Selvhjælp

Navn:

Behandling og træning

Text:
Du kan her finde svar på en række af de spørgsmål, som vi i vores rådgivning ofte møder i forhold til sager om behandling og træning af børn.
Sub:
FAQ:
Overskrift:

Dækning af sygehus-transport som merudgift

Tekst:

Det er regionen/sygehuset, der har pligt til at yde befordring/befordringsgodtgørelse til en ledsager til et barn, såfremt betingelserne i sundhedslovens § 171 samt den tilhørende Bekendtgørelse om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven er opfyldt.


Af § 27, stk. 1 i bekendtgørelsen fremgår følgende: ”En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1, 3 og 4, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.".


Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har i brev af 9. februar 2015 til DUKH oplyst, ”at ledsagere af patienter ikke kun er berettiget til ydelser efter befordringsbekendtgørelsen, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen, men også hvis den er nødvendig i forbindelse med opholdet på behandlingsstedet.”


Ministeriet har endvidere oplyst følgende: ”I tilfælde af, at sygehuset ud fra en faglig vurdering har lagt til grund, at begge forældres ledsagelse er nødvendig for barnets ophold på sygehuset, er begge forældre således berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med ledsagelsen af barnet. Dette gælder uanset, om begge, den ene eller ingen af forældrenes ledsagelse er påkrævet i forhold til at sikre forsvarlig befordring af barnet”.  


Det betyder, at såfremt lægen på sygehuset vurderer, at det er "nødvendigt", at I begge er til stede ved jeres datters kontrol, skal sygehuset yde befordringsgodtgørelse til jer begge. I kan bede om en afgørelse fra sygehuset, og I kan klage over afgørelsen til Styrelsen for Patientklager jf. § 6 stk. 1 nr. 13 og § 10 i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.


Hjælp efter servicelovens § 41

Såfremt sygehuset/regionen vurderer, at der ikke er ret til befordringsgodtgørelse til begge forældre, men kun til en ledsager, er der mulighed for at søge dækning af befordringsudgift til forældre nr. 2 efter § 41 i serviceloven.


Efter § 41 kan der ydes hjælp til betaling af befordringsudgifter, som er nødvendige ved ledsagelse af et barn til behandling som følge af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, hvis udgiften ikke dækkes efter andre bestemmelser (her sundhedsloven).

Overskrift:

Hjælp til medicin, der ikke er tilskudsberettiget

Tekst:

Lægemiddelstyrelsen kan bevilge individuelt medicintilskud til et lægemiddel til en bestemt person efter bestemmelsen i sundhedslovens § 145 (enkelttilskud), når lægemidlet ikke har generelt tilskud, er af særlig behandlingsmæssig betydning for patienten og andre relevante behandlingsmetoder konkret er fundet utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. For en række ofte anvendte lægemidler, der ikke har meddelt generelt tilskud, har Lægemiddelstyrelsen opstillet konkrete vejledende kriterier for enkelttilskud. Når disse er opfyldt, vil Lægemiddelstyrelsen normalt bevilge enkelttilskud.

Overskrift:

Udgift til øjenplaster

Tekst:

Når der er tale om en udgift til behandling, er der ikke mulighed for at få udgiften dækket som en merudgift ved forsørgelsen (servicelovens § 41). Af samme grund kan plastrene heller ikke ydes som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode (servicelovens § 112 og 113).


Heller ikke efter sundhedslovens regler om tilskud til lægemidler er der umiddelbart mulighed for at yde hjælp til plastrene. Såfremt plastrene kan betegnes som et lægemiddel efter sundhedslovens § 145, kan lægen dog søge Lægemiddelstyrelsen om tilskud til plastrene.


Der er desuden mulighed for at søge om hjælp til udgiften efter aktivlovens § 82. Kommunen kan efter denne bestemmelse yde hjælp til behandlingsudgifter, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om du selv har råd til at betale.

Overskrift:

Gælder behandling efter § 102 også børn?

Tekst:

Det kort svar er nej - det kan man ikke.


§ 102 kan ikke anvendes til børn, idet § 102 alene er en voksenbestemmelse. Det følger af, at § er placeret i afsnit V i Serviceloven. Afsnit V har overskriften "Voksne", og indeholder §§ 79 – 111, som omhandler ydelser, der er målrettet voksne.


Enkelte af voksenbestemmelserne kan dog anvendes i relation til børn, disse §§ fremgår af  § 44, der siger: ”§ 44. Bestemmelserne i § 83, § 84, stk. 1, og § 86, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse vedrørende børn, der har behov herfor”.


Behandling til børn

Serviceloven rummer dog også muligheder for at give støtte til behandling til børn. Se § 11, stk. 7 eller § 52, stk. 3, nr. 9.

Overskrift:

Retten til vederlagsfri fysioterapi

Tekst:

Efter sundhedslovens § 140 a skal kommunen tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i praksissektoren efter lægehenvisning. Kommunen kan herudover tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i kommunen.


