Selvhjælp

Navn:

Tværgående

Text:
Her kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, der går på tværs af arbejdsmarkedsområdet og som vi ofte møder i vore rådgivning.
Sub:
FAQ:
Overskrift:

Kan et menneske med handicap have fortrinsret til et job?

Tekst:

Ved besættelse af ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere kan jobcentret indstille personer med handicap til fortrinsadgang. Personen er dermed sikret en ansættelsessamtale og skal ansættes, hvis arbejdsgiveren vurderer, at personen er lige så kvalificeret til stillingen som de øvrige ansøgere. Jobcentret rådgiver om brug af reglerne om fortrinsret.


Klageadgang

Efter kompensationslovens § 17 a, stk. 3 gælder det, at efter anmodning fra en person med handicap, som af en offentlig arbejdsgiver er blevet meddelt afslag på ansættelse i en ledig stilling, eller som af en offentlig myndighed er blevet meddelt afslag på tildeling af en ledig bevilling til stadeplads m.v. eller tilladelse til taxikørsel, kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg udtale sig om, hvorvidt arbejdsgiveren eller myndigheden har overholdt de i medfør af § 3, stk. 2, fastsatte regler om samtale- og forhandlingspligt. Anmodningen skal fremsættes senest 4 uger efter, at ansøgeren med handicap har modtaget arbejdsgiverens eller myndighedens beslutning om afslag på ansættelse eller tildeling af bevilling.

Overskrift:

Er alle omfattet af kontanthjælpsloftet eller er der undtagelser?

Tekst:

Alle personer, der modtager integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp er omfattet af kontanthjælpsloftet. Men der er visse situationer, hvor arbejdsindtægter, særlig støtte eller boligstøtte ikke medregnes i de samlede ydelser og dermed ikke indgår i beregningen af kontanthjælpsloftet.


Hvis du f.eks. er i gang med et STU-forløb (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse), kan du fradrage arbejdsindtægter op til 24.336 kr. årligt, som ikke modregnes i din uddannelseshjælp (aktivlovens § 31). Disse arbejdsindtægter indgår heller ikke i beregningen af kontanthjælpsloftet, hvilket betyder, at der er mere plads under loftet til f.eks. særlig støtte efter aktivlovens § 34 og boligstøtte.


I andre tilfælde vil dine arbejdsindtægter skulle modregnes i din uddannelses – eller kontanthjælp (dog bortses fra 25 kr. pr. udført arbejdstime). Din uddannelses- eller kontanthjælp vil derfor blive nedsat, men da arbejdsindtægter ikke indgår i beregning af kontanthjælpsloftet, vil det betyde, at du vil kunne beholde mere af din boligstøtte og særlig støtte efter § 34.


Ligeledes er der situationer, hvor din boligstøtte og særlige støtte undtages fra kontanthjælpsloftet. Det gælder, hvis du eller en person, du bor sammen med:

  • får boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede,
  • får boligstøtte efter reglerne for personer, der modtager døgnhjælp efter serviceloven,
  • er visiteret til og anvist en almen ældrebolig eller lignende boligtype på grund af en fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse, eller
  • får boligydelse og er anvist en almen ældrebolig eller lignende boligtype af kommunen.

Bemærk: Hvis du modtager ressourceforløbsydelse efter aktivlovens regler herom, er du ikke omfattet af kontanthjælpsloftet, uanset at ressourceforløbsydelse svarer til satserne for uddannelseshjælp og kontanthjælp.

Overskrift:

Har kontanthjælpsloftet indvirkning på min hjælp til merudgifter efter servicelovens § 100?

Tekst:

Alle personer, der modtager integrationsydelse, uddannelses- eller kontanthjælp efter aktivlovens §§ 22-25, er omfattet af et individuelt ydelsesloft (kontanthjælpsloft). Det betyder, at der er en grænse for, hvor meget du samlet kan modtage i hjælp. De ydelser, der indgår i kontanthjælpsloftet er

  • Integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp
  • Aktivitetstillæg og barselstillæg
  • Bidragstillæg
  • Særlig støtte til høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde aktivlovens § 34
  • Boligstøtte

Der er forskellige grænser (loftsstørrelser) alt efter din alder, om du er enlig, samlevende, gift, har forsørgerpligt overfor børn mv. Hvis dine samlede ydelser overstiger, det kontanthjælpsloft, du er indplaceret på, foretages der først nedsættelse i den særlige støtte efter aktivlovens § 34 og herefter i boligstøtten. Det er kommunen, der indplacerer dig på kontanthjælpsloftet.


Du skal være opmærksom på, at der er undtagelser, hvor særlig støtte og boligstøtte ikke medregnes i den samlede ydelse, f.eks. hvis du eller en i din husstand er visiteret til en særlig bolig på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Overskrift:

Har en borger ret til højere uddannelseshjælp og kontanthjælp når borgeren har en psykisk diagnose?

Tekst:

Lovgivningen har fastsat bestemte psykiske diagnoser, som medfører, at en borger som er udeboende eller har forsørgerpligt overfor et barn, kan få en højere uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Det betyder, at unge under 30 år, som ikke bor hos forældrene, vil kunne modtage uddannelses- eller kontanthjælp svarende til satsen for de over 30-årige. Borgeren skal fortsat opfylde de grundlæggende betingelser for ret til uddannelseshjælp eller kontanthjælp i forhold til formueforhold, ægtefælles forsørgelsespligt, rådighed med videre.


Hvilke diagnoser giver ret til højere ydelse?

Det er de konkrete diagnoser, som gør, at borgeren har ret til en højere uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Det skal være lægeligt dokumenteret, at borgeren har en af de psykiske diagnoser som fremgår af bestemmelsen. Efter Lov om aktiv socialpolitik § 23 stk. 3 nr. 4 og 5, altså uddannelseshjælp og § 25 stk. 3 nr. 4 og 5, kontanthjælp, er det følgende dokumenterede psykiske diagnoser der giver ret til en højere uddannelseshjælp og kontanthjælp:

  • Skizofreni
  • Skizotypisk sindslidelse
  • Vedvarende psykotisk tilstand
  • Korterevarende psykotisk tilstand
  • Skizoaffektiv lidelse
  • Uspecificeret ikke organisk betinget psykose
  • Emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype

Hvilken sats vil man være berettiget til ved højere uddannelseshjælp og kontanthjælp?

Størrelsen på uddannelseshjælp og kontanthjælp vil afhænge af om borgeren er forsørger eller ej. Satser med dokumenteret psykisk diagnose som ovenfor, er ydelsen den samme, uanset om der er tale om uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Det vil sige, at beløbet for uddannelseshjælp og kontanthjælp ved pågældende psykiske diagnoser er den samme, uanset om borgeren er over eller under 30 år.


Satser (2019):

Forsørgere: 15.180 kr. (før skat)

Ikke-forsørgere og udeboende: 11.423 kr. (før skat)

Overskrift:

225 timers reglen og arbejdsprøvning

Tekst:

Hovedreglen er, at du som kontanthjælpsmodtager skal opfylde arbejdskravet om 225 timers ordinært arbejde, når du sammenlagt har modtaget kontanthjælp i 1 år indenfor de seneste 3 år.


Kommunen har mulighed for at undtage dig for arbejdskravet, hvis du f.eks. har en meget begrænset arbejdsevne.


Der findes ingen regler for, at du kan undtages for arbejdskravet på grund af deltagelse i arbejdsprøvning eller anden afklaring af din arbejdsevne (dog er man undtaget, hvis man er under forrevalidering). Du skal derfor søge arbejde og overtage arbejde samtidig med, at du er i arbejdsprøvning. Se evt. også principafgørelse 98-17.


Kommunen har pligt til at indrette din arbejdsprøvning, således at du først og fremmest kan arbejde ordinært og opfylde dit arbejdskrav. De timer, du eventuelt er i stand til at arbejde udover dine ordinære timer, skal så bruges i forbindelse med arbejdsprøvningen.


Kommunen har pligt til at vejlede dig om arbejdskravet, herunder om mulighederne for jobsøgning og yde praktisk bistand til jobsøgningsaktiviteter.

Når du har modtaget et varslingsbrev, skal kommunen følge op på dette ved de efterfølgende samtaler i dit kontaktforløb.


Hvis kommunen ikke vejleder dig om din pligt til at søge job sideløbende med din arbejdsprøvning, kan det medføre, at en afgørelse om nedsættelse af din kontanthjælp, vil være ugyldig.

Overskrift:

Jeg er blevet undtaget fra 225-timers regler - hvad betyder det?

Tekst:

Hovedreglen er, at modtagere af én af disse ydelser skal opfylde et arbejdskrav på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde for ikke at få nedsat hjælpen.


Når en person har modtaget integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp i sammenlagt ét år eller derover indenfor de seneste tre år og ikke har haft mindst 225 timers ordinært ustøttet arbejde inden for de seneste 12 måneder, bliver hjælpen nedsat. Der er dog undtagelser, hvor en person undtages fra 225 timers reglen, sådan som du er blevet. Det fremgår af aktivlovens § 13 f, stk. 9.


Bl.a. vil følgende personer være undtaget fra 225 timers reglen jf. vejledningen til 225-timers reglen:

  • Personer, der har så begrænset en arbejdsevne, at de ikke på nuværende tidspunkt vil kunne arbejde på det ordinære arbejdsmarked. Det er forventningen, at en stor andel af de personer, der af kommunen er vurderet som aktivitetsparate, vil være heriblandt.
  • Personer, hvor der er påbegyndt udfyldelse af den forberedende del af rehabiliteringsplanen med henblik på forelæggelse for rehabiliteringsteamet,
  • Personer under forrevalidering.

Vurderingen af, om en person er undtaget fra 225 timers reglen, sker som led i det individuelle kontaktforløb. Jobcentret skal registrere undtagelsen med en fritagelsesmarkering.


Du vil som udgangspunkt ikke blive undtaget fra 225 timers reglen for en bestemt periode, men det vil skulle vurderes ved hver samtale i dit kontaktforløb.


Hvis du i 12 sammenhængende måneder eller mere har været undtaget fra 225 timers reglen, starter beregningen af din periode med hjælp i sammenlagt ét år inden for tre år forfra.


Hvis undtagelsen fra 225 timers reglen har været mindre end 12 måneder, f.eks. 6 måneder, forlænges perioden, inden for hvilken du skal opfylde arbejdskravet på de 225 timer tilsvarende.


Eksempler fra Ankestyrelsens principafgørelse 6-17:

"I en konkret sag havde kommunen vurderet, at borgeren var omfattet af arbejdskravet, idet kommunen vurderede, at hun ville kunne arbejde 5-6 timer om ugen effektivt. Kommunen lagde vægt på, at borgeren kunne arbejde 15-20 timer ugentligt med 25 % effektivitet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede kommunens afgørelse. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at et skånebehov på nedsat arbejdseffektivitet med 75 % reduktion i arbejdstempoet ikke ville kunne imødekommes på det ordinære arbejdsmarked. Borgeren var derfor omfattet af undtagelsen på grund af nedsat arbejdsevne.

I en anden konkret sag vurderede kommunen, at borgeren var omfattet af arbejdskravet, da borgeren havde været i virksomhedspraktik med butiksrelaterede opgaver med skånebehov i form af hensyntagen til din ryg og belasting af hænderne. Hun havde arbejdet 3 timer dagligt, og arbejdsgiver vurderede, at hun havde været meget arbejdsom, havde vist gode evner i forhold til service og kundebetjening, og arbejdsgiveren havde været glad for at have hende i butikken.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg stadfæstede kommunens afgørelse. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ikke i forbindelse med tilbuddet havde været tale om skånehensyn eller øvrige hensyntagende forhold ud over en nedsat arbejdstid, der afveg væsentligt fra forholdene på en ordinær arbejdsplads, og at der i øvrigt i sagen var oplysninger om, at borgerens funktionsniveau efter virksomhedspraktikken var øget yderligere."

Overskrift:

Kan man tage på ferie i udlandet, når man modtager kontanthjælp?

Tekst:

Du har ret til ferie med uddannelseshjælp, når du har modtaget uddannelseshjælp i 12 sammenhængende måneder. Ferien kan også holdes i udlandet.

Du har ret til 4 ugers ferie i alt, svarende til 28 dage. En ferieperiode må dog højest vare 2 uger.


Betingelser i øvrigt for uddannelses-/kontanthjælpsmodtagere:

  1. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder.
  2. Man skal opfylde betingelserne for at modtage uddannelses-/kontanthjælp, mens ferien afholdes.
  3. Man er ikke omfattet af rådighedsbestemmelserne m.v. i aktivlovens § 13, stk. 1-6, mens ferien afholdes.
  4. Hvis der er optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, skal denne ferie afholdes først.
  5. Ferieperiodens længde kan højest udgøre 2 uger ad gangen.
  6. Det er en betingelse for afholdelse af ferie, at man har indgået aftale med kommunen om feriens placering. Ved placering af ferien skal der tages hensyn til ansøgerens øvrige forhold, herunder familiens afholdelse af ferie, medmindre det i væsentlig grad modvirker den beskæftigelsesindsats, der er iværksat eller planlagt for personen. Ved uenighed mellem ansøger og kommune om, hvornår ferien skal afholdes, træffer kommunen afgørelse herom.
Overskrift:

Kan en kontanthjælpsmodtager komme på højskole?

