Opladning af el-scooter
Kan der bevilges merudgift efter servicelovens § 100 til opladning af el-scooter?Spørgsmål
Kan der bevilges merudgift efter servicelovens § 100 til opladning af el-scooter?
Jeg har hidtil modtaget månedlig merudgift blandt andet til opladning af min el-scooter. Nu har kommunen afgjort, at opladning af el-apparater ikke længere kan dækkes efter § 100. Kan kommunen det?
Svar
Ja, der kan bevilges dækning af merudgifter efter § 100 til opladning af el-scooter, men det kan alene ske i de situationer, hvor der er tale om en udgift som følge af brug af hjælpemidlet, som er helt uforholdsmæssig eller urimelig for borgeren.
Ja, kommunen kan godt stoppe med at dække udgiften efter § 100.
Det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 3, at der efter servicelovens § 112 (hjælpemiddelparagraffen) ikke kan ydes hjælp til driftsudgifter som følge af brug af hjælpemidlet. Øverste myndighed på det sociale område, Ankestyrelsen, har i 2 principafgørelser (131-10 og 225-11) afgjort, at udgifter til opladning af el-apparater, herunder el-scooter, ikke vil kunne ydes som merudgift efter servicelovens § 100. Ankestyrelsen betragter opladning af bl.a. el-scooter som en driftsudgift, der følger af almindelig brug af hjælpemidlet.
Undtagelse:
Ankestyrelsen finder i principafgørelse 225-11, at merudgift efter § 100 til opladning af el-apparater alene vil kunne bevilges i de situationer, hvor udgiften som følge af brug af hjælpemidlet synes helt uforholdsmæssig eller urimelig for borgeren. Om dette er tilfældet, vil bero på en konkret vurdering i forhold til den enkelte borgers situation.
Frakendelse
Kommunen kan godt frakende dig en ydelse, som du i en periode har modtaget, f.eks. hvis Ankestyrelsen har udsendt en ny principafgørelse, der ændrer praksis. Læs evt. mere herom under Hjælp til selvhjælp.
Hvis du har brug for uddybning eller yderligere rådgivning, er du velkommen til at kontakte DUKH's hovedkontor på tlf.: 76 30 19 30.

