More about DUKH in: Arabic |  BKS |   English |  Farsi |  German |  Somali |   Tyrkish |  Urdu              Tekststørrelse: Stor | Normal | Lille | Log ind |
Du er her: Forside Netrådgivning Arbejdsmarked Ansøge om kontanthjælp uden fremmøde

Ansøge om kontanthjælp uden fremmøde

Er det muligt at søge kontanthjælp uden fremmøde, hvis man er for syg til fremmøde?

Spørgsmål:

Er det muligt at søge kontanthjælp uden fremmøde, hvis man er for syg til fremmøde? Kan det f.eks. gøres skriftligt eller ved stedfortræder?

Svar:

Der findes ikke nogen almindelig regel om ansøgningers form og indhold, men det skal som minimum fremgå af ansøgningen, hvem ansøgeren er, og hvad der ansøges om. I almindelighed kræves det også, at ansøgeren har underskrevet ansøgningen.
Der findes heller ikke nogen generel regel om, hvordan borgeren skal henvende sig til den offentlige forvaltning. Henvendelse kan derfor som udgangspunkt ske skriftligt, telefonisk eller ved personligt fremmøde.  

Kommunen har en forpligtelse til at give den nødvendige vejledning og rådgivning samt at oplyse sagen i et sådant omfang, at der kan træffes en korrekt afgørelse, jf. retssikkerhedslovens § 10 og principafgørelse A-9-08. Kommunen kan, jf.  retssikkerhedslovens § 11 bede ansøgeren om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp vedkommende er berettiget til. Hvis ansøger ikke vil medvirke hertil, træffer kommunen afgørelse på det foreliggende grundlag, jf. retssikkerhedslovens § 11b.  

I henhold til retssikkerhedslovens § 4 skal borgeren have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, og kommunen har i den forbindelse en forpligtelse til at tilrettelægge behandlingen af sagen på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed. Dette indebærer ikke nødvendigvis, at borgeren skal medvirke personligt, idet borgeren i almindelighed på ethvert tidspunkt af sagens behandling har ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf. forvaltningslovens § 8. Det er kommunen, der afgør, om repræsentanten skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde dokumentere, at vedkommende kan optræde som repræsentant for borgeren. Kommunen skal sikre sig, at borgeren kan udnytte muligheden for medvirken og må derfor f.eks. vejlede om muligheden for, at borgeren kan lade sig repræsentere eller bistå af andre, hvis der er konkrete forhold, der gør, at borgeren vanskeligt er i stand til at medvirke. 

Hvis borgeren på grund af sygdom eller psykisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at varetage sine egne interesser, er reglen om partsrepræsentation ikke tilstrækkelig, og kommunen skal i sådanne situationer være opmærksom på, om der er behov for, at der beskikkes en værge, der kan varetage borgerens interesser.

Borgerens ret til at lade sig repræsentere af andre gælder dog ikke i de tilfælde, hvor det i lovgivningen er bestemt, at parten skal medvirke personligt ved sagens behandling, eller hvor partens personlige medvirken på grund af sagens karakter i øvrigt er af betydning. I sådanne tilfælde skal parten fortsat medvirke personligt ved sagens oplysning og behandling, hvis myndigheden finder det påkrævet. Dette vil f.eks. være tilfældet i forbindelse med udstedelse af lægeerklæringer og pas, samt i tilfælde, hvor der skal afgives en personlig erklæring til en offentlig myndighed. Der er dog i disse tilfælde i almindelighed ikke noget til hinder for, at parten kan lade sig bistå af andre.

Konklusion: Det er muligt at søge kontanthjælp uden fremmøde, fx skriftligt eller ved stedfortræder (mod behørig dokumentation). Kommunen kan kræve, at ansøger medvirker personligt ved sagens behandling og oplysning i det omfang, det er af betydning for sagens afgørelse.

Hvis du har brug for uddybning eller yderligere rådgivning, er du velkommen til at kontakte DUKH på tlf.: 76 30 19 30.

Oprettet den: den 23/08 2012 14:54 af Erik Jappe
Sidst opdateret 23/08 2012 14:54
Handlinger tilknyttet webside

Lille grafik med DUKHs tre piktogrammer - møde mellem borger og sagsbehandler, kørestol og et lovtegn - paragraf