Ferie under sygemelding
Har jeg ret til at holde ferien, mens jeg er sygemeldt og modtager sygedagpenge?Kan jeg tage på ferie, mens jeg er sygemeldt?
Jeg har været sygemeldt i siden 1. marts i år. Jeg regner ikke med at blive rask før engang i oktober måned. Inden sygemeldingen havde jeg planlagt ferierejse i juli måned til Italien med min familie. Jeg har spurgt jobcenter, om jeg kan gennemføre planen, men jeg har ikke fået et svar endnu. Har jeg ret til at holde ferien, mens jeg er sygemeldt og modtager sygedagpenge?
DUKH`s svar:
Nej, du har ikke ret til at holde ferie, mens du er sygemeldt og modtager sygedagpenge. Du har således heller ikke ret til sygedagpenge under ferierejse til udlandet. Hvis du vil afholde ferie, skal du som udgangspunkt raskmelde dig.
Uddybning af svaret
Afholdelse af ferie er uforeneligt med at udbetaling af sygedagpenge forudsætter uarbejdsdygtighed. § 7 i lov om sygedagpenge. Se henvisninger
Hvis du er sygemeldt på deltid, vil du på de ugedage, hvor du arbejder fuldtids, kunne afholde enkeltstående feriedage.
Ophold andre steder end din hjemadresse
Det er altid en forudsætning for sygedagpenge, at du kan medvirke ved den opfølgning, der tilrettelægges af sagsbehandleren. Du har også pligt til at medvirke til den nødvendige lægebehandling. Lovgrundlaget er § 21 i lov om sygedagpenge. Link til sygedagpengeloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=135357
Derfor kan du som udgangspunkt ikke opholde dig udenfor landet. Men i nogle situationer er det muligt at deltage i opfølgning og i den nødvendige behandling, selvom du i en periode opholder sig et andet sted end på hjemadressen.
Sygedagpenge og ophold i udlandet
Ophold i udlandet kan kun i visse tilfælde godkendes under en sygemelding. Et eksempel kan være ophold i udlandet som led i behandling eller rekreation. Du kan aldrig medtage dine sygedagpenge under et udlandsophold, der skyldes ferie. Men du kan opholde dig midlertidigt i udlandet, f.eks. i forbindelse med et rekreationsophold, sålænge dit ophold er foreneligt med opfølgningsplanen og evt. behandling. Du bør derfor afklare dit spørgsmål med din kommune først. Læs mere i denne principafgørelse fra øverste myndighed på det sociale område Ankestyrelsen: D-8-6.
Sygedagpenge og ophold udenfor EU/EØS
Under alle omstændigheder skal opholdet foregår indenfor EU/EØS (EØS = EU plus Norge, Liechtenstein og Island). Ophold udenfor EU/EØS lande altid medfører bortfald af ret til sygedagpenge.
Ophold andre steder i Danmark - f.eks. i sommerhus
Du vil kunne tage midlertidigt ophold et andet sted, fx i sommerhus i DK, hvis opholdet er foreneligt med evt. behandling og med den opfølgningsplan, du og din sagsbehandler har udarbejdet.
Konklusion:
Hvis du vil holde den planlagte ferie, er du nødt til at raskmelde dig. Hvis du efter ferien ikke kan genoptage dit arbejde, kan der blive tale om en ny sygemelding og en ny arbejdsgiverperiode (arbejdsgiverperioden betyder, at du ikke få udbetalt sygedagpenge i de første 21 dage - læs mere om arbejdsgiverperioden i bunden under henvisninger).
Kommunen kan i visse tilfælde godkende at genoptage udbetaling af sygedagpenge til dig eller refusion til din arbejdsgiver uden en ny arbejdsgiverperiode. En afgørelse heraf afhænger af helt individuelle og konkrete forhold. Du skal derfor sikre dig en aftale med kommunen og din arbejdsgiver.
I øvrigt:
Udbetaling af feriepenge
Har du feriepenge til gode fra dit job (har du et feriekort) og bliver du ikke raskmeldt inden udgangen af august og dermed ikke kan holde din hovedferie inden udgangen af september måned, så kan du få udbetalt feriepenge for 3 uger uden at holde ferie. Resten af din ferie (udover de tre uger) kan du ligeledes få udbetalt, hvis du pga. sygdom ikke kan afholde din ferie inden 1. maj det efterfølgende år.
Feriekortet skal underskrives af sygedagpengeafdelingen.
Hvis du bliver syg under din ferie
Bliver du syg under en ferie, vil du tidligst kunne opnå ret til sygedagpenge fra det tidspunkt hvor planlagt ferie er slut. Bliver du syg under ferie eller under et andet ophold i udlandet gælder det samme, men udbetaling kan først finde sted fra tidspunktet for hjemkomst eller så længe det af lægelige grunde skønnes nødvendigt at udsætte hjemrejsen.
Henvisninger:
Link til sygedagpengeloven . Se §§ 3, 7, 21 https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=135357https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=135357https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=135357https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=135357
Link til vejledning til lov om sygedagpenge. Se punkt 7.7 og 30.2
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=120319
Arbejdsgiverperioden i henhold til lovens § 30 er 21 kalenderdage, hvor arbejdsgiver ikke kan få sygedagpengerefusion medmindre arbejdsgiver har tegnet en særlig forsikring.
Principafgørelserne D-25-08 og D-8-06 finder du ved at gå til Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk Find principafgørelser og indtast helholdsvis D-25-08 og D-8-06 i feltet søgeord.

