Praksisnyt og guides

Navn:

Praksisnyt 05 - Behandlingstilbud efter servicelovens § 102

Forfatter:
KC
Date:
20-06-2023
Resume:
Læs mere om reglerne om tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102
Lang tekst:

Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102

Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som har levet et ret ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v.


I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. I nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgifts-konto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og anvendt i praksis.


Ankestyrelsen har imidlertid med principmeddelelse 4-23 fastslået at udgangspunktet er at det sædvanligt behandlingssystem efter sundhedslovgivningen skal benyttes ved behov for behandling.


Kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling, men er efter 4-23 ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter


Hvad kan § 102 anvendes til?

Efter § 102 kan kommunen - ud over tilbud efter § 85 (§ 85 omhandler hjælp og støtte, som gør borgeren i stand til at varetage sin egen dagligdag) - give tilbud om behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.


Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.


I Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven, er det anført:


”15. Udgangspunktet for behandling efter serviceloven er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes ... Men der kan være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser, misbrug e.l., at det kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbuddet.”


I samme vejledning præciseres det i pkt. 16 at:


”§ 102 giver således hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud,

  • når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller
  • at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete borger.”

Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem.


I Vejledning om botilbud mv. til voksne, er det om behandling på kvindekrisecentre i medfør af servicelovens § 102, anført:


”159. Behandlingsydelser forudsættes først og fremmest ydet efter de almindelige regler herom. Der kan dog være situationer, hvor disse regler ikke er hensigtsmæssige eller tilstrækkelige. Efter servicelovens § 102 kan der derfor i særlige tilfælde gives tilbud om behandling.


Behandlingstilbud efter servicelovens § 102 skal ligge ud over de tilbud, der generelt tilbydes efter sundhedslovgivningen og skal herudover indgå i en handleplan for den enkelte, som et led i den samlede sociale indsats. Der vil typisk kunne være tale om socialpsykiatrisk, psykologisk eller specialterapeutiske behandlingstilbud, som kan medvirke til at forbedre/vedligeholde den enkeltes funktionsniveau fysisk, psykisk og socialt.”


I Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner (2018) står der i kap. 7.3.:


”Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling.


Behandling kan gives efter § 102, hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlingssystem, f.eks. fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen.”


Om kommunens forpligtelse i forhold til § 102

Ankestyrelsen har i principmeddelelse 4-23 behandlet 2 sager principielt for at afklare i hvilket omfang kommunerne er forpligtet til at bevilge behandling efter servicelovens § 102.


Ankestyrelsen fastslår med denne afgørelse, at:

  • Servicelovens bestemmelse i § 102 er en kan-bestemmelse
  • Kommunen har mulighed for, men er ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven
  • Der ikke er krav om, at kommune skal træffe en generel beslutning om at anvende Servicelovens § 102
  • Kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Dette betyder at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter § 102, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter denne bestemmelse.
  • En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling

Derudover fastslår Ankestyrelsen i 4-23 at det ”efter en konkret vurdering er enhver form for behandling, kommunen kan bevilge efter servicelovens § 102”.


Principmeddelelsen ændrer praksis i forhold til, hvilket omfang kommunen er forpligtet til at bevilge behandling efter serviceloven. Ankestyrelsens hidtidige praksis har været offentliggjort i principmeddelelse 5-13 og 28-17, der begge kasseret da de ikke længere har vejledningsværdi.


Praksisændringen medfører, at kommunerne i modsætning til efter hidtidig praksis kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Der er i forlængelse af denne praksisændring ikke grundlag for at kommunen eller Ankestyrelsen genoptager tidligere afgjorte sager.


Kan-bestemmelse med klageadgang

I principafgørelse 4-23  har Ankestyrelsens fastslået, at;


”Hvis en kommune vælger at anvende § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende.


Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller socialsituationer og om det imødekommer kriterieriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.


Dette betyder, at hvis borgeren f.eks. har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102 Overvejelser om behandlingens effekt m.v. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt.”


Der er fortsat klageadgang over afslag på behandling efter § 102, hvilket fremgår af principmeddelelse 4-23:


”Kommunens afgørelser efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen)”.

Afrunding

Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.


Kommunen kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.


Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem.


Tilbud efter § 102 kan ydes uafhængig af boform, dvs. også til borgere, der f.eks. har ophold i botilbud efter servicelovens § 108. Hjælpen efter § 102 ydes uafhængig af økonomi. Mange borgere, der i dag ikke kan få den nødvendige behandling i det sædvanlige behandlingssystem, bliver henvist til at søge om hjælp til betaling af udgiften til behandling efter aktivlovens § 82, men her ydes hjælpen som bekendt efter en økonomisk vurdering.

Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter § 102 kan således med fordel anvendes i en række situationer.


Afgørelsen kan påklages selv om det er en kan-bestemmelse. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling - og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen.


Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk


I dette Praksisnyt er henvist til:

Ankestyrelsens principafgørelser: 

Principmeddelelse 4-23 (nyt vindue)


Vejledninger:

Print eller download Praksisnyt 05 som pdf ved at klikke på print-ikonet.

Fil:

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Jupitervej 1 | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
09.00-15.00
Tirsdag
09.00-15.00
Onsdag
09.00-12.00
Torsdag
09.00-15.00
Fredag
09.00-12.00


Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk