More about DUKH in: Arabic |  BKS |   English |  Farsi |  German |  Somali |   Tyrkish |  Urdu              Tekststørrelse: Stor | Normal | Lille | Log ind |
Du er her: Forside Netrådgivning Bolig Støtte til at blive i bolig ved skilsmisse

Støtte til at blive i bolig ved skilsmisse

Hej jeg er i den situation, at jeg muligvis skal skilles, jeg har en handicappet datter, og vi har lige fået gjort vores bolig handicapvenlig med værelse og andet til vores datter med hjælp fra kommunen. Jeg vil meget nødigt fraflytte boligen, da den er perfekt til vores datter...

Kan jeg ved skilsmisse få støtte til at blive boende i vores handicapvenlige bolig?

Hej - Jeg er i den situation, at jeg muligvis skal skilles. Jeg har en handicappet datter, og vi har lige fået gjort vores bolig handicapvenlig med værelse og andet til vores datter med hjælp fra kommunen. Jeg vil meget nødigt fraflytte boligen, da den er perfekt til vores datter, men jeg har ikke råd til at blive boende alene. Kan jeg få hjælp af kommunen til dette, når nu boligen er så velegnet til vores datter?

 

Svar:

Det korte svar på dit spørgsmål er nej. Der kan ikke ydes løbende hjælp til dækning af boligudgifter, men der findes andre muligheder for hjælp i forhold til din aktuelle problemstilling.

Hvis der er tale om et barn, som har separerede eller fraskilte forældre, og hvor barnet har samvær med begge forældre, vil begge forældres nye hjem kunne indrettes, således barnet kan færdes både hos mor og hos far. Kommunen kan ikke afvise at yde hjælp med den begrundelse, at der tidligere er ydet hjælp til boligindretning i jeres nuværende bolig.

 

Måske mulighed for at hjælp efter Lov om Aktiv Socialpolitik § 81.

Separation/skilsmisse/samlivsophør er at betragte som en social begivenhed og er derfor ikke en direkte følge af handicappet. Når der er tale om en social begivenhed, kan der ud fra en konkret, individuel vurdering gives hjælp efter Lov om Aktiv Socialpolitik § 81. Du skal henvende dig til kommunen og høre til dine muligheder. Kommunen vil foretage en økonomisk trangsvurdering - en form for overlevelseshjælp. Der er ikke tale om en løbende ydelse, men muligheden for hjælp i en overgangs-periode.

 

Andre muligheder for hjælp

Hvis du bor i ejerbolig, har du muligheder for at få dække nødvendige merudgifter, som er en direkte følge af din datters handicap. Merudgifter kan være højere ejendomsskatter og driftsudgifter til for eksempel el og varme. Men jeg går ud fra, at kommunen allerede har taget stilling til disse spørgsmål.

Hvis du bor i leje-bolig: Du har mulighed for at søge om boligsikring, som angiveligt vil ændre sig på baggrund af at husstandsindtægten alt andet lige bliver mindre i forbindelse med samlivsophør.

Boligskifte

Hvis du når frem til, at du ikke har råd til at blive i din nuværende bolig, kan du kontakte den sagsbehandler i din kommune, som behandler sager om boligændringer og bede om rådgivning om boligskift. Du kan bede om, at sagsbehandleren besigtiger eventuel ny bolig og du kan få rådgivning om egnethed og forslag til boligændringer. Du kan eventuelt lade dig skrive op til en handicapvenlig bolig i din kommune. De fleste kommuner har en "bolig-liste" på teknisk forvaltning. Det vil kræve, at du står som aktiv medlem i lokale boligforeninger.

Såfremt du flytter i en anden bolig, har du mulighed for at søge om dækning af eventuelle merudgifter, hvis det må antages at dine udgifter er væsentlig højere end du ellers ville kunne anskaffe en bolig til. Merudgifter skal søges i henhold til Lov om Social Service § 41. Merudgifterne skal være nødvendige og direkte afledt af din datters handicap.

Du kan læse mere om bolig- og boligændringer i DUKHs guide: Værd at vide om bolig.  

 

Yderligere viden og dokomentation

Servicelovens § 116 beskriver mulighederne for hjælp til boligændringer til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Boligændringen skal være nødvendig og medføre at boligen bliver bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Jf. vejledningen til § 116 kan en forælder, som vælger at blive boende i den aktuelle bolig og som efter separation/skilsmisse ikke har råd til at blive boende, ikke få hjælp efter serviceloven til yderligere betaling af månedlige boligudgifter. Link til vejledningen

 

Uddybning

Det at I allerede en gang har fået hjælp til at få huset indrettet i forhold til jeres datters handicap, betyder ikke at kommunen ikke kan yde tilsvarende hjælp, blot i en anden bolig. Kommunen kan således ikke afvise at hjælpe jer alene med den begrundelse at I allerede har fået hjælp til boligindretning Det afgørende er, at jeres datter har et handicap, og der som følge af det er behov for boligændringer, eventuelt både i mors og fars nye boliger, således kontakten til begge forældre kan opretholdes. Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sager om boligændringer til borgere, der allerede har modtaget hjælp til boligændringer. I disse afgørelser er der også lagt vægt på at boligskiftet syntes velbegrundet ved, at de angivne bevæggrunde for flytningen også er bevæggrunde, som motiverer borgere der ikke er handicappede eller har handicappede børn til at flytte.

 

Relevante afgørelser fra Ankestyrelsen 

- Afgørelse fra Ankestyrelsen omkring tidligere ydet hjælp til boligændringer: SM O-157-96 

- Afgørelse fra Ankestyrelsen omkring boligændring, hvor der er samvær med begge forældre: SM O-56-96

- Afgørelse fra Ankestyrelsen omkring forhøjede udgifter som følge af boligændringer: SM C-18-00  

 

Om at søge SM-afgørelser på Ankestyrelsens hjemmeside

  1. Gå ind på http://www.ast.dk/afgoerelser/principafgoerelser/ 
  2. Indtast nr f.eks. 0-48-99 i feltet søgeord og tryk søg
  3. Herefter kommer afgørelsen frem

 

 

Oprettet den: den 03/06 2010 09:28 af DUKH Administrator
Sidst opdateret 20/09 2011 14:54
Handlinger tilknyttet webside

Lille grafik med DUKHs tre piktogrammer - møde mellem borger og sagsbehandler, kørestol og et lovtegn - paragraf