Nyheder

Header:

Merudgifter til kørsel, når barnet ikke er med i bilen

Kort Text:

I DUKH ser vi for tiden en række sager om kørsel retur fra dagtilbud eller aflastning, der ikke dækkes som en nødvendig merudgift efter servicelovens §41.


Lang tekst:

Det er sager, hvor kommunerne overvejer, vejleder ud fra eller ligefrem træffer afgørelse om, at forældrenes kørsel retur fra dagtilbud eller aflastning ikke kan dækkes som en nødvendig merudgift efter servicelovens §41. Dette ud fra en i kommunerne generel vurdering af, at det ikke kan anses som en udgift, som direkte følge af barnets funktionsnedsættelse, når barnet ikke er med i bilen.


Disse sager er et udtryk for en ændring i den kommunale praksis, og det er spørgsmålet om ændringen er lovmedholdelig.


Af serviceloven §41 fremgår det, at kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.


Af loven fremgår det således, at det er en betingelse for dækning af merudgifter, at udgiften er en konsekvens af barnets funktionsnedsættelse. Lovgivningen udelukker ikke, at der kan dækkes udgifter, hvor barnet ikke er deltagende, men hvor udgiften er afledt at barnets funktionsnedsættelse. Her kan f.eks. nævnes handicaprettede kurser, hvor det alene er forældrene der deltager.


Af vejledning nr. 3 til serviceloven, er det beskrevet, at der ikke er bestemte grænser for hvor meget støtte, der kan ydes til befordring.


I vejledningen understreges det, at merudgifter til befordring gælder for de udgifter, der ligger udover, hvad ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation har. Merudgifter til befordring kan forekomme, hvis barnet har et øget transportbehov på grund af den nedsatte funktionsevne, f.eks. til hospitalskontrol og fysioterapibehandling. En anden situation kan være, at familiens udgifter til transport er højere end andre familiers udgifter på grund af barnets nedsatte funktionsevne. Dette kan være tilfældet, hvis barnet ikke er i stand til at gå, cykle eller tage offentlige transportmidler, men er henvist til at blive transporteret i bil eller taxa.


Omkring kørsel til dagtilbud, fremgår det specifikt af vejledningen, at forældrenes merudgifter til befordring af børn med nedsat funktionsevne mv. til almindelige dagtilbud kan afholdes efter servicelovens § 41, hvis udgiften ikke dækkes af andre bestemmelser.


Merudgift til kørsel til dagtilbud omfattes således af servicelovens § 41, men det er ikke nærmere specificeret end beskrevet ovenfor. Det står således ikke nærmere beskrevet om forældrenes kørsel retur uden barnet kan dækkes eller ej.


DUKH udleder af ordlyden i vejledningen, at det ikke er udelukket, men heller ikke givet, at forældrenes kørsel uden barnet i bilen, kan dækkes som en merudgift. Det vil sige, at der kan være tilfælde, hvor udgiften kan dækkes, og der kan være tilfælde, hvor udgiften ikke kan dækkes - afgørelsen beror på en konkret individuel vurdering.


Forespurgt om problemstillingen bekræfter Ankestyrelsen DUKH's udlægning af loven.


Ankestyrelsen udtaler således, at når kommunen træffer afgørelse om merudgifter til kørsel, skal kommunen forholde sig til, hvad der er den nødvendige merudgift. Det er altså ikke udelukket, at det er den fulde merudgift til kørsel frem og tilbage, der dækkes efter servicelovens § 41 (det vil sige også den kørsel, hvor barnet ikke er med i bilen). Det vil dog altid være en konkret vurdering af den enkelte sag og forholdene heri.


DUKH oplever altså i stigende grad, at kommuner ikke anser forældrenes retur kørsel fra dagtilbud eller aflastning som nødvendig merudgift efter servicelovens §41, da udgiften ikke vurderes som direkte følge af barnets funktionsnedsættelse når barnet ikke er med i bilen.


En gennemgang af serviceloven §41 og vejledningen hertil udelukker ikke at ændringen af den kommunale praksis kan være lovmedholdelig.


Kommunerne skal dog være opmærksom på, at der ikke er grundlag for en generel ændring, idet en afgørelse efter serviceloven §41 altid skal ske på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte sag og forholdene heri, og lovgrundlaget ikke udelukker dækning af merudgifter til forældres returkørsel uden barnet er med i bilen.

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Jupitervej 1 | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
09.00-15.00
Tirsdag
09.00-15.00
Onsdag
09.00-12.00
Torsdag
09.00-15.00
Fredag
09.00-12.00


Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk