Videre til indhold | Videre til menunavigation

Navigation

Personal tools
Viden - selvhjælp
Du er her: Forside Viden - selvhjælp Voksne Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie

Handlinger tilknyttet webside

Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie

Fra 1. januar 2018 kan visse regionale og kommunale døgntilbud tilbyde tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie til døgntilbuddets beboere over 18. år.

Read All

Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie

Folketinget vedtog d. 8. juni 2017 Lov nr. 649 af 8. juni 2017 om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie (tilkøbsloven) til ikrafttræden 1. januar 2018, hvorfra visse regionale og kommunale døgntilbud kan tilbyde tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie til døgntilbuddets beboere over 18. år.

Det er op til det enkelte døgntilbud, som er omfattet af tilkøbsordningen, hvorvidt det vil give beboerne mulighed for at tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse til ferie.

Formål

Tilkøbsloven giver visse kommunale og regionale døgntilbud mulighed for at tilbyde tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie til døgntilbuddets beboere over 18 år.

Hensigten med loven er tillige, at give beboere i kommunale og regionale døgntilbud mulighed for at tage det personale, som de allerede kender, med på ferie.

Hvilke døgntilbud kan beslutte at tilbyde tilkøb?

Det er kun døgntilbud, der er omfattet af socialtilsynslovens § 4, stk. 1, nr. 2 og 3, der kan levere socialpædagogisk ledsagelse under ferie. Socialtilsynet skal således godkende og føre det driftsorienterede tilsyn med døgntilbuddet.

Det betyder, at beboere, som f.eks. bor i plejeboliger, plejehjem eller botilbud, som ikke er omfattet af socialtilsynet, ikke er omfattet af muligheden for at kunne tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse under ferie.

Kravet om, at der skal være tale om døgntilbud for voksne, medfører, at anbringelsessteder efter servicelovens § 66, stk. 1, ikke er omfattet af loven, selvom anbringelsesstedet modtager unge over 18 år i efterværn efter servicelovens § 76, stk. 3.

Frivilligt om døgntilbuddet vil tilbyde tilkøb

Det er frivilligt for det enkelte døgntilbud, om det ønsker at tilbyde beboerne tilkøb. I en kommune vil der derfor kunne være forskelle fra døgntilbud til døgntilbud på, om der leveres tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie.

Det vil være op til det enkelte døgntilbud at tilrettelægge tilkøbsordningen. Heri ligger bl.a., at døgntilbuddene også selv beslutter, hvordan de vil gøre deres beboere opmærksomme på muligheden for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie.

Målgruppe

Målgruppen for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse er voksne (fra 18 år og opefter) beboere i døgntilbud med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Dette vil ofte være en kognitiv funktionsnedsættelse som f.eks. udviklingshæmning eller en hjerneskade.

Beboere, som f.eks. både har en psykisk- og en fysisk funktionsnedsættelse eller en psykisk funktionsnedsættelse og særlige sociale problemer, er også i målgruppen for tilkøb, mens beboere, der f.eks. alene har en fysisk funktionsnedsættelse, efter loven ikke er i målgruppen for at kunne tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse under ferie.

For at være i målgruppen skal beboeren ud over at have en betydelig nedsat psykisk funktionsevne være visiteret til socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85, der leveres af døgntilbuddet.

Betingelser for tilkøb

Det er en forudsætning for tilkøb efter loven, at beboeren på eget initiativ beder om det, og at det enkelte døgntilbud ønsker at levere tilkøb.

Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie skal ligge ud over den indsats efter servicelovens § 85, som beboeren er visiteret til i døgntilbuddet, herunder også den eventuelle socialpædagogiske ledsagelse til ture og ferier, som måtte ligge i visitationen (dvs. er bevilget som en del af døgntilbuddet).

For at der kan tilkøbes socialpædagogisk ledsagelse under ferie, skal ferien indeholde mindst én overnatning. Der er ikke sat en øvre grænse for, hvor længe ferien kan vare, hvilket vil sige, at den kan bestå af en enkelt eller flere overnatninger.

Ferien kan både foregå individuelt og i grupper, hvis beboerne ønsker dette og er enige om, hvor ferien skal gå hen. Ferie skal forstås bredt, og det er således f.eks. muligt at tilkøbe socialpædagogisk ledsagelse til en weekendtur i sommerhus, en ferie i udlandet, et landsstævne og festivaler med én eller flere overnatninger.

