Støtte til betaling for ophold på efterskole
kontakter jer i håbet om, at I kan hjælpe os. Vi har en dejlig datter, der i juli måned fylder 17 år. Hun er sent udviklet og har haft hele sin skolegang i en specialklasse. Hendes faglige niveau(dansk, matematik) svarer til 2-3.klasse...Spørgsmål
Vi kontakter jer i håbet om, at I kan hjælpe os. Vi har en dejlig datter, der i juli måned fylder 17 år. Hun er sent udviklet og har haft hele sin skolegang i en specialklasse. Hendes faglige niveau(dansk, matematik) svarer til 2-3.klasse i en normal klasse. Udover det fungerer hun fint, fordi hendes sociale færdigheder er rigtig godt udviklede.
På grund af skoletræthed og manglende udvikling i skolen valgte vi efter 9.klasse at sende hende på efterskole. Efterskoleopholdet blev iværksat på baggrund af anbefaling fra kommunens kurator, der mente, at opholdet ville udvikle hende til på et senere tidspunkt at gå i gang med en af de ungdomsuddannelser, der er tilgængelig for hende.
Opholdet på efterskolen har været en stor succes, og anbefalingen er nu, at hun tager endnu et år, der bliver udvidet med botræning.
Da vi er interesseret i, at hun får de optimale muligheder og udvikler sig mest muligt, er vi naturligvis interesseret i, at hun fortsætter på efterskolen.
Desværre er vi voldsomt udfordret på vores økonomi. Det første år har vi klaret med et lavere forbrug og ved at bruge vores opsparing. Prisen pr. måned for det kommende skoleår er 4.955 kr. Dertil kommer transport og lommepenge, der hurtigt udgør ekstra 1.000 kr. Ved at være meget omkostningsbevidste vil vi kunne betale de ca. 6.000 kr. pr. måned, men der vil overhovedet ikke være noget tilbage til opsparing, uforudsete udgifter etc.
Vi har derfor to spørgsmål:
1. Findes der regler/love, der gør, at vi helt eller delvist kan få dækket udgiften til hendes efterskoleophold? (Fra skolen ved vi at der er kommuner, der betaler hele eller dele af opholdet)
2. Hvis hun havde hun fulgt et normalt skoleforløb, så havde hun haft et stort udvalg af gratis ungdomsuddanelser, som gymnasium, 10.klasse etc. Vi føler os lidt ramt ”på retfærdigheden”. At betale for et års efterskole er i orden, fordi det er der mange andre forældre, der vælger at gøre for deres børn. At vi nu skal betale for hendes andet år, er en udgift, som forældre til normale børn ikke skal betale. Kan det være rigtigt, at det skal være sådan?
Svar
I har mulighed for at søge kommunen om støtte til et efterskole - og bostøttetilbud.!
Efterskole - og botræningstilbud.
Når i henvender jer til kommunen og søger om et kombineret skole og botilbud, skal kommunen undersøge om jeres datter har behov for en særlig støtte. Jvf. servicelovens § 50 skal kommunen undersøge jeres datters forhold, hendes ressourcer og problemer f.eks. i skolen og de skal beskrive hendes udvikling og adfærd.
Skole og PPR har sandsynligvis allerede beskrevet jeres datters behov for støtte i forbindelse med henvisning til specialundervisning. Der kan være andre forhold, som kommunen ønsker at undersøge nærmere, og I skal selv udtale jer.
Det er væsentligt at bemærke, at undersøgelsen aldrig må være mere omfattende, end formålet tillader. Det er derfor vigtigt, at I sammen med kommunen gennemgår, hvilke forhold kommunen vil undersøge, og I skal give jeres samtykke til at undersøgelsen iværksættes.
Undersøgelsen skal danne grundlag for kommunens vurdering af jeres datters behov for støtte til et skole- og bostøttetilbud.
Beslutter kommunen at medvirke til et skole- og bostøttetilbud til jeres datter det kommende skoleår, skal I være opmærksomme på, at der bliver lavet en handleplan - dvs. en plan for forløbet og målet med skoleopholdet og bostøttetræningen.
Såfremt kommunen vurderer, at der ikke er grundlag for at medvirke til en egentlig anbringelse udenfor hjemmet i et skole- og botræningstilbud, men alligevel vurderer, at der er behov for særlig støtte til dækning af forældrenes udgifter ved efterskolen giver lovgivningen mulighed for dette.
Der kan ydes støtte i det omfang, I ikke selv har mulighed for at afholde udgifterne. Kommunen skal derfor foretage en vurdering af jeres økonomiske forhold.
Den særlig ungdomsuddannelse.
I kan også vælge at søge støtte til efterskoleopholdet som en del af den særlige ungdomsuddannelse. Uddannelsen gives til unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Den særlige ungdomsuddannelse skal tilrettelægges under hensyntagen til den unges kvalifikationer, modenhed og interesser. Den særlige ungdomsuddannelse er 3 årig.
I kan henvende jer til kommunens UU-vejleder, som i samråd med jeres datter skal fastlægge en uddannelsesplan for forløbet
Overgang fra barn til voksen
Om I vælger at søge støtte via den sociale lovgivning eller den særlige ungdomsuddannelse, så er det alligevel væsentligt at have fokus på det forhold, at jeres datter bliver 18 år og dermed myndig om et år. I DUKH anbefaler vi at I, i god tid tager kontakt til jeres kommune og drøfter, hvilken støtte jeres datter har behov for, når hun er fyldt 18 år, og hvem i kommunen hun skal have kontakt med efterfølgende.
BEMÆRK:
I forbindelse med Barnets Reform gældende fra 1.1.2011 blev reglerne om økonomisk støtte i tidligere lovs § 52, stk. 4 og 5 overført til en ny § 52 a. Ændringen var et led i regeringens afbureaukratiseringsplan. Herefter kan der træffes afgørelse om disse foranstaltninger uden en forudgående børnefaglig undersøgelse efter lovens § 50 og udarbejdelse af handleplan efter lovens § 140. Et barn kan fortsat anbringes på kost- eller efterskole efter den almindelige anbringelsesbestemmelse (§ 52, stk. 3, nr. 7). I en række tilfælde er der ikke tale om så alvorlige problemer med barnet, at egentlig anbringelse uden for eget hjem kommer på tale. Det gælder i tilfælde, hvor der ikke er behov for den opfølgning og hertil hørende beslutningskompetence for kommunen, der følger af en beslutning om anbringelse uden for hjemmet.
Lovgrundlag:
Lov om social service § 50 ( undersøgelsen)
Lov om social service § 52 stk. 3 nr. 7 ( anbringelse udenfor hjemmet med samtykke)
Lov om social service § 52 a, stk. 1, nr. 2 ( økonomisk støtte til efterskoleophold)
Lov om social service § 140 ( handleplan)
Link til lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov
Link til lov om social service

