Gælder en bevilling fra ansøgningstidspunktet eller fra afgørelsestidspunktet?

Gælder en bevilling fra ansøgningstidspunktet eller fra den dag, afgørelsen bliver truffet af kommunen?
Hvilken betydning har det, hvis kommunen ikke overholder deres frist for sagsbehandling og har meddelt borgeren dette skriftligt? 

Det drejer sig om merudgifter efter servicelovens § 100, ledsageordning for voksne efter servicelovens § 97, enkeltudgifter efter aktivlovens § 81 og behandlingsudgifter f.eks. egenbetaling til psykologsamtaler og transport udgifter hertil efter aktivlovens § 82.
Det skal bemærkes at vi ikke har modtaget vejledning om muligheden for økonomisk støtte.

Svar:

Der er flere spørgsmål, som du stiller. Her følger svarene på de forskellige spørgsmål:

Gælder en bevilling fra ansøgningstidspunktet eller fra afgørelsestidspunktet?
Det er DUKH's opfattelse, at der ikke kan gives et entydigt svar herpå. Der skal således foretages en konkret og individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde. Besvarelsen afhænger endvidere af, hvilken ydelse der er tale om. Ankestyrelsen har i SM C-22-06 bl.a. udtalt følgende (fremgår også af punkt 52 i Socialministeriets vejledning nr. 10 af 15. februar 2011 om særlig støtte til voksne): ”Ankestyrelsen lagde vedrørende fastsættelse af tidspunktet for berettigelse af hjælp vægt på det almindelige socialretlige princip og Ankestyrelsens mangeårige praksis, hvorefter hjælpen i ansøgningssager udbetaltes fra ansøgningstidspunktet. Der blev i den forbindelse henvist til Sociale Meddelelser SM O-29-94 og SM C-51-01, hvoraf det fremgår, at hjælp som udgangspunkt ydes med virkning fra tidspunktet for ansøgningen."

Den konkrete afgørelse vedrører en ansøgning om merudgifter, men det er DUKH's opfattelse, at princippet som hovedregel skal finde anvendelse i de situationer, hvor den støtte/ydelse, der søges om, kan bevilges med virkning fra ansøgningstidspunktet. Dette vil som udgangspunkt være tilfældet, når ansøgningen vedrører en løbende økonomisk ydelse som f.eks. merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og børnetilskud - i modsætning til en ansøgning om f.eks. et hjælpemiddel, hjemmehjælp eller ledsagelse.

Denne opfattelse er endvidere bedst i overensstemmelse med det forvaltningsretlige lighedsprincip, hvorefter myndigheden er forpligtet til at behandle ensartede tilfælde ens. Borgerens retsstilling i en sag vedrørende f.eks. merudgifter bliver således ikke påvirket af sagsbehandlingstidens længde, når ydelsen tilkendes med virkning fra ansøgningstidspunktet.

Myndighedens vejledningspligt og tilsidesættelse heraf
Ifølge forvaltningslovens § 7 skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens område. Der er tale om en forpligtelse til at yde generel vejledning til borgeren. I den sociale lovgivning findes endvidere bestemmelser, der pålægger kommunen at sørge for tilbud om mere konkret og personlig rådgivning.

Manglende eller mangelfuld vejledning kan medføre, at en ydelse skal tilkendes med tilbagevirkende kraft(til et tidspunkt, der ligger forud for ansøgningstidspunktet), således at borgeren stilles på den måde, som en korrekt vejledning ville have medført. Det afhænger af en nærmere konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om der har foreligget en vejledningspligt, der har været tilsidesat. 

Ombudsmanden har i FOB 1989.168 udtalt, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Den konkrete sag vedrørte manglende vejledning om ret til børnetilskud, som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for, men som borgeren først senere blev opmærksom på muligheden for. Efter ombudsmandens opfattelse var borgeren berettiget til børnetilskud allerede fra den første henvendelse til kommunen og ikke først fra ansøgningstidspunktet.

Ansvar for ukorrekt vejledning kan endvidere føre til, at der pålægges en offentlig myndighed erstatningsansvar. Vestre Landsret pålagde således i UfR 1983.1096V en kommune at betale en skønsmæssig erstatning på 30.000 kr. til et ægtepar for mangelfuld rådgivning. En af kommunens ansatte havde uden nærmere undersøgelse tilrådet ægteparret at sælge deres hus for at nedsætte deres boligudgifter. Det viste sig imidlertid efterfølgende, at det var væsentligt dyrere at leje en lejlighed end at beholde huset. Ægteparrets boligudgifter blev på denne måde forøget, og det var dette tab, kommunen blev pålagt at erstatte. 

Hvilken betydning har det, hvis kommunen ikke overholder sin frist for sagsbehandling, og har meddelt borgeren dette skriftligt?
Ifølge retssikkerhedslovens § 3, stk. 2 skal kommunen fastsætte en frist for hvor lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis fristen ikke kan overholdes, skal ansøgeren have skriftlig besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Ifølge bemærkningerne til loven har det ikke været hensigten, at der skal fastsættes en individuel frist for behandling af den enkelte borgers ansøgning. Myndigheden kan fastsætte en generel frist for sagsbehandlingen eller kan fastsætte forskellige frister for forskellige sagskategorier. Det er forudsat, at fristerne skal offentliggøres for kommunens borgere, men der er ikke fastsat krav til, på hvilken måde det skal gøres. 

Det fremgår endvidere af lovens bemærkninger, at der ikke er særlige sanktionsregler knyttet til § 3. Ankeinstansen kan derfor alene foretage en konstatering af manglende overholdelse af fristen, men kan ikke annullere afgørelsen som ugyldig. Læs evt. mere her: Socialministeriets vejledning af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område, punkterne 18-27 og 45-48.

Hvis du har brug for uddybning eller yderligere rådgivning, er du velkommen til at kontakte DUKH på tlf.: 76 30 19 30.