More about DUKH in: Arabic |  BKS |   English |  Farsi |  German |  Somali |   Tyrkish |  Urdu              Tekststørrelse: Stor | Normal | Lille | Log ind |
Du er her: Forside Netrådgivning Tabt Arbejdsfortjeneste Tabt arbejdsfortjeneste, dagpenge og døde perioder

Tabt arbejdsfortjeneste, dagpenge og døde perioder

Jeg er pt på tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 og fik det direkte efter barsel...

Er jeg berettiget til dagpenge efter jeg har fået tabt arbejdsfortjeneste?

Jeg er pt på tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 og fik det direkte efter barsel.
Jeg har nu haft det i 1 år, og har det yderligere i ½ år. Muligvis 1-1½ år endnu.

Men jeg har nu sagt mit arbejde op efter "krav" fra min arbejdsgiver. Og i samarbejde med fagforeningen, som har fortalt mig, at jeg ikke får karantæne.

Men jeg kan ikke rigtig få svar på, hvorvidt jeg er dagpenge berettiget, når jeg ikke længere modtager tabt arbejdsfortjeneste.

I følge den lovændring der trådte i kraft den 1 august 07, så vil jeg jo mene at jeg er. A-kassen vil først fortage en konkret vurdering når jeg melder mig ledig. Men jeg har da ikke lyst til at betale til en a-kasse i 1½ år, og de så ikke kan hjælpe mig. 

 

Svar

For at være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge skal man opfylde flere betingelser eller krav.

To af de vigtigste betingelser for at opnå arbejdsløshedsdagpenge er medlemskravet og beskæftigelseskravet.

Herudover må man eksempelvis ikke være selvforskyldt ledig.

 

  • Medlemskravet indebærer, at man som hovedregel skal have været medlem af en arbejdsløshedskasse i mindst 1 år, før man kan modtage arbejdsløshedsdagpenge.
  • Beskæftigelseskravet indebærer, at man som fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse skal have haft beskæftigelse som lønmodtager i en tidsrum sammenlagt svarende til fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år - eller i en tilsvarende periode have haft selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang.*

 

Den periode på 3 år - også kaldet optjeningsperioden, der bruges ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet er opfyldt, kan forlænges i forskellige situationer.

Optjeningsperioden kan eksempelvis forlænges med indtil 2 år, hvis man har haft en sygdomsperiode på mere end 4 uger eller har været på barselsorlov.

Sagt med andre ord tæller fravær i disse situationer ikke med, når man fastlægger optjeningsperioden - dog kan med som sagt maksimalt undlade at medregne en periode på 2 år.

 

Man kalder også disse situationer for "døde perioder".

Indtil 01.08.2007 var maksimumgrænsen også 2 år for døde perioder, der skyldtes, at modtog kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 for at passe et handicappet eller alvorligt sygt barn i hjemmet.

Dette bevirkede, at en del forældre - der havde modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i en længere periode - mistede retten til arbejdsløshedsdagpenge.

 

Lovændring 2007

Derfor ændrede man lovgivningen fra 01.08.2007, således at hele den periode, hvori forældre modtager kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, kan optræde som "død periode" - altså med andre ord kan den 3- årige optjeningsperiode forlænges svarende til hele den periode, hvori man som forælder har modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

 

Konklusion:

Den omstændighed, at du har modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste i en periode, kan altså ikke i sig selv bevirke, at du mister din dagpengeret med henvisning til, at ikke opfylder beskæftigelseskravet.

DUKH kan ikke vurdere, om du i øvrigt opfylder betingelserne for at få arbejdsløshedsdagpenge og derfor heller ikke hjælpe dig nærmere en afklaring på, om du kan få arbejdsløshedsdagpenge, når perioden med kompensation for tabt arbejdsfortjeneste udløber.

Din A-kasse bør kunne rådgive dig nærmere herom.

Spørgsmålet om din dagpengeret kan muligvis ikke besvares med et simpelt "ja" eller "nej", men A-kassen må kunne rådgive dig med forbehold - eksempelvis ved beskrive din dagpengeret i de forskellige situationer, der kan tænkes at foreligge, når perioden med kompensation for tabt arbejdsfortjeneste udløber.

DUKH skal således råde dig til at kontakte din A-kasse igen og bede om rådgivning.

 

Uddybende oplysninger 

Reglerne om medlemskab af A-kasse og optjening af ret til dagpenge er nærmere beskrevet i Arbejdsløshedsforsikringslovens § 53.

* Hvis man er deltidsforsikret betyder beskæftigelseskravet, at man skal have haft beskæftigelse som lønmodtager i et tidsrum sammenlagt svarende til beskæftigelse i fagets fulde sædvanlige arbejdstid i mindst 34 uger inden for de sidste 3 år.

Oprettet den: den 17/04 2009 14:10 af DUKH Administrator
Sidst opdateret 10/06 2011 12:13
Handlinger tilknyttet webside

Lille grafik med DUKHs tre piktogrammer - møde mellem borger og sagsbehandler, kørestol og et lovtegn - paragraf