af socialfaglig konsulent Søren Møller Petersen

Den svære koordination

Som det fremgår af historien om Anders, er det et helt centralt problem i disse overgangssager, at der er problemer med koordination eller mangel på samme. Så et af de første spørgsmål kunne være: Hvorfor er det så svært at koordinere?

Måske er det ikke så mærkeligt endda. Det er vores erfaring, at en række forhold understøtter udviklingen i retning af en mere fragmenteret eller opsplittet sagsbehandling.

Den lovgivning, der regulerer indsatsen i relation til mennesker med handicap, er bredt ud på en vifte af ret detaljerede faglove – f.eks. Serviceloven og Sundhedsloven. Dertil kommer beskæftigelseslovgivningen og uddannelseslovgivningen. Og disse områder rummer hver især en række fagspecifikke love.

De enkelte faglove administreres i adskilte forvaltninger eller enheder. Den enkelte faglov administreres også ofte i en række adskilte underafdelinger. Der kan derfor være flere forvaltninger, enheder og endnu flere afdelinger involveret i en sag.

I sagen om Anders (se artiklen: Overgange del 1) trækkes tråde til familieafdelingen (der administrerer servicelovens børneafsnit), voksenhandicap, skoleforvaltningen, UU-vejledningen (i nabokommunen), det tværgående visitationsudvalg og jobcentret.

Det er ikke svært at fornemme, at den slags sager godt kan være svære at koordinere.

Forskellige kulturer

Ovenstående problemstilling handler også om, at man ikke nødvendigvis har samme tilgang til opgaven i forskellige afdelinger og forvaltninger. Det er almindelig anerkendt viden inden for organisationsforståelsen i dag, at en organisering, der bygger på specialisering og arbejdsdeling, også har som konsekvens, at der udvikles subkulturer knyttet til de enkelte afdelinger. Og at disse subkulturer kan have vanskeligt ved at anerkende andre afdelingers tilgang til en given problemstilling. Se note*. Så derfor ser man måske anderledes på sagen og borgeren i familieafdelingen end man gør i jobcentret.

Forskellige strategier

Når man ser forskelligt på borgeren, hænger det også sammen med, at lovgivningen gør det. Lektor Thomas Bredgaard, Institut for økonomi, politik og forvaltning ved Aalborg Universitet, har redegjort for forskelle i de nugældende social- og beskæftigelsespolitiske strategier.

Beskæftigelsessektoren tager afsæt i en "noget-for-noget-strategi". Du skal deltage i afklaring, optræning eller aktivering som "modydelse" for at modtage kontanthjælp eller dagpenge.

Men inden for det sociale område – servicelovens område – tildeles handicapkompenserende ydelser uden krav om modydelser. Fokus er udelukkende på at kompensere borgeren for hans eller hendes handicap og i så vid udstrækning som muligt at ligestille ham med borgeren uden handicap. Her er således tale om en "noget-for-ikke-noget-strategi". Se note**

Man skal således være opmærksom på, at opsplitning af opgaver i forskellige afdelinger på den ene side stiller krav om koordinering, samtidig med at udviklingen af subkulturer og forskellige overordnede strategier kan være med til at komplicere koordineringen.

Hvad kunne der været gjort?
- den koordinerende tilgang

Hvis vi vender tilbage til den konkrete sag i artiklen om Anders, så kan vi prøve at skitsere et alternativt forløb.

Første fixpunkt

Jeg vil mene, at tidspunktet for bevilling af efterskoleophold er et godt fixpunkt for en forberedelse af overgangen og et naturligt sted for et koordinerende møde med deltagelse af sagens aktuelle og kommende "partshavere" – dvs. familieafdelingen, voksenhandicap, UU-vejledningen og jobcentret. Målet med det møde er få hørt på, hvilke tanker og planer Anders har til fremtiden samt at finde ud af, hvilke muligheder der er.

Her kan det også fastlægges, hvilke afdelinger der skal tage stilling til de forskellige aspekter af sagen. Man ville således kunne forberede sig på, at der er et forsørgelsesproblem, når den unge fylder 18 i sidste halvdel af 10 klasse. Man ville kunne forberede sig på, at der i forbindelse med afslutningen af 10. klasse vil komme et oplæg til uddannelsesplan fra efterskolens UU-vejleder. Man kan være forberedt på, at der – afhængig af planens indhold – skal tages stilling til, hvem der skal forholde sig til uddannelsesplanen (jobcentret eller det tværgående visitationsudvalg). Endvidere skal man tage stilling, om der skal laves en efterværnsplan eller alternativt overveje, om der kan være behov for personlig støtte efter servicelovens § 85.

Andet fixpunkt

Det næste naturlige fixpunkt for en opfølgning er i slutningen af 10. klasse, hvor der ligger et udkast til en uddannelsesplan. Det skal endeligt afklares, hvem i kommunen, der skal tage stilling til planen – jobcentret eller visitationsudvalget. Og det skal sikres, at efterværn eller støtte efter § 85 er iværksat, ligesom den unge bør høres og have lejlighed til at kommentere på planerne.

I et forløb, hvor der afholdes koordinationsmøder med de involverede parter, vil den unge og hans familie også løbende være informeret om sagens gang, have mulighed for at komme med egne vurderinger og ønsker for forløbet og have mulighed for at afstemme forventningerne til de lovgivningsmæssige realiteter.

Uden koordinering - ingen helhedsvurdering

Lovgivningen – som den kommer til udtryk i den tværgående retssikkerhedslov samt i de enkelte faglove – lægger op til at der skal foretages helhedsvurdering af borgerens situation og støttebehov.

