Videre til indhold | Videre til menunavigation

Navigation

Personal tools
Viden - selvhjælp
Du er her: Forside Viden - selvhjælp Børn Alvorligt syge børn Alvorligt syge børn

Handlinger tilknyttet webside

Alvorligt syge børn

Her kan du læse om reglerne om hjælp til alvorligt syge børn efter barselslovens § 26.

Read All

Personkreds

Der kan ydes dagpenge til forældre til alvorligt syge børn under 18 år efter barselslovens § 26, når

  1. Barnets sygdom skønnes at vare 12 dage eller mere
    (Enlige forsørgere er dog undtaget fra dette krav, såfremt barnet er hospitalsindlagt).

  2. Ansøgeren opfylder beskæftigelseskravet i barselslovens kapitel 6.
    (Se nærmere herom under punktet ”beskæftigelseskrav”).

Forældre med alvorligt syge børn har ret til dagpenge, når barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 12 dage eller mere. Der skal være tale om et sygdomsforløb, som sammenhængende skønnes at vare i 12 dage eller mere. Det skal således være et ubrudt forløb. De 12 dage regnes fra sygdomsperiodens start. Det er sygdommens længde, der er afgørende for, om barnet er omfattet af bestemmelsen og ikke sygdommens art - se i den forbindelse principafgørelse 23-15.

Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det. Behandles eller plejes barnet i hjemmet, kan dette i visse tilfælde sidestilles med ophold på sygehus, hvis det skønnes lægeligt forsvarligt. Der kan være tale om sygdomsforløb, som alene består af ophold i hjemmet. Det skal være lægeligt attesteret af den læge, som behandler barnet, at betingelserne er opfyldt. Se i den forbindelse Ankestyrelsens principafgørelser 238-11 og 239-11.

Særligt om enlige forsørgere:
For enlige forsørgere gælder der lempeligere regler. Enlige forsørgere med ret til ordinært børnetilskud efter børnetilskudslovens § 2, nr. 1 eller 2. har ret til dagpenge, hvis barnet er indlagt på hospital, selv om opholdet varer mindre end 12 dage, jf. efter barselslovens § 26 stk. 3.

Hvis barnet derimod behandles / plejes i hjemmet, skal det normale varighedskrav om 12 dage være opfyldt.

Stedforældre kan efter en konkret vurdering være omfattet af den berettigede personkreds, der efter barselsloven har ret til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn, jf. i den forbindelse Ankestyrelsens principafgørelse 100-13.

Beskæftigelseskrav

For at have ret til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn skal du opfylde det såkaldte beskæftigelseskrav for lønmodtagere og selvstændige, jf. barselslovens § 27.

Lønmodtager: 
Som lønmodtager har du som hovedregel ret til dagpenge fra kommunen, når du har været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de sidste 13 uger før fraværsperiodens begyndelse og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer.

Undtagelser og særregler
Der er dog enkelte undtagelser til ovenstående hovedregel, der også kan give dig ret til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn:

      • Hvis du har en aktuel ret til arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse eller lignende ydelser, anses beskæftigelseskravet for opfyldt. Det samme gælder, når du på tidspunktet for fraværets start er berettiget til dagpenge under de første 14 dages sygefravær.
      • Hvis du inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed, er beskæftigelseskravet i forhold til kommunen opfyldt.
      • Hvis du er elev i lønnet praktik i forbindelse med en uddannelse, der er reguleret ved eller i.h.t. til lov, anses beskæftigelseskravet i forhold til kommunen som opfyldt.
      • Hvis du er ansat i fleksjob, jf. kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Særligt i forhold til selvstændige, jf. barselslovens § 28 og særligt i forhold til personer der tidligere har modtaget tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 eller plejevederlag efter servicelovens § 120 samt dagpenge til pasning ved alvorligt syge børn 
Når kommunen skal vurdere, om beskæftigelseskravet er opfyldt, skal den se bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 og plejevederlag efter § 120 i serviceloven eller perioder, hvor du tidligere er ydet dagpenge til pasning ved alvorligt syge børn efter barselslovens § 26. 

Retten til sygedagpenge er betinget af, at du som selvstændig i mindst 6 af de forudgående 12 måneder har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang – heraf mindst 1 måned umiddelbart forud for sygdommens indtræden.

Der er således et krav om, at omfanget af din selvstændige virksomhed skal være væsentligt, hvilket konkret betyder, at din ugentlige arbejdsindsats ikke må ligge under 18,5 time pr. uge, eller hvad der svarer til halvdelen af den normale overenskomstmæssige arbejdstid for en lønmodtager på fuld tid. Manglende perioder med selvstændig virksomhed kan erstattes af perioder, hvor du har været i beskæftigelse som lønmodtager.

Også for selvstændige erhvervsdrivende ses der bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der er ydet tabt arbejdsfortjeneste eller plejevederlag efter serviceloven eller dagpenge til forældre med alvorligt syge børn efter barselsloven.

