Videre til indhold | Videre til menunavigation

Navigation

Personal tools
Viden - selvhjælp
Du er her: Forside Viden - selvhjælp Tværgående Generelt om sagsbehandling Praksisnyt - artikler om sagsbebehandling Økonomiske hensyn i sagsbehandlingen

Handlinger tilknyttet webside

Økonomiske hensyn i sagsbehandlingen

Den 1. september 2012 blev serviceloven ændret, idet det blev fastslået, at kommunen skal tage både faglige og økonomiske hensyn, når man afgør sager. Ændringen har medført en del henvendelser til DUKH fra borgere, der enten ønsker at vide, om dette er en ændring i forhold til hidtidig praksis, eller som er usikker på rækkevidden af disse økonomiske hensyn. Hvad er nyt, hvordan skal man vægte økonomiske i forhold til faglige hensyn og hvad er DUKH´s erfaringer med dette område?

Den 1. september 2012 blev serviceloven ændret, idet det blev fastslået, at kommunen skal tage både faglige og økonomiske hensyn, når man afgør sager. Ændringen har medført en del henvendelser til DUKH fra borgere, der enten ønsker at vide, om dette er en ændring i forhold til hidtidig praksis, eller som er usikker på rækkevidden af disse økonomiske hensyn. Hvad er nyt, hvordan skal man vægte økonomiske i forhold til faglige hensyn og hvad er DUKH´s erfaringer med dette område?

I første omgang er det på plads at konstatere, at det er korrekt, at kommunen skal inddrage både faglige og økonomiske hensyn eller med andre ord handle økonomisk ansvarligt, når sagsbehandleren bevilger en given ydelse. Men det er ikke noget nyt. Sådan har det altid været. Det nye er, at man fra politisk side har ønsket at præcisere det i selve serviceloven. Således ser servicelovens § 1, stk. 3 sådan her ud:

"Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn."

Lovændringen gælder fra den 1.9.2012.

Før lovændringen

I bemærkningerne til lovændringen (lovforslag L 140) står der om gældende ret før lovændringen:

"Endelig har kommunalbestyrelsen en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt. Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal inddrage både faglige og økonomiske hensyn, når der skal træffes afgørelse. Hensynet til kommunernes økonomi kan dog aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsens afgørelse skal baseres på en konkret, individuel vurdering af borgerens behov. Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig vælge en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser. Den enkelte kommunalbestyrelse kan heller aldrig afvise at hjælpe borgere, der har krav på hjælp efter loven, med henvisning til kommunens økonomi."

Efter lovændringen

Om forslaget, der nu er vedtaget, står der i L 140:

"Det foreslås at præcisere, at afgørelser efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. Det vil sige, at når der er foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, skal der inddrages både faglige og økonomiske hensyn.

Faglige hensyn skal forstås som de fx behandlingsmæssige, socialfaglige og sundhedsmæssige hensyn, der er relevante i forhold til den konkrete borgers situation og i forhold til den konkrete sag.

Økonomiske hensyn skal forstås som hensyn til, om tilbud efter loven er anskaffet og eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig måde. F.eks. bør kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige egnede til at opfylde borgerens behov, vælge det billigste.
Der er alene tale om en lovfæstelse af gældende ret
."

Magtfordrejning er ikke tilladt

At kommunerne altid har skulle tage økonomiske hensyn ved valg af tilbud m.v., fremgår eksempelvis af retssikkerhedsvejledningen:

"442. Det forvaltningsretlige princip om saglighed i forvaltningen - magtfordrejningslæren - indebærer, at offentlige myndigheder ikke må forfølge usaglige eller uvedkommende hensyn. Når kommunerne og de sociale klageinstanser skal træffe afgørelse i en sag efter den sociale lovgivning, må der fx ikke tages hensyn til private eller andre interesser, der ikke kommer sagen ved. Det kan fx være tale om at begunstige borgere fra en bestemt bydel. Der må heller ikke forfølges ulovlige formål. Der kan fx være tale om at forfølge et ulovligt formål, hvis en kommune af hensyn til kommunens økonomi ikke bevilliger en skønsmæssig ydelse, fx hjælp efter aktivloven til enkeltudgifter eller sygebehandling. Hensynet til kommunens økonomi er i en sådan situation ikke et lovligt hensyn. Kommunen må således heller ikke nægte at stille et socialt tilbud til rådighed for en borger, der opfylder betingelserne i loven, alene med henvisning til, at årets budget er opbrugt. Kommunen må – og skal – tage økonomiske hensyn, når det drejer sig om valget mellem to forskellige tilbud, som er lige gode, men ikke er lige dyre."

