Oplysningsgrundlag: Socialpædagisk/ behandlingsmæssig friplads
Vi har fået brev fra vores kommune at vi skal udfylde et skema, hvor de skal have følgende at vide for at vi kan få en 50% friplads til vores blinde dreng, som er 7 år og går i 1. klasse. Følgende har de bedt om. Formueforhold - Indtægter - og udgifter. Men kan det være rigtigt, at de skal have de oplysninger for, at vi kan få en 50% friplads i SFO?Spørgsmål:
Vi har fået brev fra vores kommune, at vi skal udfylde et skema, hvor de skal have følgende at vide for at vi kan få en 50% friplads til vores blinde dreng, som er 7 år og går i 1. klasse. Følgende har de bedt om: Formueforhold - Indtægter - og udgifter. Men kan det være rigtigt, at de skal have de oplysninger for, at vi kan få en 50% friplads i SFO? De andre år, vi har søgt om tilsvarende, har der ikke været problemer.
Svar fra Netrådgiveren:
Svaret på jeres spørgsmål afhænger af, hvilken slags friplads I har søgt. Om det er en behandlingsmæssig friplads eller en socialpædagogisk friplads.
Jeg kan ikke være sikker, men det lyder som om, I har søgt om en behandlingsmæssig friplads, og kommunen vil have undersøgt, hvor meget I har tilbage til forbrug, efter de faste udgifter er betalt (rådighedsbeløb).
Hvis det er tilfældet, er kommunens fremgangsmåde ikke korrekt.
Hvis kommunen har bevilget behandlingsmæssig friplads, skal den også vurdere, om der er basis for at give jer et økonomisk tilskud, hvis f.eks. jeres hustandsindtægt er lav. Men her vurderer man kun indtægten og altså ikke jeres udgifter.
Socialpædagogisk friplads
Hvis der i stedet er tale om en socialpædagogisk friplads, er det korrekt, at kommunen skal lave en vurdering af både jeres søns socialpædagogiske behov, hans pasningsbehov og jeres rådighedsbeløb.
Og sidstnævnte rådighedsbeløbet indbefatter, at kommunen foruden jeres indtægt også skal vurdere jeres udgifter.
Lovgrundlag:
Folkeskolelovens § 50 stk. 2 og Dagtilbudslovens § 63.

