Nedsættelse af timetal i fleksjob og ændring af tilskudsgrad
For 2 år siden startede jeg i fleksjob i en 50% ordning. Jeg aftalte med min arbejdsgiver en ugentlig arbejdstid på 25 timer. Nu synes jeg de 25 timer er for meget, så jeg vil gerne have sat den ugentlige arbejdstid ned...Hvem skal involveres, når jeg ønsker at nedsætte timetallet på mit fleksjob?
For 2 år siden startede jeg i fleksjob i en 50% ordning. Jeg aftalte med min arbejdsgiver en ugentlig arbejdstid på 25 timer. Nu synes jeg de 25 timer er for meget, så jeg vil gerne have sat den ugentlige arbejdstid ned. Så mit spørgsmål er: Hvem skal involveres, hvis jeg gerne vil have sat arbejdstiden ned til 20 timer?
Ændring af tilskudsgrad
Og herudover vil jeg gerne spørge om grænsen for overgangen til en 2/3 ordning. Ved hvilken ugentlig arbejdstid skal jeg have ændret ordningen til en 2/3 ordning? (red: Din arbejdsgiver kan i forbindelse med et fleksjob få refunderet 1/2 eller 2/3 af din løn - alt efter omfanget af din arbejdsevne - se mere i det nedenstående)
Svar fra Netrådgiveren:
Du stiller i din henvendelse to spørgsmål:
1. Hvem skal involveres, hvis jeg skal have den ugentlige arbejdstid ned på 20 timer?
Du skal henvende dig til jobcenteret i din kommune, hvor du formentlig har en virksomheds- eller jobkonsulent tilknyttet.
2. Ved hvilken ugentlig arbejdstids skal jeg have ændret ordningen til en 2/3 ordning?
Man kan ikke angive et præcist timetal for, hvornår man er berettiget til 2/3 tilskudsordning i fleksjob, idet beregningen af tilskuddet sker ud fra en konkret og individuel vurdering af din reelle arbejdsevne og dette set i forhold til det konkrete job.
Uddybning: arbejdsevnen og ikke timetallet er afgørende for tilskudsgraden
Beregningen af om tilskuddet skal være ½ eller 2/3 sker på baggrund af vurdering af din reelle arbejdsevne sammenholdt med det konkrete job. Det betyder f.eks., at du godt kan arbejde på fuld tid - 37 timer/ugentlig i fleksjob og stadigvæk være berettiget til 2/3 tilskud, hvis din reelle arbejdsevne vurderes at være nedsat til 1/3.
Omvendt kan situationen også være den, at du har behov for nedsat tid; men at den reelle arbejdsevne og herunder funktioner i jobbet svarer til en 1/2 arbejdsevne. Her vil tilskuddet kunne være ½. Det er ikke antallet af timer, som du arbejder, men nedsættelsen af din arbejdsevne, der er relevant. Du bør kontakte dit kommunale jobcenter for yderligere rådgivning og vurdering af din arbejdsevne.
Når din arbejdsevne skal vurderes
I forhold til det konkrete job kan der i vurderingen f.eks. indgå lægeoplysninger med beskrivelse af din helbredstilstand, beskrivelse af tempoet i arbejdsopgavernes udførelse, behovet for pauser, kompetencer mv. Det er kommunens jobcenter, der fastsætter tilskudsgraden efter dialog med dig som borger og din arbejdsgiver. Kommunen er forpligtet til at følge op på dit fleksjob senest 6 måneder efter, det er etableret, og efterfølgende skal der ske opfølgning minimum hvert år. Ved disse opfølgninger er der mulighed for at drøfte tilskudsgraden samt timetallet. Du har også løbende mulighed for at inddrage kommunen gennem virksomheds- eller jobkonsulenten.
Opsummering:
Så det korte svar på din henvendelse er, at du skal henvende dig til din virksomheds- eller jobkonsulent på jobcenteret med henblik på en drøftelse af den fortsatte tilskudsgrad i fleksjobbet. Det er ikke timetallet, der afgør, hvornår man er berettiget til 1/2 eller 2/3 tilskud, men omfanget af din arbejdsevne.
Og det er jobcenteret, der har kompetencen til at bestemme tilskudsgraden, og jobcenterets vurdering sker ud fra grundlaget i sagen samt en drøftelse med dig, din arbejdsgiver og virksomheds- eller jobkonsulenten.
Lovgrundlag:
Det fremgår af Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 71 stk. 2, hvorledes tilskudsgraden fastsættes for personer ansat i fleksjob.
Det fremgår af Lov om aktiv socialpolitik § 10 stk. 3 om kommunens pligt til at følge op på personer ansat i fleksjob.

