støtteperson i denne sag – bevilget efter Servicelovens § 85 være nødvendig til at hjælpe med at give den nødvendige struktur i dagligdagen, som er forudsætning for, at den unge med ADHD/autisme kan møde stabilt i et aktiverings- eller uddannelsesforløb.

Det er vores erfaring i DUKH, at handicappedes overgang fra barn til voksen frembyder en vanskelig udfordring for de kommunale forvaltninger, hvor en række myndighedsafdelinger ofte er involveret i sagen på samme tid.

Den sag, som er gennemgået indledningsvis, rummer en række af de gennemgående problemer, vi møder omkring kommunernes håndtering af handicappedes overgang fra barn til voksen: 

• de involverede myndighedsafdelinger gennemfører ikke en fælles helhedsvurdering af den unges situation og evt. støttebehov.
• ansvarsfordelingen imellem involverede afdelinger er uklar.
• der sker ikke en løbende koordinering af sagen i overgangsfasen.
• den unge og forældrene modtager ikke relevant information i tide om kommende ændringer, udfordringer, problemstillinger, der skal håndteres etc.

Unge med ADHD/autisme er særlig udsatte omkring overgangen

Der er på sin vis ikke så meget nyt i ovenstående konklusioner. Servicestyrelsen har allerede i 2007 i forbindelse med en kortlægning af problemer omkring overgange peget på tilsvarende problemer – publikationen "De svære overgange" kan hentes på styrelsens hjemmeside: www.servicestyrelsen.dk

Alene det forhold, at problemet fortsat eksisterer, berettiger til opmærksomhed. Men nok så væsentligt for vores interesse er, at unge med ADHD (eller diagnoser i autismespektret) rammes særlig hårdt, netop som følge af deres handicap. Disse unge har et stærkt behov for struktur og forudsigelighed, ligesom der er behov for støtte til at skabe overblik – som nogle basale forudsætninger for at kunne fungere i dagligdagen.

I den efterfølgende artikel: "Problemerne i overgangssager" vil vi søge at gå i dybden med nogle af de problemer, som opstår i Anders´ sag. Hvorfor er det, at der opstår problemer, og hvad kan man gøre for at løse dem.

Note - efterværn

Efterværn er en særlig indsats overfor unge mellem 18 og 22, der har behov for støtte.
 
Det findes i hovedtræk fire forskellige typer af efterværn.

• Opretholdelse af personlig rådgiver 
• Opretholdelse af en fast kontaktperson
• Opretholdelse af døgnophold
• Etablering af udslusningsordning