Hvad er faktisk forvaltningsvirksomhed? Kan der klages over faktisk forvaltningsvirksomhed?
Mange borgere har et ønske om at bestemme eller få indflydelse på, hvem der skal udføre forskellige opgaver, som de er blevet bevilget inden for det sociale område. For eksempel hvem der bestemmer, hvilken bostøtte bevilget efter serviceloven § 85, der skal komme i borgerens hjem.
Det korte svar er, at det gør kommunen, fordi det er kommunen, der bestemmer, hvor det sociale arbejde skal udføres i praksis, hvem der skal udføre det, og hvordan det skal udføres. Det er såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed. Sådanne beslutninger er ikke afgørelser, hvorfor der ikke er klageadgang til Ankestyrelsen.
Kommunens kompetence og ansvar
Efter retssikkerhedsloven § 15 har kommunalbestyrelsen ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Der er kommunalt selvstyre i Danmark, og det betyder sammenholdt med retssikkerhedsloven § 15, at kommunalbestyrelsen har forpligtelsen og ansvaret for udførelsen af det sociale arbejde overordnet set.
Efter serviceloven § 3 og barnets lov § 10, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om tilbud efter serviceloven og barnets lov.
Borgerne skal inddrages og have medindflydelse
Det er et princip i retssikkerhedsloven, at borgerne skal have mulighed for at medvirke i deres egne sager og have indflydelse. Det fremgår således af retssikkerhedsloven § 1, at formålet med loven bl.a. er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager. I samme lov § 4 er det anført, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, og at kommunen skal tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.
Udgangspunkt: Kommunen bestemmer
Når kommunen har truffet en afgørelse i en sag, skal afgørelsen føres ud i livet af kommunens medarbejdere. Er der f.eks. bevilget bostøtte efter servicelovens § 85, skal kommunen så hurtigt som muligt iværksætte ordningen, så borgeren får gavn af den. Det er kommunen der bestemmer, hvordan det sociale arbejde eller den sociale serviceydelse skal udføres i praksis, hvem der skal udføre det, og hvordan det skal udføres. Det er såkaldt faktisk forvaltningsvirksomhed.
Kommunen har dog en pligt til at tilrettelægge behandlingen af sagen på en måde, så borgeren har mulighed for medvirke i sagsbehandlingen. Hvis borgeren har et ønske om, hvem af kommunens medarbejdere der skal være bostøtte, f.eks. ud fra et tidligere kendskab til pågældende, skal kommunen inddrage borgerens ønsker i behandlingen af sagen.
Begrænsninger i kommunens ret til at bestemme
Der er forskellige steder i serviceloven givet borgeren nogle rettigheder om frit valg m.v., som begrænser kommunes ret til at bestemme, hvem der skal udføre det konkrete sociale arbejde. Her følger nogle eksempler:
Efter servicelovens § 94 kan en borger, som er berettiget til hjemmehjælp m.v. efter lovens § 83, vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunen.
Efter servicelovens § 95, stk. 2 kan en borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.
Efter servicelovens § 97 har en person, som er berettiget til ledsagelse, ret til selv at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen skal godkende og ansætte den udpegede person.
Udgangspunkt: Ingen klageadgang over faktisk forvaltningsvirksomhed
Når der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, er der som udgangspunkt ikke klageadgang til Ankestyrelsen, da det ikke er at betragte som en afgørelse. Det vil sige at en borger ikke kan klage til Ankestyrelsen over, at det f.eks. er bostøtten A, som borgeren har fået tildelt og ikke bostøtten B, som borgeren foretrækker. Eller at kommunen f.eks. benytter aflastningstilbuddet A og ikke aflastningstilbuddet B.
Dette forhold bliver også fastslået i principafgørelse 157-12. Her er det anført, at Ankestyrelsen ikke kan ikke gå ind i en vurdering af, hvilket af flere konkrete tilbud en kommune skal tilbyde en borger. Det hører under kommunernes udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed.
Dog klage til forvaltningen
Hvis borgeren er utilfreds med udførelsen eller den pågældende medarbejder, der udfører arbejdet, kan borgeren dog klage til f.eks. afdelingslederen.
I sidste ende kan borgeren gå til borgmesteren, der er øverst ansvarlig for kommunens personale. Hjemmehjælperen, den socialpædagogiske støtte mv. er administrative medarbejdere ansat af kommunen. Borgmesteren har det øverste ledelsesmæssige ansvar for alle ansatte i kommunen, og har således det overordnede ansvar for at tilrettelægge arbejdet på en hensigtsmæssig og lovlig måde.
Klager over faktisk forvaltningsvirksomhed behandles således af den forvaltningsmyndighed, som er ansvarlig for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed.
Hvis kommunens afgørelse er af særlig indgribende karakter
Selv om udgangspunktet er, at der ikke kan klages over faktisk forvaltningsvirksomhed, har Ankestyrelsen åbnet lidt op for, at der i visse tilfælde undtagelsesvis godt kan klages til Ankestyrelsen.
Dette vil være i sager, der er af så væsentlig betydning, at borgeren fx. som følge af kommunens valg af støtte, ikke mener at hjælpebehovet bliver opfyldt og dermed ikke mener at kunne anvende støtten til formålet. Eller beslutninger, der har stor betydning i forhold til religion eller anden livsoverbevisning. Også beslutninger som har betydning for kontinuiteten i forbindelse med fx.aflastning eller anbringelse, vil være eksempler på beslutninger af indgribende betydning.
Med andre ord vil der tale om en afgørelse, hvor tilrettelæggelsen af støtten sker på en måde, så borgeren reelt ikke kan få hjælpen og derved ikke kan få opfyldt sit hjælpebehov eller hvor eksempelvis et barn med et handicap i mange år har benyttet samme aflastningstilbud, og hvor kommunen ønsker, at barnet skal benytte et andet tilbud mod forældrenes ønsker.
I disse situationer, skal kommunen træffe en begrundet afgørelse, som kan påklages til Ankestyrelsen, uanset om der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.
Det fremgår i øvrigt af principafgørelse 9-20, at:
Det er en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en beslutning er en afgørelse, der kan klages over, eller der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. Ankestyrelsen kan efterprøve, om de kriterier, kommunen har inddraget, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.
Kommunens ret til at fastlægge serviceniveauet skal fortsat respekteres".
Hvis afgørelsen er væsentlig indgribende
Med udsendelse af principafgørelse 76-17 fastslog Ankestyrelsen følgende:
”Hvis beslutningen om hvem, der skal udføre støtten eller hjælpen, er væsentlig indgribende for borgeren, er der tale om en afgørelse, som borgeren kan klage over til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan alene tage stilling til, om borgeren får den tilstrækkelig hjælp ved den valgte leverandør. Ankestyrelsen kan ikke i sin prøvelse pege på en anden leverandør.
Det er kommunen, der skal tage stilling til, om beslutningen om valg af leverandør er faktisk forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse. Denne vurdering er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, som kan påklages til Ankestyrelsen.”
Klageadgang ved afgørelse om udvalgte tilbud
Det fremgår af serviceloven § 3, stk. 2.og barnets lov § 10, stk. 4, at når kommunen træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven § 101 (stofmisbrugsbehandling), serviceloven § 103 (beskyttet beskæftigelse), serviceloven § 104 (aktivitets- og samværstilbud) og serviceloven §§ 107-110 (botilbud m.v.), og barnets lov § 33 (stofmisbrugsbehandling til børn og unge) og barnets lov § 82 (særlige dagtilbud m.v. og hjemmetræning), skal afgørelsen indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes og formålet hermed.
Hvis kommunen ønsker, at give en andet tilbud efter en anden bestemmelse i loven, vil kommunen skulle træffe en ny afgørelse.
Ønsker kommunen derimod, at ændre den konkrete indsats, men inden for den samme bestemmelse i loven, vil der være tale om en afgørelse som vil kunne indbringes for Ankestyrelsen, såfremt der er tale om en væsentlig ændring af indsatsen. Dette fremgår af serviceloven § 3, stk. 2 og barnets lov § 10, stk. 4.
Afrunding
Selv om udgangspunktet er, at kommunen har ansvaret for og bestemmer, hvem der skal udføre det konkrete sociale arbejde, er der ingen tvivl om, at kommunen skal lytte til og inddrage borgeren.
I de situationer, hvor borgeren i lovgivningen er tildelt konkrete rettigheder i form af frit valg m.v., sætter det kommunens ret til at bestemme ud af kraft. Kommunen skal dog i visse tilfælde fortsat godkende den person, som borgeren vælger.
Desuden vil det være muligt i særlige tilfælde, at indbringe en kommunes beslutning til Ankestyrelsen, uanset om der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. Samtidig med at der kan klages til forvaltningen og i sidste ende Borgmesteren over faktisk forvaltningsvirksomhed.
Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk
I dette Praksisnyt er henvist til:
Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue)
Barnets lov (nyt vindue)
Retssikkerhedsloven (nyt vindue)
Ankestyrelsens principafgørelser:
9-20 om faktisk forvaltningsvirksomhed – udpegning af overvåger – tidspunkt for anbringelse – forhold under anbringelsen – omskæring – valg af aflastningssted – ændring af aflastningssted – religionsfrihed - klageadgang (link åbner i nyt vindue)
76-17 om faktisk forvaltningsvirksomhed - valg af leverandør - klageadgang – partsbegreb (link åbner i nyt vindue)
Print eller download Praksisnyt 38 som pdf ved at klikke på print-ikonet.
