Høringssvar ændring af servicelovens § 100 og dertil hørende bekendtgørelse.
15. oktober 2008
Tak for fremsendte høringsbrev.
DUKH kan genkende beskrivelsen i lovbemærkningerne, hvoraf det fremgår, at udviklingen i den administrative praksis siden sommeren 2007, således som den er blevet fortolket af kommunerne på baggrund af Ankestyrelsens principafgørelse C-27-07, har ført til, at nogle borgere, som har nødvendige merudgifter som en direkte konsekvens af deres nedsatte funktionsevne, og som hidtil har fået støtte efter servicelovens § 100, har fået frakendt deres merudgiftsydelse eller har fået afslag på en ansøgning om denne ydelse med henvisning til, at de ikke opfylder kriterierne for at være omfattet af personkredsen.
Herefter fremgår det af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget er at bringe den kommunale praksis vedrørende merudgiftsydelsens personkreds tilbage til det gældende før sommeren 2007.
Det er DUKHs vurdering, at den ordlyd, der fremgår af det nye forslag til bekendtgørelsens § 1 kun delvis vil løse problemet.
Ordlyden er lempet i forhold til kriteriet om hjælpeforanstaltninger. Ordlyden er imidlertid ikke lempet i forhold til kriteriet om, at konsekvenserne for den enkelte skal være af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Dette er problematisk, idet det netop var det kriterium, der har givet fortolkningsproblemer efter udsendelsen af omtalte C-27-07.
Afgørelse:
Ankestyrelsen vurderede, at ansøgers lidelse efter oplysningerne om hendes funktionsniveau ikke havde så indgribende konsekvenser for hende i det daglige, at hun var omfattet af målgruppen for hjælp til merudgifter ved den daglige livsførelse.
Årsagen til det var, at ansøger uanset hendes varige lidelse selv kunne varetage den personlige pleje i overvejende grad, deltage i indkøb og i et vist omfang deltage i opgaver, hvor hun kunne sidde ned.
Ankestyrelsen inddrog ved vurderingen Principafgørelse C-25-05 om afslag på merudgifter til en person med følger efter piskesmældstraume.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at ansøger havde hjælpeforanstaltninger i form af støtte til bil, fleksjob og kørestol.
Disse forhold bevirkede dog ikke i sig selv, at ansøger var berettiget til støtte til merudgifter, når det var vurderet, at hendes lidelse ikke havde indgribende konsekvenser for hende i det daglige.
Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.
Vi læser denne principafgørelse således, at det er betingelsen om, at det skal være indgribende i den daglige tilværelse, der ikke fandtes opfyldt. Det var ikke kriteriet om at der skal være betydelige hjælpeforanstaltninger.
I bemærkningerne til lovforslaget er det beskrevet således, at ”det er den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, og de deraf affødte behov for kompensation for merudgifter, der er afgørende for berettigelsen til merudgiftsydelsen”.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der skal tages udgangspunkt i en helhedsvurdering frem for en vurdering af de enkelte elementer af borgerens funktionsevne.
DUKH foreslår, at ordlyden i den nye bekendtgørelse lægges tættere op af bemærkningerne til lovforslaget. På den måde undgås det, at den del af ordlyden som har givet anledning til de væsentligste fortolkningsproblemer gentages.
Hvis ministeriet ikke er enig i dette, anbefaler vi, at det indskrives i en kommende ændring af vejledningen.
Hvis De har spørgsmål til dette brev, er De meget velkommen til at kontakte undertegnede på 22 68 23 11.
Venlig hilsen
Birgitte Guldbrandsen
Jurist