Der står ikke noget specifikt i lovgivningen om, at kommunen skal koordinere. Men det må være rimeligt at konkludere, at der implicit ligger en forventning om, at kommunen koordinerer indsatsen, da det i sagens natur ikke er muligt at foretage en helhedsvurdering, eller at føre en sag igennem overgangen fra barn til voksen, uden at der foregår en koordination og en afstemning af indsatsen imellem de involverede afdelinger. Og uden at der er opmærksomhed på, at der i visse situationer tages indbyrdes divergerende strategier i anvendelse over for borgeren.

Hvem koordinerer?

I den konkrete sag er der ikke udarbejdet en formel struktur eller arbejdsgangsbeskrivelse omkring overgangen. Af samme grund er det ikke defineret, hvilken afdeling, der har ansvaret for at koordinere. Hver af afdelingerne har mulighed for af egen drift at påtage sig et koordinerende ansvar. I den konkrete sag synes de respektive afdelinger dog at være mest optaget på det modsatte, nemlig at melde "hus forbi". Det var, hvad bl.a. familieafdelingen gjorde. Den kunne imidlertid have spillet en vigtig koordinerende rolle. Afdelingen har et solidt forhåndskendskab til den unge og hans familie. Afdelingen har de faglige forudsætninger for at danne sig et overblik over, hvilke spørgsmål der opstår i overgangen og hvilke afdelinger, der har en rolle at spille. Som sådan udgør Familieafdelingen en naturlig koordinator.

Afledte effekter af koordinering

I det foregående har jeg argumenteret for det hensigtsmæssige i, at der foregår en koordineret indsats omkring overgangen fra barn til voksen. Koordinationen kan bygge på en formel struktur f.eks. en arbejdsgangsbeskrivelse for overgangssager - eller, den kan bygge på en afdelings eller bare en sagsbehandlers initiativ.

Jeg vil gerne fremhæve, at et koordinationsinitiativ under alle omstændigheder har nogle afledte effekter. Når jobcentret modtager en sag fra familieafdelingen, vil jobcentret automatisk være klar over, at her er en sag, hvor der er et koordinationsbehov. Og det betyder, at "nye" afdelinger i sagen kan bygge videre på allerede tilgængelig faglig relevant viden om borgerens ressourcer, problemer, støttebehov etc. Sådan er situationen ikke nødvendigvis, hvis borgeren selv henvender sig.

Hvordan kan man undgå problemet?

Det er DUKH’s erfaring, at der er stor forskel på, hvorledes kommunerne håndterer indsatsen omkring overgang fra barn til voksen. Nogle kommuner har ikke nogen formel struktur eller arbejdsgangsbeskrivelse omkring overgangen. Andre kommuner har i forskellig udstrækning etableret arbejdsgangsbeskrivelser og strukturer for samarbejdet afdelingerne imellem samt inddragelsen af den unge og hans forældre.

Det betyder også, at udfordringen for den enkelte kommune og den enkelte sagsbehandler vil være forskellig i den enkelte sag – alt efter i hvilket omfang der eksisterer struktur og arbejdsgangsbeskrivelser omkring overgangen eller ej.

På lederniveau

Der er ingen tvivl om, at det, der mest effektivt sikrer koordinerede overgange med relevant borgerinddragelse. er etablering af formelle strukturer og arbejdsgangsbeskrivelser omkring overgangen. Servicestyrelsen har – med bl.a. DUKH som sparringspartner – udarbejdet en håndbog og en medfølgende pjece om "Overgange for unge med handicaps". Pjecen er særlig målrettet politikere og ledere i kommunerne. Den skal inspirere til at sætte overgange på ledelsens dagsorden i kommunen og præsenterer nogle konkrete eksempler på kommuner, der har etableret procedurer og samarbejder omkring overgangen ved det 18. år.

På sagsbehandlerniveau

Men også som sagsbehandler eller UU-vejleder har man – også selv om man arbejder i en kommune uden en formel organisering omkring overgangen – mulighed for at påtage sig et koordinerende ansvar. Her er der bl.a. hjælp at hente i den ovenfor omtalte håndbog "Overgange for unge med handicap". Her findes inspiration og konkrete værktøjer til at forberede og gennemføre de vanskelige overgange så godt som muligt. Håndbogen har fokus på sagsbehandlingen omkring overgangen ved det 18. år og giver inspiration til etablering af procedurer, der sikrer samarbejde på tværs af forvaltninger, afdelinger og sektorer.

Håndbog og pjece kan downloades fra Servicestyrelsens hjemmeside på www.servicestyrelsen.dk

Yderligere viden om overgange

Find yderligere viden om overgange i DUKHs guide: Overgang fra barn til voksen

Unge med handicap og deres pårørende kan danne sig et overblik over de lovgivningsforhold, der kan være i spil, omkring overgangen fra barn til voksen i DUKH’s lovguide "overgangen fra barn til voksen", som du finder på DUKH’s hjemmeside på www.dukh.dk.

Note:

_____
* Dag Ingvar Jacobsen og Jan Thorsvik "Hvordan organisationer fungerer".

** De beskæftigelsespolitiske og socialpolitiske strategier, som Thomas Bredgaard refereres for, er fremsat under et oplæg på Jurainformations Socialretlige Konference på Hotel Nyborg Strand september 2009.

_____
* Dag Ingvar Jacobsen og Jan Thorsvik "Hvordan organisationer fungerer".

** De beskæftigelsespolitiske og socialpolitiske strategier, som Thomas Bredgaard refereres for, er fremsat under et oplæg på Jurainformations Socialretlige Konference på Hotel Nyborg Strand september 2009.