Konkret og individuel vurdering

Samtidig med ovennævnte ændring er det blevet præciseret i servicelovens formålsbestemmelse (§ 1), at hjælpen skal tilrettelægges efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger. Der er således ifølge Socialministeriet sket en lovfæstelse af gældende uskreven ret.

Generelle vejledende serviceniveauer

Fra L 140: "Der er i praksis uklarhed om, i hvilket omfang den enkelte kommunalbestyrelse kan fastsætte lokale serviceniveauer og om, hvordan de lokale serviceniveauer må lægges til grund i konkrete afgørelser. Mulighederne følger allerede af den gældende retstilstand."

Med virkning også fra 1.9.2012 ser servicelovens § 138 således ud: "§ 138. Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens rammer træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven." Ifølge Socialministeriet er der tale om en lovfæstelse af gældende uskreven ret om, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte generelle lokale serviceniveauer inden for lovens rammer.

Fra L 140 i øvrigt:
"Når adgangen til at fastsætte serviceniveauer og den konkrete, individuelle vurdering præciseres i sammenhæng, er det for at understrege, at de generelle, vejledende serviceniveauer indgår som en del af beslutningsgrundlaget for de konkrete og individuelle afgørelser, men at de ikke kan træde i stedet for dem. Der er alene tale om en lovfæstelse af gældende ret." 

Opsummering

Det er således ikke noget nyt, at kommunen skal tage økonomiske hensyn i sagsbehandlingen. Men det er blevet fastslået i serviceloven, at kommunen også skal skele til økonomien, når man vælger et tilbud eller udmåler en ydelse. Kommunen skal dog stadig foretage vurdering af den enkelte borgers behov og bevilge et egnet tilbud. Kommunen kan ikke at afvise at hjælpe alene med henvisning til økonomiske forhold.

DUKH´s erfaringer med faglige kontra økonomiske vurderinger

Forholdet imellem faglige og økonomiske hensyn er på ingen måde en ukendt problemstilling i DUKH. Det gode, men svære spørgsmål er naturligvis: hvilket hensyn vejer tungest? For det er let nok på papiret for sagsbehandleren at vælge imellem to tilbud, som er lige gode, men ikke lige dyre. Men det giver nærmest sig selv, at det med ”lige gode” tilbud kan være en svær ting at vurdere, ligesom det er helt åbenlyst, at borger og sagsbehandler ikke nødvendigvis har samme opfattelse af dette forhold. I DUKH har vi mange sager, hvor kommunen holder på, at et givent tilbud er egnet, mens borgeren mener, at et andet og måske dyrere er det rigtige tilbud. Uanset hvad man måtte mene om forholdet mellem økonomiske og faglige hensyn, så sidder borgeren i den slags sager som regel tilbage med den opfattelse, at det udelukkende har været de økonomiske hensyn, som har været styrende for sagen.

Principafgørelser vedr. serviceniveau og kvalitetsstandarder

Dermed er det også sagt, at det er meget svært at sige noget generelt imellem forholdet mellem økonomiske og faglige hensyn. Det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Eksempler herpå finder du herunder i en række principafgørelser fra Ankestyrelsen, der netop handler om forholdet mellem faglige og økonomiske hensyn eller serviceniveau og kvalitetsstandarder.

  1. Hvor gik grænsen for at tilsidesætte et lovligt fastsat kommunalt serviceniveau og dermed præmisserne for det kommunale skøn (163-12)
  2. Kommunens ret til at fastlægge serviceniveauet skal respekteres (157-12).
  3. Det var et lovligt kriterium, når kommunen ved vurderingen af behovet for praktisk hjælp, ifølge kommunens kvalitetsstandard for praktisk hjælp, lagde vægt på, om borgeren selv kunne varetage rengøringen ved at bruge hjælpemidler (83-12).
  4. Når en kommunes kvalitetsstandard er anvendt i forbindelse med afgørelsen af en konkret sag, er der adgang for klageinstanserne til at efterprøve, om kvalitetsstandarden er i overensstemmelse med loven (82-12).
  5. Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp til rengøring, og hvis borgerens behov nødvendiggør det, skal serviceniveauet i kvalitetsstandarden fraviges. Et kommunalt fastsat serviceniveau indgår i afgørelsesgrundlaget, og fravigelser skal begrundes særskilt af hensyn til ligebehandlingsprincippet (20-15).
     

Praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen om kommunernes anvendelse af serviceniveau

Den sociale Ankestyrelse har i februar 2014 udgivet en praksisundersøgelse af kommunernes anvendelse af serviceniveau. Læs mere her: Ankestyrelsens praksisundersøgelse om serviceniveau.

Sidst opdateret 20/07 2015.
Explorer Portlet
Nyhedsmail fra DUKH