Tabt arbejdsfortjeneste efter gamle regler?
Når en ældre bevilling på tabt arbejdsfortjeneste først udnyttes i 2012?Spørgsmål:
Jeg har endelig fået arbejde efter 6 år på kontanthjælp, men skal have tabt arbejdsfortjeneste (TA) for nogen af timerne. Jeg fik med jeres hjælp sendt en ansøgning afsted i december 2009, inden de lavede reglerne om, så der kom loft over TA.
Nu står jeg så her i 2012 og får at vide, at jeg alligevel ikke kan komme under denne ordning, da jeg ikke har brugt min bevilling i 2010. Ingen har fortalt mig, at jeg skulle genansøge hvert år, og jeg kan jo ikke bruge timerne, når jeg ikke har noget job.
Mit spørgsmål er: Må de alligevel bare putte mig i den "dårligere gruppe", når jeg har ansøgt inden ansøgningsfristen udløb?
Svar:
Jeg kan desværre ikke give dig et et helt entydigt svar på dit spørgsmål.
I forbindelse med lovændringen 1.1.2011, hvor der kom loft over TA, blev der vedtaget nogle overgangsregler. Heraf fremgår det bla., at ydelsesloftet for TA kun gælder for ansøgninger, der er indgivet efter d. 31.12.2010. Ansøgninger indgivet inden dette tidspunkt skal behandles efter de gamle regler. Det vil sige, at ydelsen skal udmåles på baggrund af den tidligere bruttoindtægt uanset dennes størrelse og uden hensyntagen til ydelsesloftet.
Endvidere gælder der en særlig overgangsordning, hvorefter borgere, der har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i 2010, skal have fastsat ydelsen uden hensyntagen til ydelsesloftet. Denne overgangsordning gælder uanset omfanget af den hjælp, der er udbetalt i 2010 og uanset, at ansøgningstidspunktet ligger efter den 1. januar 2011, forudsat at betingelserne for at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i øvrigt er opfyldt.
I dit tilfælde har du søgt før 2010 - fået bevilling på TA i 2010, men aldrig udnyttet den. Først nu i 2012 har du behov for den TA.
Denne situation, hvor du ganske vist har ansøgt før 2011, men ikke har fået nogen udbetaling i 2010 (eller 2011), er ikke beskrevet i lovgivningen og der ligger heller ikke principafgørelser fra ankestyrelsen, der forholder sig til dette. Vi vil derfor anbefale, at du klager over kommunes afgørelse og dermed får prøvet sagen i nævnet.
NB: Pr. 1.7.2012 forventes det, at loftet over TA forhøjes som følge af lovændring, fra 19.613 kr. pr. md. til 27.500 kr. pr. md.
Hvis du har brug for uddybning eller yderligere rådgivning, er du velkommen til at kontakte DUKH's hovedkontor på tlf.: 76 30 19 30.