Ferien kan finde sted her i landet eller i udlandet afhængig af den enkelte beboers ønsker.

Det personale, som yder socialpædagogisk ledsagelse, skal være ansat i det døgntilbud, der tilbyder den socialpædagogiske ledsagelse som tilkøb.

For at døgntilbuddet kan tilbyde tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie, er det endvidere en forudsætning, at døgntilbuddet sikrer, at ferien kan gennemføres personalemæssigt forsvarligt. Døgntilbuddet har således ansvaret for at sikre, at brugen af tilkøbsydelser hverken medfører negative konsekvenser for den beboer, som tilkøber socialpædagogisk ledsagelse - de andre beboere på døgntilbuddet, der ikke benytter sig af tilkøbsmuligheden - de medarbejdere, som leverer tilkøb under ferie - samt for de medarbejdere, der i mellemtiden leverer hjælp og støtte i døgntilbuddet.

Omkostninger i forbindelse med tilkøb

Beboeren, der ønsker at tilkøbe ledsagelse under ferie, afholder omkostningerne hertil.

Prisen, som borgeren skal betale for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse på ferier, afhænger af hjælpens omfang, herunder f.eks. om borgeren skal have en eller flere ledsagere med. Prisen for tilkøbsydelsen skal fastsættes ud fra en beregning af de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved at levere tilkøbsydelsen

Beregning af omkostninger ved ydelse af tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse omfatter:

  1. Direkte omkostninger, der er forbundet med leverance af ydelsen, f.eks. løn til socialpædagogisk ledsager(e) inkl. pensionsbidrag og andre løndele, herunder evt. kolonitillæg, lokale tillæg og kvalificerende tillæg knyttet til de(n) udførende medarbejder(e). Direkte omkostninger omfatter derudover udgifter til rejsen, herunder transport, leje af bolig, kost rengøring, evt. udstyr og forsikringer m.v.
  2. Indirekte omkostninger, der er forbundet med leverance af ydelsen, som f.eks. administration.

Alle omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen, skal medtages i prisberegningen. For både direkte og indirekte omkostninger gælder det, at der som udgangspunkt altid skal henføres det faktisk forbrugte beløb. Der skal modregnes væsentlige, identificerbare besparelser i f.eks. personaleressourcer og kost m.v. på døgntilbuddet i den periode, hvor beboeren ikke opholder sig på døgntilbuddet. Der skal være fuld gennemsigtighed i beregningerne og de data, der indgår heri.

Døgntilbud, der sælger socialpædagogisk ledsagelse efter tilkøbsloven, skal holde døgntilbuddets indtægter fra og omkostninger til tilkøb adskilt fra døgntilbuddets øvrige indtægter og omkostninger.

Socialtilsynet skal ikke føre tilsyn med eller godkende regnskaber vedrørende døgntilbuddets tilkøbsydelser.

Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

Der er i loven fastsat regler for anvendelses af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten af det personale, som tilkøbes til at yde den socialpædagogiske ledsagelse under en ferie - samt for adgangen til klage herover.

Klageregler

Det er ikke kommunen, som visiterer borgerne eller træffer afgørelse om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse under ferie, men døgntilbuddets ledelse, der kan træffe beslutning om at tilbyde tilkøb.

Der er ikke klageadgang for beboerne over døgntilbuddets beslutning om ikke at give mulighed for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie.

Som det også fremgår ovenfor, er det frivilligt for det enkelte døgntilbud, om det ønsker at tilbyde beboerne tilkøb. Hvis døgntilbuddet har besluttet, at det skal være muligt for beboerne at tilkøbe socialpædagogiske ledsagelse til ferie, skal døgntilbuddet fra gang til gang vurdere, hvorvidt der vil kunne leveres tilkøb under ferie under hensyntagen til samtlige af døgntilbuddets beboere og personale.

Hvis en beboer enten er utilfreds med døgntilbuddets levering af tilkøb under ferie eller mangel på samme, skal dette afklares gennem dialog med døgntilbuddet.

Evaluering af tilkøbsordningen

Tilkøbsordningen evalueres i 2019.

Du kan læse mere her:

Sidst opdateret 03/01 2018.