More about DUKH in: Arabic |  BKS |   English |  Farsi |  German |  Somali |   Tyrkish |  Urdu              Tekststørrelse: Stor | Normal | Lille | Log ind |
Du er her: Forside Netrådgivning Transport og bil Ændring af eksisterende bil-indretning

Ændring af eksisterende bil-indretning

Min mand har muskelsvind og har en ford transit, der er indrettet, så han kan forflytte sig fra sin elektriske kørestol og over på førersædet..

Spørgsmål

Min mand har muskelsvind og har en stor bil, der er indrettet, så han kan forflytte sig fra sin elektriske kørestol og over på førersædet.

Nu er der stødt det til, at han ikke længere kan klare forflytningen selv. Han kan derfor ikke selv køre bilen, det er kun hans hjælpere, der kører bilen (han har en BPA)

Han vil gerne have indrettet bilen, så han igen kan køre bilen, så han selv kan klare at komme til og fra arbejde.

Vi har hørt, at man ikke længere kan få indrettet bilen, så man kan bruge kørestolen som førersæde - han har ikke kørt siden december 2009 ... og er også i tvivl om, han så har forpasset chancen for, selv at få indrettet bilen.

Bilen er 6 år gammel næste år

Svar

Man kan godt stadigvæk få indrettet bil, så man kan bruge kørestolen som førersæde og selv køre denne. Der er altså ikke sket ændringer i lovgivningen, som forhindrer dette. Det forudsætter dog, at der er tale om en 4-hjulet el-kørestol, og at den kan fastgøres forsvarligt. Bilen/løsningen skal i hvert enkelte tilfælde godkendes af synsmyndighederne.

De nærmere regler kan læses i Bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr, som kan findes her : https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=130888

Du nævner, at bilen snart er 6 år gammel. Det kan have en betydning for, om I kan tilkendes hjælp til indretning af den konkrete bil. Det fremgår nemlig af Vejledning om hjælpemidler, biler og boligindretning  pkt. 232 at:

"Der kan ydes tilskud til nødvendige indretninger i en tidligere registreret bil, hvis det skønnes rimeligt under hensyn til bilens stand og alder og ansøgerens forhold i øvrigt."

Det vil sige, kommunen kan altid vurdere, at bilen er for gammel til, at det kan betale sig at ændre på indretningen. I givet fald har I naturligvis mulighed for at søge om støtte til en ny bil.

Rygter om EU-regler og brug af kørestol som førersæde

Der har i nogen tid været rygter om, at der skulle være nye EU-regler undervejs som muligvis ville medføre at man ikke længere må bruge kørestolen som førersæde, men der er intet konkret om dette endnu.

BPA-ordningen og bil

I skal i øvrigt være opmærksom på, at din mands BPA kan kan få en betydning for muligheden for at få indrettet bilen, så han selv kan føre den. Omfanget af ens BPA-ordning i forhold til kørselsbehovet spiller ind. Således kan det få en betydning, hvis man har hjælper i samtlige de timer i døgnet, hvor man kan forventes at have et kørselsbehov.

Der er således bl.a. truffet en afgørelse i Ankestyrelsen C-2-07, hvor en person fik afslag på at få indrettet bil, så han selv kunne føre den med den begrundelse, at der altid var andre tilstede, som kunne føre bilen. Link til afgørelsen: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=20814

Der skal naturligvis altid foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om der er kørselsbehov, som ikke kan dækkes ved andre f.eks. hjælpere kører bilen. Altså om det er nødvendigt at indrette bilen, så man selv kan føre den for at få dækket kørselsbehovet.

Aktuelle behov gælder

Det er i øvrigt ikke i sig selv afgørende for din mands muligheder for at få bevilget indretning af bilen, at han ikke selv har kørt siden december 2009. Man skal se på, om det aktuelle kørselsbehov kan dækkes uden, at bilen indrettes så han kan køre den. Det kan og vil dog naturligvis have en betydning, om han har kunnet klare sig ugen problemer i den mellemliggende periode uden selv at kunne køre bilen.

 

Oprettet den: den 16/09 2010 13:36 af DUKH Administrator
Sidst opdateret 28/09 2010 07:25
Handlinger tilknyttet webside

Lille grafik med DUKHs tre piktogrammer - møde mellem borger og sagsbehandler, kørestol og et lovtegn - paragraf