Praksisnyt og guides

Navn:

Praksisnyt 24 - Ægtefælle som ledsager

Forfatter:

Date:

24-09-2020

Resume:

Læs mere om hvorvidt en ægtefælle eller anden nærtstående kan ansættes som ledsager.

Lang tekst:

Kan en ægtefælle eller en anden nærtstående ansættes som ledsager efter servicelovens § 97?

”Jeg ønsker at ansætte min svigermor som ledsager, men det vil kommunen ikke gå med til. Må kommunen sige nej til dette?”

”Min mand, der lider af demens, ønsker at ansætte mig som ledsager. Kan det lade sig gøre?”

Sådanne spørgsmål får vi jævnligt i DUKH fra borgere, der har fået bevilget en ledsagerordning efter servicelovens § 97 med 15 timer om måneden. Og det korte svar er: Jo, en ægtefælle eller en anden nærtstående kan godt ansættes som ledsager efter servicelovens § 97, men det vil være undtagelsen.

Hvad siger lovgivningen?

Efter servicelovens § 97 gælder det, at en borger, som er berettiget til ledsagelse, selv har ret til at udpege en person til at udføre opgaven. Kommunen skal så godkende og ansætte den udpegede person. Hovedreglen er, at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse. Det betyder, at når kommunen skal godkende en ledsager, skal kommunen dels forholde sig til begrebet normalt, dels forholde sig til begrebet meget nær tilknytning.

Det er DUKH’s erfaring på baggrund af borger henvendelser, at kommunerne ofte ikke foretager denne vurdering, men blot konstaterer, at det f.eks. ikke er muligt at ansætte en ægtefælle som ledsager.

Bemærk i øvrigt, at ved godkendelse af ledsagere til børn og unge mellem 12 og 18 år efter servicelovens § 45 skal kommunen foretage samme vurdering som for godkendelse af ledsagere til voksne.

Lidt historie

Ledsagerordningen efter serviceloven blev indført med virkning fra 1.7.1998 i forbindelse med vedtagelsen af daværende servicelov.

Indførelse af ledsagerordningen i lovens § 78(nu 97) blev ændret efter at kommuner og handicaporganisationer havde peget på, at der manglede lovhjemmel til at dække ledsagelse for personer med en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som ikke var i stand til at færdes på egen hånd. Med ledsageordningen ønskede man at fremme normalisering og ligebehandling af personer med nedsat funktionsevne.

Med virkning fra 1.1.2005 blev ledsagerordningen ændret. Det betød, at borgeren nu selv fik mulighed for at vælge sin ledsager. Samtidig med lovændringen blev betingelsen om, at der normalt ikke kan ske ansættelse af personer med meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse indført.

Man ønskede med lovændringen dels at gøre ordningen mere fleksibel, og dels at give borgeren et større ansvar for og frihed til selv at tilrettelægge hjælp efter den sociale lovgivning.

Begrebet ”normalt”

Det kan ikke ud af loven og bemærkningerne til loven eller andre steder læses noget om, hvad lovgivere har tænkt ind i begrebet normalt. I DUKH læser vi det, som om lovgiverne ikke har villet udelukke, at der i undtagelsessituationer kan ansættes ledsagere med meget nær tilknytning til borgeren. Måske er der tænkt på, at det i en række tilfælde vil være den mest praktiske løsning at ansætte en nærtstående som ledsager.

Begrebet ”meget nær tilknytning”

I servicelovens § 97 er anvendt udtrykket ”meget nær tilknytning”. I den tilhørende ledsagerbekendtgørelse er anvendt udtrykket ”meget tæt tilknytning”. I DUKH ser vi ikke nogen forskelle i de to udtryk. I Vejledning om ledsageordningen m.v. er det anført i pkt. 17:

”Da ledsageordningen skal dække ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som en ægtefælle eller andre med nær tilknytning til brugeren ellers yder, kan der normalt ikke ske ansættelse af personer, der har nær tilknytning til brugeren af ledsageordningen.”

Det vil sige ordet ”meget” er gledet ud. Da lov og bekendtgørelse er overordnet i forhold til ordlyden i en vejledning, vurderer vi i DUKH, at ordvalget i vejledningen i praksis ikke må medføre en stramning i forhold til, hvem der kan ansættes af personer som ledsagere.

Hvem har en meget nær tilknytning?

I bemærkningerne til L 113 er det anført:

”Formålet med ledsageordningen har været at give brugeren mulighed for at deltage i selvvalgte aktiviteter uden altid at skulle være afhængig af hjælp fra familie eller venner. Ledsageordningen omfatter således som hidtil ledsagelse, der ligger ud over den ledsagelse, som en ægtefælle, samlever, andet familiemedlem eller ven normalt vil yde som en del af ægteskabet eller familierelationen eller venskabsforholdet. Der vil således normalt ikke kunne ske ansættelse af en ægtefælle eller andre med en meget nær tilknytning til borgeren.”

Det vil sige, her bliver der anlagt en ret bred fortolkning, hvor f.eks. venner kan udelukkes fra at blive ansat som ledsager hos en borger, hvis der er en nær tilknytning mellem borgeren og pågældende ven.

Daværende Det Sociale Nævn i Statsforvaltning Syddanmark har i en afgørelse taget stilling til, hvordan begrebet ”meget nær tilknytning” skal forstås.

Fra afgørelsen:

”Det er nævnets vurdering, at personer med ”meget nær tilknytning” bør defineres som ægtefælle/samlever, forældre og børn, idet det er denne personkreds, som i andre sammenhænge kan være forpligtet til at deltage i forskellige praktiske opgaver i familien. Gode venner, kollegaer og fjernere familiemedlemmer anses derfor ikke for at være personer med en ”meget nær tilknytning” i lovens forstand.”

I DUKH vurderer vi, at det er betingelsen ”meget nær tilknytning”, der skal afklares og ikke relationen i sig selv. Samtidig vurderer vi, at en ægtefælle/samlever, forældre og børn normalt må anses for meget nært tilknyttede.

Eksempler fra praksis

I DUKH har vi set et eksempel på, at en ægtefælle til en dement midaldrende mand af en kommune var blevet godkendt som ledsager. Begrundelsen var, at manden havde en række særinteresser, hvor ægtefællen normalt ikke havde villet ledsage manden. Desuden betød mandens demens, at det kun var ægtefællen, som manden kunne rumme som ledsager. Han blev hurtigt utryg og forvirret, når ægtefællen ikke var med som ledsager.

Daværende Statsforvaltningen Hovedstaden, Det Sociale Nævn, har i 2011 gennemført Praksisundersøgelse ”Om kommunernes bevilling af ledsagerordning efter servicelovens § 97”.

Fra rapporten (s. 21):

”Kvinden ansøger om ledsagelse til arbejde, fysioterapeut og diverse arrangementer og får bevilget 15 timers ledsagelse om måneden. Kommunen beslutter af praktiske årsager, at kvindens ægtefælle kan ansættes som ledsager, idet hendes behov for ledsagelse ligger spredt ud på flere tidspunkter af dagen.”

Hvis der gives afslag

En afgørelse om godkendelse af en person som ledsager kan påklages til Ankestyrelsen. Der skal foretages en konkret og individuel vurdering, og borgeren har krav på at få en begrundelse. Ligeledes skal kommunen give borgeren klagevejledning.

Afrunding

Med lovændringen i 2005 blev der indført frit valg af ledsager, men dog med visse begrænsninger. Hovedreglen er klar - der kan normalt ikke ske ansættelse af personer med en meget nær tilknytning til den, der er berettiget til ledsagelse. Dette giver også mening, da formålet med ledsagerordningen netop er, at borgeren skal have mulighed for at leve et så selvstændigt liv som muligt. Heraf have muligheden for at deltage i aktiviteter og interesser uden at skulle bede familie eller venner om hjælp.

På den anden side er der i praksis nogle tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at det er en nærtstående som f.eks. en ægtefælle, der ansættes som ledsager. Hvilket servicelovens § 97 giver mulighed for.

Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk