Elscooter: Valgfrihed eller kommunens indkøbsaftale?
Vi er en kommune, der efter den nye principafgørelse om el-scootere som § 113, er kommet i tvivl om, hvorvidt vi kan forlange, at borgerne skal vælge de produkter...Spørgsmål:
Hej!
Vi er en kommune, der efter den nye principafgørelse om el-scootere som § 113, er kommet i tvivl om, hvorvidt vi kan forlange, at borgerne skal vælge de produkter kommunen har i sin indkøbsaftale?
Må borger selv vælge produkt og i så fald må de vælge et brugt produkt?
Kan vi som udgangspunkt sætte en max. pris ved bevilling?
Og kan vi opstille krav som el-scooteren skal leve op til? Sikkerhed, kvalitet og. lign?
Håber I kan hjælpe med en afklaring af dette
Svar fra netrådgiveren
Tak for jeres henvendelse til DUKH.
Flere og flere produkter, der tidligere blev betragtet som et hjælpemiddel, bliver i takt med den almindelige samfundsudvikling betragtet som et forbrugsgode. Det er Ankestyrelsens principafgørelse om el-scooter et godt eksempel på. Efter denne skal 3 hjulede el-scootere i dag betragtes som forbrugsgoder.
Når der er tale om et forbrugsgode, yder kommunen støtte til, at borgeren selv kan købe el-scooteren. Borgeren får ejendomsretten. Borgeren kan altså selv vælge, hvor han eller hun ønsker at købe el-scooteren - med andre ord selv vælge leverandøren. Borgeren kan købe det produkt, som han eller hun ønsker.
Det fremgår efter min opfattelse ikke i vejledning eller bekendtgørelse, hvorvidt et forbrugsgode må være brugt.
Når der skal ydes tilskud til et forbrugsgode, skal der tages udgangspunkt i prisen på et almindeligt standardprodukt (hjælpemiddelbekendtgørelsens § 21), men prisen skal fastsættes ud fra den type af el-scootere, som kan afhjælpe den nedsatte funktionsevne hos den borger, der søger om el-scooteren. Kommunen kan altså ud fra førnævnte forhold efter DUKHs opfattelse fastsætte et max tilskud ved bevillingen.
Derudover kan kommunen i nogle situationer ( hjælpemiddelbekendtgørelsens § 21, stk. 2) yde hjælp til betaling af forskelsbeløbet mellem en almindelig standard el-scooter og prisen på den bedste egnede og billigste el-scooter. Med andre ord skal kommunen foretage en konkret og individuel vurdering af hvilken el-scooter, der er den bedste egnede og billigste set i forhold til borgerens nedsatte funktionsevne.
Det er op til kommunen at vurdere, hvilken elscooter kommunen finder velegnet og vil yde tilskud til. Når kommunen skal vurdere hvilken el-scooter, der er den bedste egnende, må der indgå en individuel og konkret vurdering af de særlige forhold ved den nedsatte funktionsevne herunder særlige krav om sikkerhed og kvalitet ved el-scooteren.
Find principafgørelse:
Ankestyrelsens nyeste principafgørelser om el-scootere kan findes på Ankestyrelsenshjemmside. Se f.eks. 156-11, 117-11 og 121-10.
Lovgrundlag
Reglerne om hjælpemidler og forbrugsgoder findes i servicelovens § 112 og 113 samt hjælpemiddelbekendtgørelsen.