Tekst:

Hovedreglen er efter lov om en aktiv socialpolitik § 12, at der ikke kan ydes uddannelses- eller kontanthjælp til personer under uddannelse, medmindre kommunen har givet tilbud om uddannelsen efter kap. 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB).


Det fremgår også af bkg. om uddannelsessøgendes ret til integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde. Hvis ikke du er omfattet af § 1 i bekendtgørelsen, kan du måske alligevel få godkendelse af kommunen til at deltage i uddannelse med uddannelseshjælp efter samme bekendtgørelses § 2. Men i så fald skal du være indstillet på at afbryde uddannelsesforløbet for at tage tilbud om arbejde eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.


Kommunen kan give tilbud om uddannelser, kurser mv. efter LAB § 90 og § 91. I disse situationer vil du kunne modtage uddannelses- eller kontanthjælp, forudsat du i øvrigt opfylder betingelserne.


Du vil også i nogle tilfælde kunne få godkendelse af kommunen til at deltage i selvvalgt uddannelse, mens du modtager uddannelses- eller kontanthjælp, men i disse situationer skal du være indstillet på at afbryde uddannelsen for f.eks. at tage et arbejde eller andet tilbud fra kommunen.

Overskrift:

Kan jeg søge om hjælp til dækning af tandbehandling?

Tekst:

Tilskud til tandpleje efter aktivlovens § 82 a:

Der er mulighed for at ansøge om tilskud til både forebyggende og behandlende tandpleje, såfremt du modtager en ydelse efter aktivloven, f.eks. uddannelseshjælp, kontanthjælp, integrationsydelse, revalideringsydelse*, ressourceforløbsydelse* og ledighedsydelse*. Ankestyrelsen har i principafgørelse 90-15 fastslået, at tilskuddet også omfatter regelmæssig diagnostisk undersøgelse.


Der er tale om et tilskud, og det betyder, at der er en egenbetaling på 600 kr. pr. år for dig som borger, dvs. der ikke ydes tilskud, såfremt tandbehandlingen ikke overstiger egenbetalingen. Der kan være tale om flere behandlingsforløb, men egenbetalingen vil fortsat være 600 kr. årligt, uanset at der er tale om flere behandlinger. Graden af tilskud er afhængig af din alder, og hvilken forsørgelse du modtager. Du kan læse mere herom i Vejledning om hjælp i særlige tilfælde og hjælp til efterlevende efter kapitel 10 og 10 a i lov om aktiv socialpolitik pkt. 30.


Såfremt du ikke har økonomisk mulighed for at betale egenbetalingen, kan du søge kommunen om dette efter aktivlovens § 82. Du skal være opmærksom på, at dette skal der ansøges om og bevilges, førend tandbehandlingen udføres. Der er ikke beløbsmæssig grænse for tilskuddet. Du skal dog være opmærksom på, at der er forskellige regler i forhold til, hvorvidt der er tale om behandlinger for under eller over 10.000 kr.


Tandbehandlinger under 10.000 kr.: Der skal ikke være en forhåndsgodkendelse førend behandlingen udføres. Det betyder, at du ikke behøver, at have ansøgt om tilskuddet forinden, men det kan være en god idé at gøre, således at du er sikker på, at du er omfattet af målgruppen for ret til tilskud.


Tandbehandlinger over 10.000 kr.: Der skal være en forhåndsgodkendelse fra kommunen, førend behandlingen påbegyndes og kommunen skal vurdere om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt begrundet. Det betyder, at når den samlede tandbehandling er over 10.000 kr., så skal forløbet forinden være godkendt af kommunen, og der skal være tale om en nødvendig og helbredsmæssig tandbehandling. Dvs. at der ikke kan gives tilskud, såfremt der er tale om tandbehandling, der er overflødig eller af kosmetisk karakter. Såfremt du har fået en forhåndsgodkendelse på det konkrete behandlingsforløb, gælder dette så længe, du opfylder betingelserne og endvidere i minimum 2 måneder fra godkendelsen, såfremt du ikke længere opfylder betingelserne, f.eks. hvis du er kommet i arbejde.


Kommunen har en særlig forpligtelse overfor socialt udsatte og skal gennem opsøgende arbejde orientere udsatte borgere om muligheden for at søge tilskuddet til tandbehandling.


* Ved revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse er der en særlig betingelse i forhold til, at der skal foretages en konkret beregning af om du ville være berettiget til i uddannelseshjælp, kontanthjælp eller integrationsydelse, såfremt du ikke modtog anden ydelse. Du skal endvidere opfylde betingelserne for ret til ydelserne i forhold til ægtefælles forsørgelsespligt og formueforhold. Se mere i pkt. 29 i Vejledning om hjælp i særlige tilfælde og hjælp til efterlevende efter kapitel 10 og 10a i lov om aktiv socialpolitik.


Hjælp til tandbehandling efter aktivlovens § 82:

Der er også en mulighed for bl.a. tandbehandling efter aktivlovens § 82. I forhold til denne bestemmelse er der andre regler, som du skal være opmærksom på. Det er ikke et krav, at du modtager ydelser efter aktivloven, dvs. du f.eks. kan være førtidspensionist (reglerne efter 2003). Der er tale om en trangsbestemmelse, hvilket betyder, at for at være berettiget til hjælpen, skal du og evt. din ægtefælle ikke selv have økonomisk mulighed for at afholde udgiften. Kommunen vil derfor beregne dit rådighedsbeløb for at vurdere, om du selv har mulighed for at betale for behandlingen.


Der kan alene gives hjælp til nødvendige og helbredsmæssigt velbegrundet tandbehandlinger. Der kan også gives hjælp til individuelt forebyggende behandlinger, men ikke til alene diagnostisk undersøgelse jf. principafgørelse 90-15, som ellers er muligt efter aktivlovens § 82 a som ovenfor beskrevet.


Du skal være opmærksom på, at kommunen skal have bevilget hjælpen førend tandbehandlingen påbegyndes. Såfremt du er påbegyndt behandlingen er du som udgangspunkt ikke berettiget til at få hjælp efter Aktivlovens § 82, og dette er uanset størrelsen af behandlingen.

Overskrift:

Kan der bevilges hjælp til udsættelsestruede lejere?

Tekst:

I Lov om aktiv socialpolitik § 81 a er det bestemt, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede midlertidige huslejeudgifter, såfremt du som borger er udsættelsestruet pga. manglende betaling af huslejerestancer, og hvis det på sigt kan forebygge, at borgeren udsættes af boligen. Hjælpen er særlig målrettet børnefamilier og/eller er social udsatte. Formålet med bestemmelsen er at forebygge, at du som borger og familie ikke bliver udsat af dine bolig. 


For at være berettiget er der følgende krav:

  • Du har ikke selv økonomisk mulighed for at afholde udgiften til huslejerestancen, og der vil således skulle foretages en trangsvurdering af din økonomiske situation. Dog er det ikke et krav, at du modtager hjælp til forsørgelse via aktivloven som f.eks. kontanthjælp, ressourceforløbsydelse mv.
  • Førend kommunen kan yde hjælp, skal udlejer have varslet, at du udsættes af din lejebolig, såfremt de manglende restancer ikke betales. Det er således ikke i sig selv tilstrækkeligt, at der er huslejerestancer, men der skal være en reel varsling om, at du udsættes af lejeboligen.
  • Kommunen kan betinge hjælpen af, at personen indgår en administrationsaftale, medvirker til fastsættelse af en plan for flytning til en mere passende bolig eller deltager i gældsrådgivning el.lign.

Der er således en mulighed for hjælp fra kommunen til betaling af huslejerestancen, såfremt du opfylder betingelserne derfor. Du kan kontakte din kommunen for nærmere rådgivning og ansøgning herom.

Overskrift:

Kan kommunen omvisitere til kommunens eget aktivitets- og samværstilbud, når borgeren ikke ønsker dette?

Tekst:

Efter servicelovens § 104 skal kommunen tilbyde aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene. Formål, målgrupper og indhold samt kommunens forpligtelse er nærmere beskrevet nærmere i Vejledning om ledsageordning, kontaktperson til døvblinde, funktionsevnemetoden, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud (afsnit V). Her fremgår det bl.a. af pkt. 75, at kommunen skal sikre, at der er egnede aktivitets- og samværstilbud til de målgrupper, der er nævnt i loven enten i kommunalt, regionalt eller privat regi.


Bemærk, at der for borgeren ikke er frit valg med hensyn til, hvilket tilbud efter § 104, som borgeren måtte ønske. På den anden side skal borgeren selvfølgelig medinddrages og have medindflydelse efter reglerne i retssikkerhedslovens § 4.


Endelig skal nævnes servicelovens § 3, som fastslår, at det er kommunen, som træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven. Det fremgår af § 3, at når kommunen træffer afgørelse om tilbud efter bl.a. servicelovens 104, skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed. Hvis den konkrete indsats ændres væsentligt, finder forvaltningslovens kapitel 3-7 (partshøring, begrundelse, klagevejledning m.v.) anvendelse ved kommunens beslutning herom. Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan indbringes for Ankestyrelsen.


Kommunen har bl.a. en forpligtelse til at behandle borgere og træffe afgørelser ud fra en konkret og individuel vurdering. Kommunen skal forholde sig til de oplysninger der er i sagen, og sikre sig, at borgeren eller dennes værge sikres inddragelse og høres. Kommunen skal også revidere handleplanen for borgeren efter reglerne i servicelovens § 141.

Overskrift:

Kan kommunen reducere et beskyttet beskæftigelsestilbud kollektivt for en hel gruppe?

Tekst:

Ja, kommunen kan godt beslutte at ændre sit serviceniveau og dermed beslutte at reducere omfanget af beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud. Dette er dog betinget af, at kommunen holder sig inden for lovens rammer, og at kommunen forud for afgørelsen har foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.


Kommunen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til borgere under folkepensionsalderen, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet - og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.


Herudover skal kommunen tilbyde aktivitets- og samværstilbud til samme personkreds til opretholdelse eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene.


Ingen nedre grænse for omfang af beskyttet beskæftigelse

Der er ikke i lovgivningen fastsat en nedre grænse for omfanget af tilbud om beskyttet beskæftigelse samt samværs- eller aktivitetstilbud. Kommunen skal dog altid vurdere behovet for støtte ud fra en konkret og individuel vurdering. Dette skal ske med udgangspunkt i en helhedsvurdering af borgerens samlede situation, dvs. at kommunen også skal se på, hvilken hjælp og støtte borgeren i øvrigt modtager. Bemærk formålet med bestemmelsen, som er at sørge for beskæftigelsesaktiviteter til borgere, som på grund af en betydelig psykisk eller fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår eller benytte tilbud efter anden lovgivning.


Praksis på området

Principafgørelse C-42-01 belyser problemstillingen nærmere. Sagen handler om en amtskommune, der havde reduceret omfanget af et dagtilbud fra 100% til 60%. Ankestyrelsen gav amtet medhold med den begrundelse, at der var foretaget en konkret og individuel helhedsvurdering af borgerens samlede bo - og beskæftigelsessituation, hvor der også blev lagt vægt på, hvilken støtte borgeren i øvrigt modtog. Ankestyrelsen fandt endvidere, at afgørelsen ikke var åbenbart urimelig.


Principafgørelsen 90-14 fastslår, at en kommune ikke var berettiget til at nedsætte en borgers tilbud om beskyttet beskæftigelse fra fire til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan passe sig selv eller bruge sit aktivitets- og samværstilbud (se evt. principafgørelse 89-14) i et større omfang. Det fremgår af afgørelsen, at

  • en reduktion af tilbuddet ikke kan begrundes med, at borgeren overlades til sig selv eller henvises til et aktivitets- og samværstilbud,
  • en ændring, herunder nedsættelse, af en borgers tilbud om beskyttet beskæftigelse forudsætter en konkret og individuel vurdering, hvor borgerens ønske om at være i beskæftigelse og borgerens funktionsevne inddrages,
  • kriterier for ændringen kan eksempelvis være borgerens ønske om en ændring af tilbuddet, eller at borgerens behov for beskæftigelse bliver opfyldt ved den nye bevilling,
  • nedsættes tilbuddet på grund af en forværring af borgerens funktionsevne imod borgerens ønske, skal kommunen undersøge, om borgeren kan tilbydes anden beskyttet beskæftigelse, hvor der tages hensyn til borgerens yderligere nedsatte funktionsevne,
  • et tilbud om beskyttet beskæftigelse ikke kan nedsættes med henvisning til et aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104, medmindre borgerens behov eller funktionsevne har ændret sig i overensstemmelse hermed,
  • kommunen ved ændring af serviceniveauet skal foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt tilfælde, inden en tidligere bevilling ændres.
Overskrift:

Har man mødepligt i beskyttet beskæftigelse?

Tekst:

Kommunen skal tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, som ikke er i stand til at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.


Borgere i beskyttet beskæftigelse modtager i den forbindelse en ydelse. Udgangspunktet for aflønningen af personer i beskyttet beskæftigelse er, at personen lønnes efter indsats, efter individuel timeløn efter arbejdsvurdering eller som arbejdsdusør på mindst 5 % af områdets mindste overenskomstmæssige løn.


Beskæftigelsen og aflønningen er afhængig af, hvordan tilbuddet er tilrettelagt for borgeren. Der er ikke nogen nedre grænse for, hvor lidt man kan benytte beskæftigelsestilbuddet, dette afhænger af den enkeltes behov, og derfor også den enkeltes bevilling.

En social ydelse har betingelser tilknyttet. Såfremt en borger opfylder betingelserne for at få støtte efter servicelovens § 103, skal ydelsen tilbydes.


Bevillingen

Hvis kommunen fratager borgeren sin bevilling, skal kommunen lave en ny afgørelse og give en individuel og konkret begrundelse for, hvorfor bevillingen er frataget. Kommunen skal påse, om borger er berettiget til en løbende ydelse, også efter denne er bevilget.


Borgerens bevilling er afhængig af, om den pågældende opfylder betingelserne for den sociale ydelse - i dette tilfælde beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103. Principperne for at miste den enkelte sociale ydelse er afhængig af betingelserne i paragraffen. Pligten til at møde i den beskyttede beskæftigelse er derfor afhængig af, hvordan bevillingen er sammensat.

Overskrift:

Hvad er et uddannelsespålæg?

Tekst:

Kommunen skal give et uddannelsespålæg til alle unge, der søger om uddannelseshjælp.


Uddannelseshjælpsmodtagere er unge under 30 år, der ikke har gennemført en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse (EGU) eller en videregående uddannelse.


En uddannelseshjælpsmodtager (UHM) bliver visiteret enten som uddannelsesparat (eller åbenlyst uddannelsesparat) eller aktivitetsparat.


Alle skal have et uddannelsespålæg, som skal føre frem til, at den unge kan påbegynde og gennemføre en uddannelse.


3 trin

Der er tre trin i et uddannelsespålæg:

  • Trin 1: den unge skal finde uddannelser, som er realistiske og relevante, som den unge kan søge ind på og derefter prioritere dem.
  • Trin 2: den unge skal søge optagelse på én eller flere af uddannelserne.
  • Trin 3: Den unge skal starte på en uddannelse og fuldføre den.

Indsatsen

Indsatsen i uddannelsespålægget vil være forskellig, alt efter om der er tale om en uddannelsesparat eller aktivitetsparat.


Åbenlyst uddannelsesparate: Det er de unge, der ingen barrierer har for at påbegynde og gennemføre en uddannelse. Uddannelsespålægget for denne gruppe går ud på, at den unge straks bør i gang med at finde og søge optagelse på en uddannelse. Indtil uddannelsen starter, skal den unge finde et job eller alternativt arbejde for sin uddannelseshjælp.


Uddannelsesparate: Det er de unge, der med den rette støtte og aktive indsats, vurderes at kunne påbegynde en uddannelse inden for ét år og gennemføre denne uddannelse på almindelige vilkår.


Uddannelsespålægget for denne gruppe kan indeholde et uddannelsesafklarende tilbud f.eks. vejledning og opkvalificering, brobygningsforløb på en uddannelsesinstitution og virksomhedspraktik. Der kan også ved behov gives tilbud om forberedende voksenundervisning (FVU) og mentorstøtte.


Aktivitetsparate: Det er de unge, der ikke vurderes at være uddannelsesparate grundet problemer af faglig, social og/eller helbredsmæssig karakter. Disse unge har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ét år, inden de kan påbegynde en uddannelse, som de kan gennemføre på almindelige vilkår. Uddannelsespålægget for denne gruppe kan indeholde forskellige uddannelsesunderstøttende tiltag f.eks. brobygning på en uddannelsesinstitution, læse-, skrive- og regneundervisning og virksomhedspraktik.


Hvis den aktivitetsparate unge ikke er i stand til at deltage i andre indsatser, skal kommunen give den unge mentorstøtte. Endvidere har en aktivitetsparat ung ret til en koordinerende sagsbehandler, og kommunen skal tilbyde den unge en koordinerende sagsbehandler umiddelbart, når den unge vurderes aktivitetsparat.


