Bevilling af handicapkørsel
Jeg har en far på 61 som pga. svær psykisk sygdom bor på et alm. plejehjem. Vores problem er at han ikke længere kan køre bil. Han er kraftigt medicineret pga. af....Spørgsmål
Jeg har en far på 61 som pga. svær psykisk sygdom bor på et alm. plejehjem. Vores problem er at han ikke længere kan køre bil. Han er kraftigt medicineret pga. af angst, tvangstanker, neuroser mm.
Da han hans balance er meget usikker og hans bevægelser og reflekser er meget langsomme kan han heller ikke cykle på en alm. cykel længere. Vi ansøgte derfor
kommunen om en handicap cykel, hvilket kommunen afslog da en ergoterapeut har vurderet at han ikke er trafik sikker. Han fik herefter en rollator. Han er heller ikke i stand til at bruge offentlige transport midler, da han har svært ved at overskue ting -dvs. stå af og på det rigtige sted mv.
Mit spørgsmål er så: Hans kontakt person på plejehjemmet har to gange ansøgt kommunen om handicapkørsel til min far, men fået afslag uden at en ergoterapeut eller anden har set min far. Hvad er lovgivningen på området og kan det være rigtigt at han ikke kan få bevilliget handicapkørsel?
Svar fra Netrådgiveren
Vi kan ikke tage stilling til, om det kan være rigtigt, at din far ikke kan få bevilget handicapkørsel. Jeg kan alene rådgive om lovgivningen på området.
Lovgivningen på området
Målgruppen til kørselsordningen efter Lov om trafikselskaber § 11 er efter lovbemærkningerne:
- Svært bevægelseshæmmede som omfatter kørestolsbrugere og personer, der bruger ganghjælpemidler som krykkestokke, gangbukke og lignende.
- Svært bevægelseshæmmede, der har behov for, men - f.eks. på grund af synshandicap - ikke anvender et ganghjælpemiddel er også omfattet af ordningen.
Det er ikke et krav, at kommunen ser din far, så længe de mener, at de kan træffe en konkret afgørelse på baggrund af de nødvendige lægelige oplysninger. Efter lovens § 31, stk. 2, kan Transport- og energiministeren fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelser truffet efter trafikselskabsloven, men sådanne regler er ikke fastsat.
I har også mulighed for at søge om kørsel efter servicelovens § 117.
§ 117. Kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser om hjælp efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kommunen kan - men har ikke pligt til at - yde tilskud. Vær opmærksom på, at der efter § 117, stk. 2 ikke er klageadgang vedrørende kommunens afgørelser efter § 117, stk. 1.
Har kommunen givet helt eller delvis afslag på støtte efter § 117, skal andre muligheder for støtte vurderes, jf. retssikkerhedslovens § 5, hvorefter kommunen skal behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning
Hvis du har brug for uddybning eller yderligere rådgivning, er du velkommen til at kontakte DUKHs hovedkontor på tlf:: 76 30 19 30.

