Praksisnyt og guides

Navn:

Praksisnyt 06 - Opsplitning af BPA-ordninger

Forfatter:
SL
Date:
12-10-2023
Resume:
Læs mere om reglerne for BPA-ordningen og hjælp døgnet rundt.
Lang tekst:

Opsplitning af BPA-ordninger i små bidder og hjælp døgnet rundt

I DUKH får vi jævnligt henvendelser fra borgere, som har en BPA-ordning, eller som har søgt om en BPA-ordning, og som er uenige i eller ikke forstår kommunens udmåling af hjælpen.


Nogle borgere har fået udmålt hjælpen i BPA-ordningen så snævert og opsplittet, at det kan være svært at få øje på fleksibiliteten og den sammenhængende hjælp i ordningen.


En opsplitning af hjælpen eller en meget snæver udmåling af hjælpen er umiddelbart ikke i overensstemmelse med formålet med en BPA-ordning. Formålet med en sådan ordning er at støtte borgerens fleksibilitet og selvbestemmelse i forhold til at kunne tilrettelægge sin egen hverdag. Det kan være svært for borgeren at administrere en ordning, hvis der kun er bevilget lige præcis den tid, som aktiviteterne kræver, og at hjælpen er udmålt til at foregå på bestemte fastlagte tidspunkter af døgnet.


Formålet med BPA

Formålet med BPA er at tilbyde borgeren en fleksibel hjælperordning, der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.


Ordningen er rettet mod borgere med massive og sammensatte hjælpebehov, hvor borgerens behov for personlig og praktisk hjælp, ledsagelse og eventuelt overvågning ikke kan ydes efter andre bestemmelser i serviceloven. Det betyder, at for at være berettiget til en BPA-ordning vil borgeren ofte have behov for hjælp spredt ud over alle døgnets 24 timer. På den anden side betyder det ikke automatisk, at borgeren har ret til hjælp i alle døgnets 24 timer. Der skal dog altid foretages en individuel og konkret udmåling af hjælpen.


Ved udmåling af hjælpen i en BPA-ordning kan kommunen derfor ikke udelukkende udmåle hjælpen på baggrund af kommunens kvalitetsstandarder på hjemmehjælpsområdet (§ 83).


I Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance er der gjort rede for principperne for udmålingen af hjælpen. Det fremgår helt klart, at kvalitetsstandarder fra hjemmeplejen ikke er anvendelige i forbindelse med udmåling af hjælpen i en BPA.


Det præciseres bl.a. i vejledningens punkt 32:


”Pkt. 32. Udgangspunktet for udmålingen af hjælp efter servicelovens § 96 er en konkret, individuel vurdering af borgerens behov for hjælp og formålet med ordningen om at skabe en fleksibel og helhedsorienteret ordning med borgerens selvbestemmelse i centrum. Denne tager udgangspunkt i, hvad den enkelte borger selv kan klare med henblik på at kunne leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede, både i og uden for hjemmet. Udmålingen af hjælp har dermed et andet sigte end udmåling af personlig og praktisk hjælp i hjemmet, og kvalitetsstandarder for § 83 kan derfor ikke anvendes som udgangspunkt for udmålingen af hjælp efter § 96, da hjælpebehovet ofte omfatter større og mindre opgaver spredt over hele døgnet, og hvor det ikke nødvendigvis er forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og konkret til hvilke opgaver.”


Alligevel forekommer det, at vi i DUKH, får henvendelser fra borgere hvor udmålingen af hjælpen tydeligt bærer præg af, at kommunen har anvendt § 83-kvalitetsstandarder ved udmålingen af hjælpen efter § 96.


Det fremgår også af vejledningens punkt 32 vedrørende udmåling af hjælpen:


”Vurderingen skal foretages med afsæt i formålet med BPA, og må således ikke være så snævert, at timerne kun kan udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, da det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i ordningen”.


Aktivitetsniveau

Det er ikke et krav, for at få udmålt hjælp efter § 96, stk. 1, at borgeren har eller kan få et højt aktivitetsniveau.


Dog kan en borgers aktivitetsniveau i det konkrete tilfælde være en del af vurderingen af, hvorvidt borgeren har et behov, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte i form af en BPA-ordning. Der skal i den forbindelse tages hensyn til formålet med bestemmelsen, som er at give personer med omfattende funktionsnedsættelser mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt.


Borgerens aktivitetsniveau skal derfor inddrages i udmåling af hjælpen.


Udmåling af puljetimer

Der er mulighed for at udmåle en årlig pulje af timer i en BPA-ordning, som borgeren selv kan råde over.


Det er særligt i de situationer, hvor borgeren ikke modtager døgnhjælp, eller i en nystartet BPA-ordning, hvor der fortsat er usikkerhed om borgerens konkrete hjælpebehov.


Der kan også være tale om situationer, hvor det som følge af borgerens funktionsnedsættelse, ikke er muligt at forudsige hjælpen, og planlægge hjælpen eller varigheden af aktiviteten/aktiviteterne.


Der kan fx udmåles puljetimer til weekendophold, kurser, ferier, MUS og oplæring af hjælpere.


Mulighed for hjælp døgnet rundt

I marts 2003 anførte daværende socialminister i ministersvar S 2582 bl.a.:


”Som anført … er udgangspunktet således, at brugerens behov for hjælp er omfattende og komplekst, og den hjælp, der udmåles efter servicelovens § 96, skal dække brugerens behov for hjælp døgnet rundt.


Når der ydes hjælp efter servicelovens § 96, vil der således være tale om et hjælpebehov, der er ganske omfattende og som også ofte vil omfatte hjælp på alle tider af døgnet.”


I forarbejderne til servicelovens bestemmelse om hjælpeordning (L 229 16.4.1997) er det anført:


”Hjælpen gives med udgangspunkt i en individuel behovs-vurdering. ... . Selv om udgangspunktet for hjælpen er, at den skal dække hele døgnet, er der ikke noget til hinder for, at den pågældende får udmålt et mindre antal timer, hvis han/hun ønsker det, fx på grund af et ønske om at være alene nogle timer, eller hvis en pårørende fx kan og vil påtage sig hjælpefunktionerne nogle timer.”


Hvis borgeren kan være alene i kortere perioder uden behov for hjælp, kan der tages højde for det ved udmålingen af hjælpen.


Dette præciseres bl.a. i Ankestyrelsens principmeddelelse 110-11.


Udmåling af hjælp i en BPA-ordning, skal ske ud fra en individuel vurdering af borgerens behov for hjælp og med udgangspunkt i, hvad borgeren selv kan klare.


Ankestyrelsen vurderede i sagen, at kommunes udmåling af hjælp til plejeopgaverne kunne dække borgerens hjælpebehov. Ankestyrelsen vurderede ud fra de lægelige oplysninger i sagen, at borgeren kunne være alene i kortere perioder, og at det var muligt at lave en tidsplan/tilrettelægge hjælpen, så borgeren fik dækket sit behov for hjælp på de tidspunkter på dagen, hvor borgeren havde behov for hjælpen.


Når kommunen skal udmåle timerne, skal vurderingen foretages med udgangspunkt i formålet med BPA. Der må på den ene side ikke foretages så snæver en udmåling, at timerne kun kan udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte behov/aktiviteter. Det vil i givet fald mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er formålet med ordningen. Men der må på den anden side heller ikke ske en overkompensation, hvis borgeren reelt ikke har behov for hjælp 24 timer i døgnet.


Ikke ret til hjælp 24 timer i døgnet

Udgangspunktet for hjælp efter § 96 er ikke, at der er ret til hjælp 24 timer i døgnet. Derimod skal de konkrete behov tilgodeses - det fastslår Ankestyrelsen i principmeddelelse 87-09.


I denne principmeddelelse præciserer Ankestyrelsen, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering, da borgeren kunne være alene om natten og ikke behøvede overvågning, heller ikke på andre tidspunkter af døgnet hvor borgeren hvilede sig.


Det skal være muligt at få hjælp hele døgnet, men der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af omfanget af behovet for hjælpetimer.


Spredt hjælpebehov/rådighedstimer

Der kan i særlige situationer, være mulighed for at udmåle rådighedstimer. Det kan være i situationer, hvor der kun undtagelsesvis er behov for at hjælpe borgeren. Det har indtil 1. januar 2023 været muligt at udmåle rådighedstimer igennem hele døgnet.


Fra den 1.januar 2023, har kommunerne kun mulighed for at udmåle rådighedstimer i intervallet mellem kl. 23-06, hvis der kun er én hjælper til stede hos borgeren.


Kommunen kan udmåle rådighedstimer i en BPA-ordning igennem hele døgnet, hvis der er mere end én hjælper til stede hos borgeren.

Udmåling af rådighedstimer fremgår af udmålingsbekendtgørelsens § 5 stk. 3.


Afrunding

  • For at være berettiget til en BPA-ordning skal borgeren have et massivt og sammensat behov for hjælp, der ofte er til stede i alle døgnets 24 timer, og hvor hjælpebehovet ikke kan dækkes på en fleksibel måde på anden vis. Det vil sige, at borgerens behov for hjælp ikke kan tilgodeses via andre bestemmelser i serviceloven.
  • Et højt aktivitetsniveau kan ikke i sig selv begrunde, at der kan ydes hjælp i form af en BPA-ordning.

  • Kommunen skal altid foretage en individuel og konkret udmåling i hver sag.
  • Udmåling af hjælpen skal foretages med udgangspunkt i formålet efter servicelovens § 81 og formålet med en BPA-ordning efter servicelovens § 96.
  • Der kan udmåles rådighedstimer i intervallet mellem kl. 23-06, hvis der kun er én hjælper til stede hos borgeren.

  • Udmåling af hjælpen i en BPA-ordning må ikke udmåles efter kvalitetsstandarder for hjemmehjælpsområdet eller udmåles så snævert, at timerne kun kan udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte behov/aktiviteter. Det vil i givet fald mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, som er formålet med en BPA-ordning.


I dette Praksisnyt er henvist til:

Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue)

Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance (nyt vindue)

Bekendtgørelse om udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter lov om social service (nyt vindue)


Ankestyrelsens principafgørelser:

Ankestyrelsen principafgørelse 87-09 (link åbner i nyt vindue)

Ankestyrelsen principafgørelse 110-11 (link åbner i nyt vindue)


Ministersvar m.v.:

Ministersvar S 2582 (nyt vindue)

Forarbejderne til servicelovens bestemmelse om hjælpeordning (L 229 16.4.1997) (nyt vindue)



Print eller download Praksisnyt 06 som pdf ved at klikke på print-ikonet.

Fil:

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Jupitervej 1 | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
09.00-15.00
Tirsdag
09.00-15.00
Onsdag
09.00-12.00
Torsdag
09.00-15.00
Fredag
09.00-12.00


Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk