Hvordan bliver vi henvist til specialskole?
Vi har en datter på 6 år som lige har fået diagnosen ADHD, hun har fået et ekstra år i børnehaven...Spørgsmål:
Vi har en datter på 6 år som lige har fået diagnosen ADHD, hun har fået et ekstra år i børnehaven og hun når at blive 7 år inden hun skal i skole i 2009. Hun startede på Ritalin i maj og nu mener kommunen, at vores datter ikke har problemer mere, og de vil sende hende i alm. folkeskole, hendes far og jeg mener ikke, at hun kan klare det, hun har svært ved at hænge sammen efter børnehaven (Hun har brugt alt hendes krudt/koncentration) og resten af dagen er ødelagt, det gælder vel om at barnet trives over hele dagen og ikke kun i børnehaven? Er der noget lovgivning som kan hjælpe os med at få vores datter i det bedste tilbud/specialskole?
Svar fra netrådgiveren:
Det fremgår af Folkeskolelovens § 20. stk. 2: ”Desuden påhviler det kommunalbestyrelsen at sørge for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til de i stk. 1 nævnte børn og unge, herunder børn og unge, hvis udvikling stiller krav om en særlig hensyntagen eller støtte, der bedst kan opfyldes på specialskoler eller i specialklasser, eller for hvem undervisning kun kan gennemføres med støtte i den overvejende del af undervisningstiden. Endvidere påhviler det kommunalbestyrelsen at sørge for specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.”
Hvis den ovenstående specialundervisning i kommunalt regi ikke er tilstrækkelig for jeres datter, kan der søges om henvisning til et specialiseret regionstilbud, hvilket fremgår af Folkeskolelovens § 21. stk. 1.”Kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2, foretager henvisning af børn og unge til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ved regionsrådets foranstaltning, jf. § 20, stk. 3, når kommunalbestyrelsen finder, at de pågældendes udvikling stiller krav om en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, der bedst kan imødekommes ved en regional foranstaltning.”
Det fremgår endvidere af bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand § 4. stk. 1 at ”der lægges betydelig vægt på forældrenes ønsker med hensyn til tilrettelæggelse af den specialpædagogiske bistand”, og efter § 4. stk. 2. at der ved henvisning til skole udenfor kommunen skal forældrenes og elevens ønske med hensyn til den skolemæssige placering så vidt muligt følges.
Klagemuligheder i forhold til kommunens afgørelse om undervisningstilbud fremgår af Folkeskolelovens § 51.
§ 51. Klage over afgørelser, der er truffet af de enkelte skoler, kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for de kommunale myndigheder.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse i henhold til stk. 1 og andre beslutninger og afgørelser, som træffes af kommunalbestyrelsen vedrørende det kommunale skolevæsen, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3-6. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at andre afgørelser kan indbringes for ministeren.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelser om henvisning eller afslag på henvisning til specialundervisning i henhold til § 21, stk. 1, samt kommunalbestyrelsens afgørelse om at tilbagekalde en henvisning kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk. 1, indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, jf. § 51 a. Det samme gælder for kommunalbestyrelsens afgørelser om henvisning, afslag på henvisning eller tilbagekaldelse af henvisning til specialskoler og specialklasser, jf. § 20, stk. 2.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelser om det nærmere indhold af foranstaltningen på specialskoler eller i specialklasser kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse af forældrene, jf. § 54, stk.1, indbringes for Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, jf. § 51 a.
Procedure:
Hvis der er mistanke om, at jeres datter har særlige undervisningsbehov, som ikke kan opfyldes inden for rammerne af den almindelige undervisning, eller hvis jeres datters skolesituation i øvrigt giver anledning til alvorlig bekymring, indstilles eleven til en pædagogisk-psykologisk vurdering hos PPR. I kan som forældre selv anmode PPR om at lave en pædagogisk psykologisk vurdering af jeres datter. Har jeres datter behov for specialpædagogisk bistand, skal vurderingen fra PPR indeholde et forslag til den nærmere ordning af den specialpædagogiske bistand. Den pædagogisk-psykologiske vurdering skal efter samråd med forældrene suppleres med udtalelser fra andre sagkyndige i fornødent omfang, herunder sagkyndige fra andre kommuner. I de mest specialiserede og komplicerede tilfælde kan der indhentes bistand fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO).
I har krav på at få en skriftlig afgørelse fra kommunen omkring skoletilbuddet til jeres datter. I afgørelsen skal kommunen begrunde hvorfor skoletilbuddet er egnet til jeres datter, og der skal være vedlagt en klagevejledning, således at I indenfor 4 uger kan klage over kommunens anvisning af støtte/skoletilbud.
Der er indsat link til bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning samt vejledning til folkeskolens specialundervisning.
Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=25013
Vejledning om folkeskolens specialundervisning.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=114197
Såfremt denne rådgivning ikke er fyldestgørende, er i meget velkommen til at kontakte DUKH for en uddybning.

