Videre til indhold | Videre til menunavigation

Navigation

Personal tools
Viden - selvhjælp
Du er her: Forside Viden - selvhjælp Tværgående Bil - transport Bilstøtte - de vigtigste regler

Handlinger tilknyttet webside

Bilstøtte - de vigtigste regler

Her kan du læse en introduktion til reglerne om bilstøtte for børn og voksne.

Read All

Personkreds/betingelser

Man kan få støtte til køb af bil efter servicelovens § 114, hvis man har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad

  • vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil, eller
  • vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil, eller
  • forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor personen har aktiviteter uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.

I vurderingen af, om der er tale om en varigt nedsat funktionsevne, indgår:

  • at der ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og
  • at der i lang tid fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne.
Bemærk: Der ydes ikke støtte, hvis ansøgers samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forhold i øvrigt mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger jf. bilstøttebekendtgørelsens § 5.

Afprøvning af bil

I forbindelse med at kommunen skal vurdere, hvilken bil der er billigst egnede, foretages der som  regel en afprøvning af forskellige biltyper. Afprøvningen af bil og særlig indretning kan overlades til ansøgeren i samarbejde med en privat aktør, f. eks. en bil-opbygger eller anden aktør, som har den fornødne tekniske ekspertise. Det er kommunen, som bestemmer, om man har denne ret. Forinden iværksættelse af afprøvning beskriver kommunalbestyrelsen i samarbejde med ansøgeren, hvilken betydning ansøgerens funktionsnedsættelse har for kravene til valg af bil og eventuel valg af særlig indretning.

Udmåling

Der ydes støtte til den billigste bil, som er egnet set i forhold til ansøgerens behov.

Der ydes som udgangspunkt et rentefrit lån på op til 179.000 kr. og derudover 24.899 kr. til automatgear forudsat, at bilen er født med automatgear (beløbene er pr. 1. januar 2016 og opskrives løbende). Tilskud til automatgear, som bilen er født med, forudsætter, at bilen er under 1 år gammel.

Hvis der foreligger ganske særlige forhold som nødvendiggør en større bil, kan der derudover ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling af forskellen fra det alm. lån op til prisen på den billigst egnede bil.

Ganske særlige forhold kan være behov for indretninger, som kun hensigtsmæssigt kan foretages i en større eller dyrere bil, problemer med ind - og udstigning eller behov for at medbringe hjælpemidler.

Egenbetaling

Man skal som udgangspunkt betale halvdelen af det almindelige lån tilbage over 6 år. Den anden halvdel nedskrives løbende.

Hvis man har en indtægt på over 214.000 kr. (pr. 1. januar 2016) om året, forhøjes tilbagebetalingen med 20% af den del af indtægten som overskrider denne grænse. Indkomstgrundlaget fastsættes på grundlag af det senest opgjorte indkomstår.

Hvis man f.eks. tjener 314.000 kr. om året, forhøjes lånet med 20% af forskellen mellem 314.000 kr. og 214.000 kr. - altså med 20.000 kr. 

Afdragsfrihed for uddannelsessøgende

Man kan få bevilget afdragsfrihed, hvis man er under uddannelse. Afdragsfrihed under uddannelse gives kun til personer, hvis årlige indtægt i form af erhvervsindtægt eller anden ydelse, der træder i stedet for erhvervsindtægt, ikke overstiger et beløb svarende til 48/72 af lånet. Ved et lån på 179.000 kr., svarer det til en indtægt på 119.333 kr. om året. (179.000 kr. x 48/72).

Driftsudgifter

Der ydes som udgangspunkt ikke tilskud til driften, men i særlige tilfælde, hvor funktionsnedsættelsen medfører, at der er behov for en ekstraordinær stor og driftsmæssig kostbar bil, kan der ydes tilskud efter merudgiftsbestemmelserne i serviceloven (§ 41 for børn og § 100 for voksne). Det samme gælder, hvis det kan sandsynliggøres, at vedkommende alene har den pågældende bil af pga. funktionsnedsættelsen eller at vedkommende ellers overhovedet ikke ville have haft bil.

Afgiftsfritagelse

Der kan søges om afgiftsfritagelse, når man opfylder betingelserne for støtte til bil.  Det er ikke en forudsætning, at man har fået tilskud til bil.

Udskiftning af bil

Der kan kun ydes lån til udskiftning af bil hvert 6. år, medmindre det ved erklæring fra en synsvirksomhed kan dokumenteres, at udskiftning er nødvendig, når bilen er totalskadet eller ansøgerens funktionsevne har ændret sig, så den ikke længere opfylder behovet. 

Genbevilling – forenklet procedure

Ved genbevilling kan kommunalbestyrelsen anvende en forenklet sagsbehandlingsprocedure, hvor afgørelse træffes uden, at der indhentes yderligere oplysninger i forbindelse med ansøgning og genbevilling af bil. Proceduren kan anvendes, hvis borgerens funktionsnedsættelse og kørselsbehov i al væsentlighed er uændret, siden kommunalbestyrelsen sidst traf afgørelse om støtte til køb af bil, og ansøgeren underskriver en tro og love-erklæring herom. 

Provenuets betydning

Nettoprovenuet udgøres af bilens salgspris eller bilens forsikringssum efter fradrag af eventuelle salgsomkostninger samt fradrag af ansøgerens eventuelle andel af provenuet og fradrag af eventuel restgæld til kommunalbestyrelsen i forhold til tidligere lån.