Er du selvstændig erhvervsdrivende, som får tilskud til bevarelse af beskæftigelsen i egen virksomhed efter § 70 g i Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, har du ret til dagpenge, selvom beskæftigelseskravet ikke er opfyldt.

Dokumentation af arbejdstidsnedsættelse

Lønmodtager: 
Det er naturligvis en forudsætning for udbetaling af dagpenge, at ansøger enten helt ophører med lønarbejde eller delvis nedsætter arbejdstiden til under 37 timer pr. uge i forbindelse med barnets sygdom.

Selvstændigt erhvervsdrivende:
For selvstændige erhvervsdrivende er det også en forudsætning for udbetaling af dagpenge, at ansøger enten helt ophører med arbejdet eller delvis nedsætter arbejdstiden. Her gælder det dog, at arbejdstiden skal nedsættes med mindst halvdelen for at ansøger er berettiget til dagpenge. Det betyder, at hvis en selvstændig erhvervsdrivende har genoptaget arbejdet i mere end halvdelen af den normale ugentlige arbejdstid på 37 timer, kan der ikke udbetales dagpenge, jf. bekg. § 4

Ledige med ret til arbejdsløshedsdagpenge eller ydelser, der træder i stedet for arbejdsløshedsdagpenge:
For denne persongruppe gælder, at de i samråd med deres a.kasse kan fritages for rådighedsforpligtelse/aktivering i den periode, hvor der udbetales dagpenge efter § 26 i stedet for arbejdsløshedsdagpenge.

Ansøgning

Anmodning om dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn efter barselslovens § 26 skal indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter første fraværsdag, jf. barselslovens § 31. Indgives anmodningen efter denne frist, bortfalder retten til barselsdagpenge for den periode, der ligger før anmodningen.

Ved særlige undskyldende forhold kan der dog gives dispensation.

Mulighed for deling mellem forældrene

Det er forældrene selv der afgør, hvem af dem der skal ansøge om dagpenge efter § 26. Hvis begge forældre nedsætter deres arbejdstid, kan der dog højest udbetales samlede dagpenge svarende til højeste dagpengebeløb. Denne regel kan kun i ganske særlige tilfælde fraviges, eks. i det tilfælde hvor barnets sygdom er så alvorlig, at det skønnes rimeligt, at begge forældre er sammen med barnet.

Kan forældrene ikke blive enige om, hvordan dagpengene skal fordeles, må Udbetaling Danmark træffe en afgørelse efter de retningslinjer, der gælder ved fordeling af retten til barselsdagpenge under forældreorlov jf. afsnit 5.2 i Vejledning om ret til dagpenge efter barselsloven ved pasning af alvorligt syge.

Forholdet til arbejdsgiver

Forældre, der har ret til dagpenge efter § 26, har ikke pr. automatik en ret til orlov fra arbejdet. Hvorvidt en arbejdstager helt eller delvis kan få fri fra sit arbejde, vil derfor bero på en individuel eller kollektiv aftale med arbejdsgiver.

Ophør og varighed

Retten til dagpenge ophører fra det tidspunkt, hvor barnet er rask eller barnet fylder 18 år.
Retten til dagpenge ophører endvidere efter barselslovens § 26 stk. 5, når der er ydet dagpenge i 52 uger indenfor de forudgående 18 kalendermåneder.

Retten til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn er uafhængig af retten til barselsdagpenge i øvrigt og fragår således ikke i de perioder, hvor der er ret til barselsdagpenge.

Afgrænsning til tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42

Børn, der er omfattet, af lovens § 26, kan samtidig være eller blive omfattet af personkredsen for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42.

Der kan dog kun udbetales ydelser efter den ene af bestemmelserne. Forældre må der i disse tilfælde vælge regelsæt. Kommunen har en forpligtelse til at rådgive og vejlede herom.

Generelt adskiller § 26 i barselsloven sig fra § 42 i serviceloven ved følgende:

  • § 26 i barselsloven betinges af alvorlig sygdom (det er dog ikke sygdommens art, men sygdommens længde, der er afgørende for om barnet er omfattet bestemmelsen). Servicelovens § 42 betinges af, at barnet har betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
  • § 26 er begrænset til, at sygdommen skal vare 12 dage eller mere (for enlige endda mindre end 12 dage), hvorimod § 42 kræver mindst en indgribende langvarig eller kronisk lidelse.
  • Som udgangspunkt betinges § 26 af, at barnet har behov for ophold på sygehus eller hvad der kan siddestilles hermed. Hvorimod § 42 betinges af, at barnet forsørges i eget hjem (hvilket dog ikke betyder at barnet ikke kan være indlagt på sygehus).
  • § 26 kompenserer indtægtstabet op til højeste dagpengesats. § 42 kompenserer som udgangspunkt det indtægtstab, som forældre har ved at opgive lønnet arbejde - dog kun op til et fastsat maksimum.

Yderligere oplysninger

Sidst opdateret 06/09 2017.