Risiko ved skift af handicapbil
Her til næste år er min handicapbil 6 år og dermed betalt. Jeg kan derfor søge om en ny. Løber jeg en risiko ved det? Jeg blev lam fra 10 cm.over navlen og ned i efteråret 2004. Jeg er 67 år....Spørgsmål
Her til næste år er min handicapbil 6 år og dermed betalt. Jeg kan derfor søge om en ny. Løber jeg en risiko ved det? Jeg blev lam fra 10 cm.over navlen og ned i efteråret 2004. Jeg er 67 år.
Herudover: Hvis jeg beholder bilen, hvordan er kommunens forpligtelser med hensyn til reparation af nødvendigt udstyr??
Svar
Du løber kun en risiko, hvis der er sket afgørende ændringer i de forhold, som havde betydning for, at du fik bevilget den seneste bil. Jeg kan ikke ud fra de foreliggende oplysninger se, om det er tilfældet. Derfor kan jeg ikke svare mere klart.
Hvis kommunen skulle give dig afslag - og du ønsker at beholde og køre videre i din nuværende bil så længe som muligt, og du har fået afgiftsfritagelse på din nuværende bil - så skal du være opmærksom på, at afgiftsfritagelsen bortfalder. Du vil derfor skulle betale den manglende afgift på bilen som en forudsætning for at kunne køre videre i den. Du skal endvidere være opmærksom på, at fritagelsen for registreringsafgift bortfalder.
Du skal også være opmærksom på, at der siden du fik bevilget handicapbil sidst, er sket en formuleringsændring i betingelserne for at få en såkaldt ”trivselsbil” dvs. en bil som er bevilget for at dække kørsel til fritidsformål. Betingelserne er således nu, at man skal have et betydeligt kørselsbehov. Ændringen skete med virkning fra 1.10.2010 jf. L 168 a f den 17.3.2010. Det har i praksis medført en skærpelse af betingelserne. Med betydeligt kørselsbehov menes et kørselsbehov, der er lige så omfattende som det andre i en i øvrigt tilsvarende livssituation uden funktionsnedsættelse har. Altså personer på samme alder, som bor på samme måde m.m., men som ikke har en funktionsnedsættelse.
Fra L 168: "Formålet med ændringen er at tydeliggøre, at man ved tildeling af bil til andre formål end erhverv og uddannelse ud over en væsentlig forringet gangevne skal have aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil. Med »aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil«, menes konkrete aktiviteter af et sådant omfang, at det svarer til, hvad der er sædvanligt for en jævnaldrende person uden handicap og med en i øvrigt tilsvarende livssituation. ... . Baggrunden for ændringen er ønsket om at tydeliggøre personkredsen, så den bedre afspejler administrativ praksis på området. Med tydeliggørelsen forventes der færre ansøgninger, da borgerne får bedre mulighed for på forhånd at vurdere, om de er en del af målgruppen og på den baggrund kan forventes at få bevilget støtte til køb af bil. Det forventes herefter, at der vil kunne ske hurtigere sagsbehandling, da der vil være færre, der ansøger om en handicapbil, og dermed også færre afslag. Det skal understreges, at forslaget ikke betyder ændringer af den hidtidige målgruppe for støtte til køb af bil. Der er således ikke tilsigtet nogen ændring af den afgrænsning af målgruppen for støtte til køb af bil, som er fastlagt gennem praksis. ... ."
Selvom bilen er mere end 6 år gammel, er kommunen forpligtet til yde hjælp til reparation af det nødvendige udstyr, hvis det er nødvendigt for, at du kan benytte bilen i længere tid efter reparationen, og hvis det er afklaret, at du ikke kan få dækket udgiften til reparation på anden vis.
Uddybning af svaret
De forhold, som har betydning for bevilling af bil, er: (listen er ikke udtømmende)
- Omfanget af kørselsbehovet og hvorvidt dette kørselsbehov kan dækkes på anden vis end ved bevilling af en bil. Du kan ikke bevilge støtte til en bil, hvis dit kørselbehov kan dækkes på anden vis. Det kan altså have afgørende betydning, og du kan løbe en risiko for afslag, hvis kørselsbehovet er væsentligt formindsket siden seneste bevilling.
- Omfanget og karakteren af funktionsnedsættelsen. Hvis der skulle være sket forbedringer i dit funktionsniveau siden den seneste bevilling, kan det derfor udgøre en risiko for afslag.
- Baggrunden for kørselsbehovet. Hvis du har fået bevilget bilen til arbejdskørsel, så kan det have en afgørende betydning, hvis der er sket ændringer i dine arbejdsforhold (f.eks. at du i kraft af din alder overgår til folkepension snart). Hvis du har fået bevilget bil til ”trivselsformål” så skal du som sagt være opmærksom på at du skal have et betydeligt kørselsbehov hvilket i praksis vil sige, at du skal have et kørselsbehov som er lige så stort som andre i en i øvrigt sammenlignelig livssituation.
- Dine sociale og familiemæssige forhold. Hvis der er sket ændringer i disse, som har betydning enten for omfanget af dit kørselsbehov eller muligheden for at få hjælp af andre til at få det dækket, så kan det have afgørende betydning for afgørelsen.
- Din alder og om der er sket en forværring i din almentilstand. Din alder kan få betydning om ikke andet så for, om du kan få støtte til indretning af bil, som du selv skal køre. I så fald kan det blive nødvendigt at der rettes henvendelse til politiet for at få en nærmere vurdering af din egnethed til at føre en bil.
Du skal som sagt også være opmærksom på, at (fortsat) afgiftsfritagelse forudsætter, at du er fundet berettiget til støtte til køb af bil. Det fremgår af bekendtgørelse om støtte til køb af bil § 10.
Reparation af nødvendigt udstyr
Da bevilling af nødvendigt udstyr kan ydes, uanset om du er berettiget til invalidebil, kan kommunen ikke give dig afslag på reparation af det nødvendige udstyr alene med den begrundelse af din bil er mere end 6 år gammel. Hjælp til reparation af nødvendigt udstyr ydes efter behov.
Kommunen skal dog vurdere, om det er nødvendigt og om udgiften til reparationen står i et rimeligt forhold til den opnåede nytte. Herunder kan de se på om bilen i øvrigt er i en stand, som gør det rimeligt at yde støtte til reparation af det nødvendige udstyr. Altså om en sådan reparation vil kunne gøre det muligt for dig at bruge bilen fortsat i "længere tid. Endelig har kommunen først en forpligtigelse til at hjælpe dig, hvis du ikke kan få dækket udgiften til reparation enten via din forsikring eller via købelovens reklamationsregler.
Du kan læse mere om støtte til bil i DUKHs guide ved samme navn. Link til guiden støtte til bil.
Hvis du har brug for uddybning eller yderligere rådgivning, er du velkommen til at kontakte DUKH's hovedkontor på tlf.: 76 30 19 30.