Hvis borgeren har foretaget merkøb i den bil, hvortil der tidligere er bevilget støtte, skal borgeren have en forholdsmæssig andel af provenuet fra den tidligere bil, før det resterende provenu anvendes som nedenfor beskrevet. Provenuet fordeles efter samme fordelingsnøgle, som bilen er betalt efter. Hvis man f.eks. har fået bevilget 200.000 kr., men køber en bil til 300.000 kr., skal man have 1/3 af provenuet. Hvis provenuet er på 60.000 kr. betyder det, at man skal have 20.000 kr. i hånden, inden resten af provenuet fordeles som beskrevet nedenfor.

Hvis man får almindeligt lån og ejer en bil, som der er givet støtte til, skal nettoprovenuet ved salg af denne anvendes til afdrag på den nye bil først i den tilbagebetalingspligtige del og derefter i den del af lånet, der skal nedskrives.

Hvis man får udvidet bevilling og ejer en bil, som der er givet støtte til, skal nettoprovenuet ved salget af bilen først fratrækkes i det supplerende lån. Hvis der herefter resterer et provenu, skal det fratrækkes i den almindelige lånedel. 

Se evt. også principafgørelse 62-14: "Når kommunen bevilger udskiftning af en bil, hvortil der er ydet støtte, og der ved købet af den gamle bil er foretaget merkøb, skal provenuet fra salget af den gamle bil fordeles efter den samme fordelingsnøgle som kommunen og borger betalte bilen efter, da bilen blev købt. Ved kommunens beregning af borgers andel af provenuet fra salget af den gamle bil, skal den afdragspligtige del af lånet til den gamle bil ikke betragtes som en del af borgers egenbetaling."

Særlig indretning

Der kan ydes hjælp til særlig indretning som følger af kørekortskrav, hvis det vurderes nødvendigt af helbredsmæssige årsager, eller hvis det letter ansøgers placering i bilen. Der kan ydes tilskud til særlig indretning, selvom der ikke kan ydes støtte til køb af bil.

Den særlige indretning repareres og udskiftes efter behov, og der kan i særlige tilfælde gives støtte til afmontering (der ydes ikke hjælp til vedligeholdelse/drift af den særlige indretning.)

Der kan ydes støtte til særlig indretning til flere indenfor samme husstand). 

Tilskud til kørekort

Hvis betingelserne for støtte til bil er opfyldt, kan der ydes støtte til erhvervelse af kørekort, herunder indhentelse af nødvendig dokumentation f.eks. lægeerklæring. Der kan også gives tilskud til kørekort til en pårørende, som kan føre bilen for den støtteberettigede.

Iværksættelse før bevilling

Der ydes normalt ikke støtte til en bil, som er anskaffet inden bevilling.

Vilkår for støtte - bilens alder

Der ydes som udgangspunkt kun støtte til erhvervelse af fabriksny bil. Tilskuddet må dog gerne anvendes til en bil, som ansøger eller en anden indenfor husstanden har anskaffet som fabriksny indenfor det seneste år. Hvis der er tale om en bil, som tidligere har været bevilget efter servicelovens § 114,  må den være op til 2 år gammel. Det skal selvfølgelig vurderes, om bilen kan holde i hele bevillingsperioden. En ansøger kan ikke pålægges at tage imod en brugt bil.

Forsikring og pant

Bilen skal holdes kaskoforsikret for den fulde værdi inklusiv eventuel særlig indretning. Ansvaret herfor er ejerens.

Bilen må ikke stilles som pant eller sikkerhed for et lån, som ikke vedrører den. Kommunen kan godt kræve pant i bilen.

Indfrielse af lån og henstand

Hvis den støtteberettigede ønsker at indfri lånet i utide, forfalder hele restgælden inklusive den del, som ellers ville være afdragsfritaget. Hvis man ønsker at indfri lånet efter 3 år skal man altså betale halvdelen af det samlede lån tilbage.

Hvis lånebetingelserne misligholdes, kan der stilles krav om indfrielse af den resterende del af både den afdragspligtige og afdragsfrie del af lånet. Hvis dette f.eks. sker efter 3 år så skal man betale halvdelen af det samlede lån tilbage. Kommunen skal dog vurdere behovet for at indgå en afdragsordning, og denne skal som udgangspunkt følge de normale afdragsbestemmelser. Det samme gælder ved dødsfald, men der bortfalder en restgæld dog. hvis provenuet ikke kan betale det hele.

Henstand med betaling: Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.

Udlån af bilen

Bilen må ikke overdrages, udlejes, eller udlånes i længere tid på en måde, så det forhindrer støttemodtageren i at få dækket sit kørselsbehov med bilen.

Inddragelse af bilstøtte

De forudsætninger, der har ligget til grund for bevillingen, skal være til stede under hele bevillingsperioden. Hvis der sker ændringer i væsentlige forhold, der havde betydning for bevillingen, kan det medføre, at betingelserne ikke længere er til stede, og at vedkommende ikke er berettiget til bilstøtten længere. 

Eftergivelse af gæld ved inddragelse af bilstøtte: Kommunen skal eftergive en eventuel restgæld i en bil, som frakendes pga. ændringer i funktionsnedsættelsen. 


Sidst opdateret 27/05 2016.