Nyheder

Med et stort smil, en lille tåre i øjet og en kæmpe æske chokolade ringede Anne i mandags på døren hos DUKH – for at sige tak.

Årsagen til følelserne og behovet for at sige tak er den rådgivning, Anne har fået i DUKH i det, der har været en både lang og sej kamp for at få den rette støtte til sønnen – en kamp som nu endelig har resulteret i, at han er kommet i det ønskede STU-tilbud med fokus på computerprogrammering.

Men det har bestemt ikke været uden bump på vejen, for det er først efter flere fejlslagne uddannelsestilbud og en klage til Klagenævnet for specialundervisning, at Annes søn nu langt om længe kan se tilbage på den første måned i det uddannelsestilbud, som han længe selv har ønsket sig.

- Efter at min søn fik flere psykiske diagnoser som ung teenager, har han både været i specialskole og et særligt hf-tilbud, men det fungerede bare ikke. Derfor søgte vi om et STU-tilbud, men fik afslag, fordi kommunen mente, at det ikke kunne udelukkes, at han på et senere tidspunkt ville kunne tage en almindelig uddannelse. Men det gav bare ikke mening, for det var jo netop blevet vurderet, at han ikke kunne klare det særlige hf-tilbud, så hvordan skulle han kunne klare en almindelig uddannelse – og hvor længe ville han i givet fald skulle vente, forklarer Anne med en frustration i stemmen, der vidner om det hårde forløb.

Heldigvis havde Anne ad flere omgange fået rådgivning i DUKH, bl.a. i forhold til spørgsmål om tabt arbejdsfortjeneste og botilbud, og hun besluttede derfor at bede om støtte til at klage over afslaget på STU. Det blev begyndelsen på en række rådgivningssamtaler med DUKH’s socialfaglige konsulent Mette Buur, som Anne kalder uvurderlige.

- DUKH kan hjælpe en med at finde rundt i lovjunglen i forhold til de rettigheder, man har – for det kan man ikke selv, når man er i krise. Og selvom jeg undervejs både blev berørt og vred, så har Mette været stille og rolig og har hjulpet mig med at holde fokus og give mig redskaber til at handle. Mette har lært mig at det er vigtigt at få tingene på skrift, at være konkret i mine spørgsmål til kommunen og ikke mindst at det er afgørende at blive ved med at have en dialog med kommunen. Og så har hun også lært mig, at der er noget der hedder god forvaltningsskik, og at det er helt i orden at rykke for et svar, når der er gået nogle dage, smiler Anne.

Noget af det, der særligt var fokus på i rådgivningen af Anne, var de argumenter, der lå til grund for afgørelsen – både kommunens argumentation, som nogle steder modsagde sig selv, men også de argumenter, Anne kunne spille ind med.

- Den faglige argumentation i afgørelsen var svag og nogle steder selvmodsigende, så det var udgangspunktet for Annes klage. Derudover havde vi fokus på at argumentere for Annes søns behov – og ikke de følelser, der altid er på spil i den type sager, forklarer Mette Buur, mens Anne uddyber:

- Det er vigtigt at man holder sig på sin egen banehalvdel, og der var det godt at have Mettes rådgivning som et fast holdepunkt – for som hun sagde, ”du må godt være vred, når du taler med mig, men det er ikke vejen frem, når du taler med kommunen”. Og det er skam svært, for man tænker jo, at hvis man bare er flink og venlig og gør det man skal, så får man den støtte, der er behov for. Man forestiller sig slet ikke, at det skal være sådan en kamp. Så jeg var også helt mundlam, da afgørelsen fra Klagenævnet for specialundervisning endelig kom og gav os entydigt medhold i sagen – og jeg kan stadigvæk ikke helt forstå, at jeg ikke skal slås mere.

Så mens tåren i øjenkrogen blev tørret og et stort kram blev givet, gav Anne de varmeste anbefalinger til DUKH, inden hun gik ud i forårssolen og tog hul på et nyt kapitel.