Skal Jobcentret hjælpe selvforsørgede?
Jeg har fået afslag på kontanthjælp og er nu det, man kalder selvforsørget. Jeg har været i et 6 ugers afklaringsforløb. Afklaringstilbuddet har bedt om at få forløbet forlænget, men kommunen siger nej. Hvad er mine muligheder?Skal jobcentret hjælpe mig, selvom jeg ikke er berettiget til kontanthjælp/sygedagpenge?
Jeg har forskellige lidelser og får behandling ved psykolog og psykiater. I august 2009 stoppede mine sygedagpenge, og jeg søgte kontanthjælp.
Jeg fik afslag på kontanthjælp, da jeg er gift og har ejerbolig, derefter er jeg overladt til mig selv.
Ved hjælp af socialrådgiveren på Psykiatrisk Center, får jeg presset jobcenter til at sende mig i et afklaringstilbud. Jeg bliver tilbudt et 6 ugers forløb. Den 17. marts beder afklaringsstedet om forlængelse af forløbet, da de mener, at 6 uger er for kort tid at vurdere min arbejdsevne. Den 26. marts svarer jobcenter tilbage til afklaringsstedet, at citat: ”Det er ud fra jeres oplysninger vores overbevisning, at forlængelse af forløbet vil have en gavnende effekt på xxxx, men vi har desværre ikke mulighed for økonomisk at tilbyde et længere forløb. xxxx modtager ingen ydelse fra Jobcenter og derfor har han allerede fået tilbudt det maksimale, som vi kan bevillige ham”.
Hvad gør jeg nu, det virker på mig, som om man er helt kolde over for, hvad der skal ske med mig og min familie i fremtiden?
Svar fra netrådgiveren:
Tak for spørgsmålene, som jeg forstår sådan:
- Kan afklaringsforløbet forlænges?
- Hvad er der af muligheder fremadrettet?
Forudsætninger:
Jeg forudsætter, at dit afklaringsforløb er bevilget jf. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB loven) § 75 a stk. 3 tilbud til selvforsørgende med problemer ud over ledighed.
Kan afklaringsforløbet forlænges?
Du har fået et tilbud om afklaring, og jobcenteret har ikke mulighed for at forlænge afklaringsforløbet. Jobcenteret skal begrunde afgørelsen og oplyse dig om muligheden for at klage.
Uddybning:
Jobcenteret har mulighed for at hjælpe borgere til beskæftigelse. Jobcenterets muligheder fremgår af LAB loven.
I det du ikke er i beskæftigelse og hverken er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp, er du det, man i LAB loven kalder selvforsørgende.
At man ikke opfylder betingelserne for kontanthjælp eller starthjælp, kan f.eks. skyldes bortfald af kontanthjælpen efter 450 timers reglen, formue eller ægtefælles indtægt.
Jobcenteret skal vurdere dit behov for tilbud og kan jf. LAB lovens § 75 a give selvforsørgende borgere tilbud i form af:
- Vejlednings- eller opkvalificerings forløb. Herunder afklaring. Max 6 uger med mindre danskundervisning er en betydelig del af tilbuddet.
- Virksomhedspraktik.
- Ansættelse med løntilskud.
- Undervisningsmaterialer, arbejdspladsindretning, arbejdsredskaber og mentor.
- Befordringsgodtgørelse.
Du har således ikke ret til tilbud, men Jobcenteret skal vurdere dit behov og kan give dig tilbud. Du har fået tilbud om 6 ugers afklaring. At du har fået et tilbud, er ikke ensbetydende med, at du ikke har mulighed for at søge om et andet af ovenstående tilbud, f. eks virksomhedspraktik.
Hvad er der af muligheder fremadrettet
Det lyder til, at din arbejdsevne er nedsat i et eller andet omfang. Det er sådan, at alle borgere har mulighed for at søge om f. eks revalidering eller fleksjob. En afgørelse på, om du er berettiget til dette, skal kommunen træffe på baggrund af en såkaldt ressourceprofil. Profilen er et dokument, der beskriver din arbejdsevne. I den forbindelse kan der blive tale om, at du skal i arbejdsprøvning for at belyse din arbejdsevne i praksis.
Det er ikke muligt for mig at udtale mig om, hvorvidt du er berettiget til revalidering eller fleksjob, men du kan indgive en konkret ansøgning til jobcenteret, som de skal behandle ud fra reglerne i arbejdsevnebekendtgørelsen.
Dit nuværende afklaringsforløb kan altså ikke forlænges, men du kan søge om et nyt tilbud f. eks i form af virksomhedspraktik.
Hvis din arbejdsevne er nedsat, skal Jobcenteret vejlede dig om mulighederne for at søge om revalidering eller fleksjob. Du kan også på eget initiativ indgive en ansøgning om disse ting.
Link til yderligere information
DUKH har udfærdiget nogle guider, hvor du kan læse mere om ovenstående:
- DUKH´s guide om arbejdsevne/ressourceprofil http://www.dukh.dk/hjelp-til-selvhjelp/dukhs-lovgivningsguide/lovgivningsguider-i-pdf/arbejdsevnemetoden.pdf
- DUKH´s guide om fleksjob http://www.dukh.dk/hjelp-til-selvhjelp/dukhs-lovgivningsguide/lovgivningsguider-i-pdf/fleksjob.pdf
- Arbejdsevnebekendtgørelsen: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=31034