Det er lægen, der afgør, om man er berettiget. For at få lægehenvisningen skal man bl.a. være omfattet af en af målgrupperne. Det er som udgangspunkt personer med:

  • medfødte eller arvelige lidelser
  • erhvervede neurologiske lidelser
  • fysiske handicaps som følge af ulykke
  • nedsat led og/eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtlidelser

Der er udarbejdet en diagnoseliste som supplement til de 4 hoveddiagnoser. Diagnoselisten findes i Vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi.


Det er muligt, at andre diagnoser kan være omfattet. Lægen kan i tvivlstilfælde henvise til vurdering hos speciallæge. Hvis der fortsat er tvivl, kan sagen forelægges Sundhedsstyrelsen.


Hjælp efter serviceloven

Hvis du ikke er berettiget til vederlagsfri fysioterapi efter sundhedsloven, kan du søge kommunen om vedligeholdelsestræning. Det bevilges efter servicelovens § 86, stk. 2. Kommunen skal tilbyde vedligeholdelsestræning til personer, som på grund af nedsat funktionsevne har brug for en individuel træningsindsats.

Overskrift:

Støtte til vedligeholdelsestræning

Tekst:

Kommunen skal i henhold til § 86, stk. 2 i serviceloven tilbyde vedligeholdelsestræning til personer, som på grund af en nedsat funktionsevne har brug for en individuel træningsindsats. Træningen kan bestå af mange ting: der kan være tale om træning i eget hjem, individuel træning på et center, træning på hold og herunder også bassintræning.


Kommunen træffer afgørelse om, hvilken form for vedligeholdelsestræning, der skal iværksættes. Afgørelsen skal træffes ud fra en konkret individuel vurdering af borgerens behov, og afgørelsen skal meddeles skriftligt og være ledsaget af en skriftlig begrundelse med klagevejledning. En afgørelse om vedligeholdelsestræning skal endvidere ses i sammenhæng med evt. anden hjælp, der er bevilget, eks. hjemmehjælp (personlig og praktisk hjælp).


Kommunen bevilger normalt vedligeholdelsestræning for en afgrænset periode, men kommunen skal vurdere, om der er behov for forlængelse.


Praktisk hjælp i forbindelse med træningen

Hvis kommunen bevilger bassintræning som vedligeholdelsestræning, vil kommunen også skulle sikre, at personen får evt. praktisk hjælp i forbindelse med træningen.


Hvis en person selv går svømning, vil kommunen som udgangspunkt ikke være forpligtet til at yde praktisk støtte.


Ankestyrelsen har truffet en konkret afgørelse 34-18 om vedligeholdelsestræning.

Overskrift:

Henvisning til psykiater

Tekst:

Der findes i Sundhedsloven to muligheder for henvisning til behandling hos psykiater uden egenbetaling. Vurdering af behov og henvisning foretages af den praktiserende læge.


  1. Lægen kan henvise til behandling hos en privatpraktiserende psykiater. Dette sker efter sundhedslovens § 64. Der er ventetid hos de fleste psykiatere, og der er ikke regler for ventetid. På hjemmesiden www.sundhed.dk er det muligt at finde en oversigt over speciallæger i psykiatri og deres ventetider.
  2. Lægen kan henvise til behandling på en psykiatrisk afdeling i sygehusregi. Det sker efter sundhedslovens § 86. Hvis regionen ikke kan tilbyde behandling inden for 1 måned, har personen en udvidet ret til behandling. Det fremgår af sundhedslovens § 87. Dette betyder, at personen har ret til at vælge behandling på et privat sygehus eller klinik, som regionen har indgået aftale med (aftalesygehus). Regionssygehuset skal vejlede om muligheden. Du kan læse nærmere herom i pjecen: "Når du er henvist til sygehus". I pjecen findes også oplysninger om de enkelte regioners patientkontorer, der ligeledes kan vejlede om reglerne.
Overskrift:

Varighed af genoptræning

Tekst:

Lovgivningen siger ikke noget om, hvor længe man har ret til genoptræning, men udgangspunktet vil være, at så længe der stadig er mål for (gen)optræning til samme grad af færdigheder/funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne, vil der være pligt og ret til genoptræning. Kommunen kan godt ved opstart af genoptræning tilbyde/aftale en vis periode, men der skal ske opfølgning og evt. forlængelse, så længe der er realistiske mål for (gen)optræning. Dette vil altid bero på et samarbejde mellem personen og de sundhedspersoner, der udfører træningsindsatsen herunder en faglig vurdering.

Overskrift:

Behandlingsredskab eller hjælpemiddel?

Tekst:

Som udgangspunkt kan der laves en opdeling mellem behandlingsredskaber, hjælpemidler og genoptræningshjælpemidler. Der findes et afgrænsningscirkulære, der har til formål at definere, hvad behandlingsredskaber er, og at afgrænse behandlingsredskaber over for tilgrænsende kategorier af redskaber og hjælpemidler. Af cirkulæret fremgår blandt andet følgende:

  • Det er sygehuset (regionen), der i henhold til § 74 i sundhedsloven skal forsyne patienten med behandlingsredskaber. Der er tale om redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling på sygehus eller som patienten forsynes med som en fortsættelse af den iværksatte behandling med det formål enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, der er opnået ved sygehusbehandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat. Der vil således kunne være tale om redskaber/hjælpemidler, som der kun er et midlertidigt behov for. Det er sygehuset, der vurderer, om patienten har behov for behandlingsredskaber.
  • Det er kommunen, der i henhold til servicelovens §§ 112 og 113 har ansvaret for at yde støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varigt nedsat funktionsevne, når hjælpemidlet eller forbrugsgodet:
    1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
    2.i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
    3.er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve erhverv. Det er kommunen, der vurderer og træffer afgørelse herom.
  • Såfremt patienten har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning efter udskrivning, skal sygehuset tilbyde en genoptræningsplan i henhold til § 84 i sundhedsloven. Det er kommunen, der har myndighedsansvaret for genoptræningen efter § 140 i sundhedsloven. Kommunen skal som led i genoptræningen også sørge for de nødvendige hjælpemidler. Såfremt genoptræningen skal foregå på et sygehus (specialiseret gentræning), er det sygehuset, der skal sørge for eventuelle behandlingsredskaber eller hjælpemidler hertil. Det er således enten kommunen eller sygehuset, der har ansvaret for at vurdere, om der er behov for behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med genoptræningen.

Hvorvidt borgeren har ret til et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel, vil bero på en konkret individuel vurdering, herunder hvad formålet med brugen af behandlingsredskabet eller hjælpemidlet er. I afgrænsningscirkulæret er endvidere også omtalt anden lovgivning, hvorefter hjælpemidler kan bevilges.


Hvis der opstår tvivl om, hvilken myndighed der er ansvarlig for bevilling/betaling af et nødvendigt behandlingsredskab/hjælpemiddel, må tvivlen ikke komme borgeren til skade. Derfor må den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren levere behandlingsredskabet/hjælpemidlet, hvorefter spørgsmålet om betaling må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.


Der vil også kunne være situationer, hvor der ikke er lovgivningsmæssig mulighed for hjælp.


Afgørelse og klageadgang

Såfremt borgeren ikke er enig i sygehusets eller kommunens afgørelse, er der mulighed for at bede om en skriftlig afgørelse med begrundelse. Der kan klages over den sundhedsfaglige vurdering i forhold til behov for behandlingsredskaber eller hjælpemidler i forbindelse med sygehusbehandling og/eller genoptræning til Styrelsen for Patientklager. Ved afslag på hjælpemidler efter serviceloven kan der klages til Ankestyrelsen.


Til slut skal nævnes at visse redskaber kan være såvel et behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Du kan se eksempler herpå i følgende principafgørelser: 94-15 (kugledyne/kædedyne), 4-15 (ståstøttestativ og gangstativ) og 261-09 (ståstøttebord).

Overskrift:

Kan et vejledningsforløb efter servicelovens § 11, stk. 3. påklages?

Tekst:

Det følger af § 166 i serviceloven, at der kan klages over afgørelser efter serviceloven, medmindre andet er fastsat. Konsulentbistand efter § 11 stk. 3 betragtes imidlertid ikke som en afgørelse, hvorfor der ikke er klageadgang. Det følger af børn og unge-vejledningens pkt. 39: "Der træffes ikke afgørelse om konsulentbistand efter den forslåede § 11 stk. 3, og dermed er der heller ikke adgang til at klage over tilbuddet."


Hvis sagen alligevel påklages, er det Ankestyrelsen (og ikke kommunen), der afgør, om sagen kan behandles. Dvs. du kan bede kommunen om at sende sagen videre til Ankestyrelsen, men her vil man højst sandsynligt i dit tilfælde afvise sagen, fordi der som nævnt ikke er klageadgang efter § 11, stk. 3.


Når en kommune tilbyder konsulentbistand efter § 11, stk. 3, er det kommunen, der beslutter indholdet af, hvilken konkret bistand der skal gives.


Andre muligheder for støtte til vejledning

Men du skal være opmærksom på, at der ud over § 11, stk. 3 findes andre muligheder for støtte til vejledning i lovgivningen. Kommunen er bl.a. efter § 11, stk. 7 i serviceloven forpligtet til at tilbyde rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Kommunen træffer afgørelse om støtte efter § 11, stk. 7, hvorfor der er klageadgang efter denne bestemmelse.


Det følger desuden af § 5 i retssikkerhedsloven, at kommunen har pligt til at behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle muligheder, hvilket betyder, at kommunen også skal vurdere, om der kan være grundlag for at yde rådgivning efter § 11, stk. 7.

Publikationer:

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Jupitervej 1 | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
 09.00-13.00
Tirsdag
 09.00-13.00
Torsdag
 09.00-13.00
Fredag
 09.00-13.00

Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk