Kommunens vejledningspligt ved barn med handicap
Hvad er kommunens vejledningspligt, når de opdager, at man er blevet forældre til et handicappet barn og efter hvor lang tid skal de orientere os om vores rettigheder?Skal kommunen vejlede os om vores rettigheder, når vi har fået et barn med handicap?
Hvad er kommunens vejledningspligt, når de opdager, at man er blevet forældre til et handicappet barn og efter hvor lang tid skal de orientere os om vores rettigheder?
Vi har fået et meget sygt barn og ønsker at vide noget om kommunens oplysningspligt, og hvornår de skal de give os rådgivning om, hvad vi har ret til og ikke ret til. (f.eks tabt arbejdsfortjeneste, videre forløb, mv).
Svar
Kommunen har en generel forpligtigelse til ved opsøgende arbejde at tilbyde rådgivning til enhver som må antages at have behov for det.
Udvidet rådgivningspligt ved børn og unge
Når det drejer sig om børn og unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, er der en udvidet rådgivningspligt.
Familievejleder
Kommunen skal tilbyde vejledning via familievejleder, senest 3 måndeder efter at kommunen har fået kendskab til, at funktionsnedsættelsen er konstateret.
Familievejlederen har ikke kompetence til at træffe afgørelser om hjælpen til familien, men skal kunne formidle kontakten og viden om familien til socialforvaltningen.
Indsatsen skal være med til at sikre, at familien, i den indledende fase efter at funktionsnedsættelsen er konstateret, får et tilbud om indgående rådgivning og vejledning.
Vejledningen skal medvirke til at øge familiens kendskab til rettigheder og til de forskellige hjælpemuligheder, der er - også på tværs af sektorer.
Hjemmebesøg
Herudover skal kommunen tilbyde hjemmebesøg inden for 3 mdr. efter fødslen af barnet eller efter, at kommunen har fået kendskab til, at barnet har en nedsat funktionsevne.
Du kan læse mere i serviceloven (§ 11): Link til serviceloven
Søger man om hjælp til f.eks. merudgifter eller kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, kan manglende eller mangelfuld vejledning betyde, at man skal stilles som om vejledningen fra start var givet korrekt. Det betyder, at du kan få bevilget en social ydelse med tilbagevirkende kraft, hvis det kan fastslås, at du ikke fik søgt ydelsen på grund af manglende vejledning.
Sagsbehandlingsfrister
Vær opmærksom på, at kommunen skal udmelde sagsbehandlingsfrister - dvs. hvor lang tid der må gå fra man har søgt om en ydelse, til der er truffet en afgørelse.
Fristerne kan variere fra kommunen til kommune og der er typisk forskellige frister indenfor de forskellige ydelsesområder (f.eks. merudgifter, kompensation for tabt arbejdsfortjeneste).
Sagsbehandlingsfristerne kan normalt ses på kommunens hjemmeside.
Læs mere om reglerne om sagsbehandlingsfrister i Retsikkerhedsloven - se § 3: Link til retssikkerhedsloven