Udarbejdelse og revision af et uddannelsespålæg er garantiforskrifter

Det fremgår af principafgørelse 87-14, at 1) udarbejdelse og 2) revision af et uddannelsespålæg er garantiforskrifter, der skal sikre, at kommunen træffer afgørelse på et fyldestgørende grundlag. Principafgørelsen fastslår, at

  • udarbejdelsen og revisionen af uddannelsespålægget har til formål at skabe et fyldestgørende grundlag for kommunens uddannelsesrettede indsats for den uddannelsesparate eller aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtager, og dermed for de afgørelser, som kommunen skal træffe overfor borgeren,
  • hvis kommunen ikke har udarbejdet et uddannelsespålæg, eller revideret det, er der tale om en væsentlig retlig mangel ved kommunens afgørelse om at give borgeren et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven - afgørelsen vil derfor som udgangspunkt være ugyldig,
  • når afgivelsen af et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven er ugyldig, er en afgørelse om fradrag i hjælpen for udeblivelse fra tilbuddet også ugyldig.
Overskrift:

Ny rehabiliteringsplan efter ressourceforløb

Tekst:

Rehabiliteringsplanens forberedende del skal udarbejdes, før sagen kan behandles i rehabiliteringsteam. Ankestyrelsen har i to principafgørelser behandlet problemstillinger omkring rehabiliteringsplan.


Principafgørelse 6-14: Her fremgår det, at kommunen er forpligtet til at udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del, når sagen skal behandles i rehabiliteringsteamet.


Principafgørelse 21-14: Her fremgår det, at en mangelfuld rehabiliteringsplan kan medføre, at en afgørelse er ugyldig. Det fremgår, at LÆ 265 – praktiserende læges vurdering skal indhentes før behandling af sagen i rehabiliteringsteamet, og at denne vurdering ikke kan erstattes af anden læges vurdering.


Det betyder, at der i din sag skal udarbejdes en ny rehabiliteringsplan eller opdateres den allerede foreliggende, hvis sagen skal genbehandles i rehabiliteringsteamet. Der skal endvidere indhentes en LÆ 265 – praktiserende læges vurdering.


Indsatsdelen i rehabiliteringsplanen

Indsatsdelen skal anvendes i sager om ressourceforløb, jobafklaringsforløb og kategori 3 sygedagpengesager. I indsatsdelen beskrives mål, delmål og indsatser som iværksættes jf. § 5 i Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. DUKH forudsætter derfor, at der i forbindelse med dit ressourceforløb er udarbejdet indsatsdelen.


Indsatsdelen er en del af rehabiliteringsplanen, og det er derfor DUKH's vurdering, at indsatsdelen skal indgå i den samlede rehabiliteringsplan som anvendes ved sagens behandling i rehabiliteringsteamet.

Overskrift:

Kan jeg få økonomisk støtte til omskoling - f.eks. revalidering, fordi mit barn har et handicap

Tekst:

Umiddelbart er du ikke berettiget til økonomisk hjælp til ny uddannelse, fordi du er forælder til barn med handicap.


Det er en velkendt problemstilling, at det kan være svært for forældre til børn med handicap at få familielivet til at hænge sammen med arbejdslivet; men dette medfører ikke, at man er berettiget til revalidering, herunder f.eks. økonomisk hjælp til ny uddannelse. For at komme i betragtning til revalidering, skal du have begrænsninger i din arbejdsevne af mere end midlertidig karakter. Din arbejdsevne kan være nedsat af helbredsmæssige, sociale og/eller psykiske årsager. Kommunen skal anvende rehabiliteringsplanens forberedende del som grundlaget for vurderingen af, om du kan tilbydes revalidering. Der skal ligeledes indhentes en vurdering fra din egen praktiserende læge.


At du har et barn med handicap, gør - selvom det kan være nok så indgribende i hverdagen - dig ikke berettiget til revalidering.


Andre muligheder for støtte til forældre

Der kan være andre muligheder for støtte, når man er forælder til et barn med handicap, f.eks. mulighederne for kompensation for tabt arbejdsfortjeneste (§ 42 i serviceloven) og merudgifter til børn (§ 41 i serviceloven). 

Publikationer:

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Jupitervej 1 | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
 09.00-13.00
Tirsdag
 09.00-13.00
Torsdag
 09.00-13.00
Fredag
 09.00-13.00

Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk