Praksisnyt og guides

Navn:

Praksisnyt 14 - Diagnose og varigt nedsat funktionsevne

Forfatter:
Date:
28-06-2021
Resume:
Læs mere om diagnosen betydning for vurderingen af om funktionsevnen er varigt nedsat.
Lang tekst:

Skal der foreligge en diagnose, før kommunen kan vurdere, om funktionsevnen er varigt nedsat?

For at blive omfattet af målgruppen af en række af servicelovens bestemmelser er det et krav, at ansøgerens fysiske eller psykiske funktionsevne er varigt nedsat i et givent omfang. Der kan også være tale om, at borgeren skal have en indgribende kronisk eller langvarig lidelse for at blive omfattet af målgruppen.


I DUKH får vi jævnligt henvendelser fra borgere, der så at sige jagter en diagnose enten for dem selv eller for deres børn. Ellers vil kommunen ikke bevilge den ansøgte hjælp. Det kan være meget problematisk for borgere, der oplever et stort behov for hjælp fra kommunen, og som f.eks. oplever, at der er lang ventetid på udredning og diagnosticering af f.eks. autisme og ADHD.


Serviceloven taler om nedsat funktionsevne og ikke om diagnoser

Serviceloven tager udgangspunkt i begrebet nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det fremgår således af serviceloven § 1, at formålet med loven bl.a. er at tilgodese behov, der følger af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der skal lægges vægt på at kompensere borgeren for den nedsatte funktionsevne, uanset årsagen hertil. Der er således ikke noget diagnosekrav indbygget i loven. I Vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser er det formuleret sådan her i pkt. 9:


”Behovet for støtte kan eksempelvis være at få kompenseret et nedsat syn, nedsat hørelse eller nedsat mobilitet, støtte til at udføre de basale livsfunktioner eller støtte til at få dagligdagen til at hænge sammen. Det er ikke en konkret diagnose, der udløser ydelser efter serviceloven, men det er de behov for støtte, som den enkeltes nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller særlige sociale problemer afføder, der er udgangspunktet for vurderingen.”


Diagnose er ikke et krav

Det er DUKH’s vurdering, at kommunen ikke kan kræve, at der foreligger en diagnose, før der kan bevilges hjælp efter f.eks. serviceloven § 41 og serviceloven § 100 (merudgiftsydelse til børn og voksne) og serviceloven § 42 (tabt arbejdsfortjeneste). Dette ud fra, at der i lovgivningen arbejdes med et funktionsevnekriterium og ikke et diagnosekriterium.


Det fremgår også af Ankestyrelsens principafgørelser, hvor der bl.a. lægges vægt på, at selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægelig diagnosticeret lidelse, er det en konkret vurdering af funktionsnedsættelsen, der er afgørende. I den vurdering vil bl.a. kunne indgå funktionsnedsættelsens betydning i relation til barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold m.v.


Det er ikke diagnosen/diagnoserne i sig selv, som er afgørende for vurderingen af begrebet nedsat funktionsevne. Det er derimod følgerne af den nedsatte funktionsevne og en samlet vurdering af funktionsnedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse.


Der kan her henvises til principafgørelserne 43-15 og 18-17.


Men den nedsatte funktionsevne skal være tilstrækkelig godtgjort

Det kan i praksis være svært at få bevilget en ydelse, før der foreligger en samlet udredning og beskrivelse af den nedsatte funktionsevne - f.eks. en samlet børnepsykiatrisk vurdering (med en eventuel diagnose). Det fremgår af den nu kasserede principafgørelse 54-11. Her vurderede Ankestyrelsen, at en dreng på 5 år med betydelige adfærds- og udviklingsforstyrrelser var omfattet af personkredsen for dækning af merudgifter (serviceloven § 41) og tabt arbejdsfortjeneste (serviceloven § 42). Dette med begrundelse i, at drengen først blev fundet berettiget til merudgifter fra det tidspunkt, hvor der forelå en samlet børnepsykiatrisk vurdering, som dokumenterede, at lidelsen var varig og af et sådant omfang, at den ikke kunne forventes bedret ved behandling.


Med udsendelse af principafgørelse 10-17 blev principafgørelse 54-11 ophævet. I stedet for at tale om, at den nedsatte funktionsevne skulle være dokumenteret, bruges udtrykket ”tilstrækkelig godtgjort”. Ankestyrelsen lægger nu vægt på, at forældrene til et barn med nedsat funktionsevne kan have ret til merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet endnu ikke har en diagnose. Det er ikke diagnosen i sig selv, der er afgørende, men følgerne af lidelsen eller den nedsatte funktionsevne i barnets daglige tilværelse.


Hvis det er tilstrækkelig godtgjort, at barnet har en betydelig funktionsnedsættelse, som der i lang tid frem over vil være behov for at kompensere for følgerne af, er det ikke afgørende, om barnet eller den unge har fået en egentlig diagnose.


Diagnose kan være nødvendig ved magtanvendelse

Reglerne om magtanvendelse over for voksne i serviceloven gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter serviceloven §§ 83-87, behandling efter serviceloven §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter serviceloven §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter serviceloven §§ 125-129. Det fremgår af serviceloven § 124 a, at det er en forudsætning, at der foreligger den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne. I magtanvendelsesvejledningen er nødvendigheden af en lægefaglig diagnose nærmere uddybet i pkt. 28:


”Afhængig af funktionsnedsættelsens art og omfang og af intensiteten af det indgreb, der tænkes iværksat, kan en lægefaglig diagnose være nødvendig for at dokumentere nødvendigheden og forsvarligheden af indgrebet. Et led i den konkrete vurdering kan således være, at en lægefaglig diagnose bør indgå i den faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne. … .


En tidligere stillet diagnose medfører derimod ikke automatisk, at iværksættelse af indgreb i selvbestemmelsesretten efter servicelovens kapitel 24 er berettiget, fordi det ikke er diagnosen, der er afgørende for, om en person er omfattet af personkredsen. Det afgørende er de følger af lidelsen eller funktionsnedsættelsen, som giver sig udslag i handlinger og adfærd, der konkret medfører fare for personskade, eller at den personlige hygiejne hos den pågældende er særdeles ringe.


Udviklingshæmmede og personer med en sindslidelse vil ofte have været inden for systemet i en årrække og vil bl.a. derfor ofte have en diagnose, hvorimod nogle personer med demens ikke har en egentlig diagnose. Det er derfor vigtigt at få lavet en faglig beskrivelse af den psykiske tilstand, der kan benyttes som dokumentation.”


Oplysningsgrundlaget skal være i orden

Ankestyrelsen gennemførte i 2008 en praksisundersøgelse om ”Merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste. Det fremgår af undersøgelsen, at kommunerne skal sikre sig, at oplysningsgrundlaget i disse typer sager er i orden. Fra undersøgelsen (s. 5):


”Ankestyrelsen anbefaler, at kommunerne skal være opmærksomme på, at sagerne er tilstrækkeligt belyste til, at der kan træffes en afgørelse. Det gælder især manglende eller utilstrækkelige lægelige oplysninger om barnets lidelse.”


Så selv om der ikke er noget diagnosekrav, skal oplysningsgrundlaget som i alle sager være i orden.


Diagnose i sig selv giver ikke ret til ydelse

Ligesom der ikke kan stilles krav om en diagnose, er en diagnose i sig selv heller ikke tilstrækkelig til at udløse hjælp efter servicelovens bestemmelser, hvor betingelsen om nedsat funktionsevne nævnes. Det fremgår f.eks. af principafgørelse O-121-95, som drejer sig om en ansøgning om bilstøtte efter serviceloven § 114. I afgørelsen slår Ankestyrelsen således fast, at der kan ikke tilkendes støtte til køb af bil alene på grundlag af en diagnose.


Afrunding

Nej, der skal ikke foreligge en lægelig diagnose, før kommunen kan vurdere, om funktionsevnen er varigt nedsat.


Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt borgeren er omfattet af målgruppen for den pågældende lovbestemmelse ud fra oplysningsgrundlaget.


Foreligger der af forskellige grunde ikke en lægelig diagnose, kan det ikke i sig selv begrunde et afslag på den ansøgte hjælp efter bestemmelser, hvor der gælder et funktionsevnekriterium. Det afgørende er således, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at funktionsevnen er varigt nedsat.


Samtidigt gælder det, at en borger ikke kan forvente at være berettiget til en given ydelse, alene fordi pågældende har fået en lægelig diagnose. 

Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk


I dette Praksisnyt er henvist til:

Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue)

Vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser (nyt vindue)

Magtanvendelsesvejledningen (nyt vindue)


Ankestyrelsens principafgørelser:

Principafgørelse 43-15 (link åbner i nyt vindue)

Principafgørelse 18-17 (link åbner i nyt vindue)

Principafgørelse 54-11 (link åbner i nyt vindue)

Principafgørelse 10-17 (link åbner i nyt vindue)

Principafgørelse O-121-95 (link åbner i nyt vindue)


Download Praksisnyt 14 som pdf:

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Jupitervej 1 | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
09.00-15.00
Tirsdag
09.00-15.00
Onsdag
09.00-15.00
Torsdag
09.00-15.00
Fredag
09.00-12.00


Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk