Selvhjælp

Udgangspunktet for tilrettelæggelse af specialundervisning er, at elevens udvikling og læring i videst muligt omfang skal understøttes i den almindelige folkeskole og elevens nærmiljø (inklusion). Ved vurderingen skal der lægges vægt på, at eleven kan have fagligt udbytte af undervisningen og kan deltage aktivt i det sociale fællesskab i den almindelig klasse.

Henvisning til specialklasse eller specialskole forudsætter, at det vil være mest hensigtsmæssigt pga. elevens svære psykiske, fysiske, sproglige eller sensoriske funktionsvanskeligheder. Det fremgår også, at elevens henvisning til specialskole eller specialklasse bør have så kort varighed som muligt.

Henvisning til specialundervisning (f.eks. hvis der er behov for støtte i mere end 9 timer ugentligt) forudsætter, at der er foretaget en pædagogisk-psykologisk vurdering af eleven. Det fremgår af folkeskolelovens § 12, stk. 2. Baggrunden for dette krav er, at elevens behov for særlig støtte skal vurderes af sagkyndige og har til formål at belyse elevens særlige behov og forudsætninger.

Forældrene skal altid medvirke centralt i forløbet, dels for fordi de kan bidrage med nødvendige oplysninger, dels fordi deres medvirken er afgørende for mulighederne for at tilgodese elevens særlige behov. På baggrund af den pædagogiske- psykologiske vurdering udarbejder PPR forslag til rammerne for og indholdet i elevens videre undervisning. Hvis konklusionen er, at der bør iværksættes specialundervisning/specialpædagogisk bistand, fremsendes forslag om formen, omfanget og indholdet til skoleleder med kopi til forældrene.

Hvis forældrene ikke kan tilslutte sig det konkrete forslag, skal PPR's vurdering og tilhørende forslag indeholde en redegørelse herfor, og der skal tages stilling til, om det stillede forslag (f.eks. om specialklasse eller specialskole) vurderes at være absolut påkrævet af hensyn til elevens undervisning (jf. § 3, stk. 3 i Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand).

Skoleleders/visitationsudvalgets beslutning skal foreligge skriftligt med begrundelse og klagevejledning. Forældrenes (og elevens) ønske med hensyn til den skolemæssige placering skal så vidt muligt følges. Det fremgår af § 4 i Bkg. om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og af kap. 4 i Vejl. om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Det er kommunen/den enkelte skole, der er ansvarlig for at sørge for de nødvendige støttetimer. Det er f.eks. ikke en gyldig begrundelse for at give afslag på støttetimer, at der ikke er flere ledige timer/midler til rådighed.

Klagemulighed

Det er muligt at klage over kommunes afgørelse til Klagenævnet for specialundervisning. Se evt. nærmere om klagemulighed i:

• Folkeskolelovens § 51 (nyt vindue)
• § 20 - § 22 i Bkg. om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand (nyt vindue)

Forældre kan anmode om – men ikke kræve – en pædagogisk-psykologisk vurdering. 

Det fremgår af specialundervisningsbekendtgørelsens § 15, at hvis en elevs skolesituation giver anledning til alvorlig bekymring, kan skolelederen efter samråd med eleven og forældrene indstille eleven til en pædagogisk-psykologisk vurdering, selv om eleven ikke kan anses for at have behov for specialpædagogisk bistand.

 Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at forældre kan anmode skolens leder om en pædagogisk-psykologisk vurdering af barnet, hvis de finder, at der er behov herfor. Hvis skolens leder afslår anmodningen, skal afslaget meddeles skriftligt. Der skal desuden gives en begrundelse for afslaget i henhold til bestemmelserne i forvaltningsloven.

Klageadgang

Der er ikke klageadgang i en situation, hvor en skoleleder afviser at lade et barn blive undersøgt i PPR-regi.  

Fra pkt. 74 i specialundervisningsvejledningen: ”Skolelederens beslutning om henvisning eller afslag på henvisning af en elev til pædagogisk-psykologisk rådgivning kan ikke indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. folkeskolelovens § 45, stk. 2, 2. pkt.”

I denne bestemmelse står der: ”Lederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever inden for de mål og rammer og principper, som kommunalbestyrelsen henholdsvis skolebestyrelsen har fastsat, kan ikke behandles af kommunalbestyrelsen.”

Forældre kan anmode om en få en anden psykolog til at udarbejde en ny vurdering. Det er dog op til ledelsen at vurdere, om ønsket kan imødekommes.

Generelt er der i Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand lagt op til en høj grad af inddragelse af forældrene. Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at;

• indstilling om en pædagogisk-psykologisk vurdering afgives efter samråd med forældrene og eleven (bkg. § 2, stk. 3)
• modsætter forældrene sig, at der foretages en pædagogisk-psykologisk vurdering, kan der kun afgives indstilling herom, hvis skolens leder anser det for absolut påkrævet, at der foretages en vurdering af elevens behov for specialpædagogisk bistand (bkg. § 2, stk. 3)
• den pædagogisk-psykologiske vurdering efter samråd med forældrene skal suppleres med udtalelser fra andre sagkyndige i fornødent omfang, herunder sagkyndige fra andre kommuner (bkg. § 3, stk. 1)
• den pædagogisk-psykologiske vurdering afgives efter samråd med forældrene og eleven (bkg. § 3, stk. 2),
• kan der ikke opnås enighed med forældrene om den pædagogisk-psykologiske vurdering, skal der i vurderingen redegøres herfor samt for, hvorvidt den foreslåede specialpædagogiske bistand vurderes at være absolut påkrævet (bkg. § 3, stk. 3)
• foreligger der ikke tilslutning fra forældrene, kan der kun ske henvisning til specialpædagogisk bistand, såfremt skolens leder finder, at bistanden er absolut påkrævet af hensyn til elevens udvikling (bkg. § 4, stk. 1),
• der skal lægges betydelig vægt på forældrenes ønsker med hensyn til den nærmere tilrettelæggelse af den specialpædagogiske bistand (bkg. § 4, stk. 1)

I specialundervisningsvejledningen er det blandt andet anført: "14. ... Forældrene skal altid medvirke centralt i forløbet, dels fordi de kan bidrage med nødvendige oplysninger, dels fordi deres medvirken er afgørende for skolens muligheder for at tilgodese elevens særlige behov."

Som udgangspunkt har også forældre til børn med behov for specialundervisning mulighed for at anvende det frie skolevalg, hvis der er plads på den valgte skole. Det frie valg begrænses dog af, at der er et "relevant specialundervisningstilbud" på den ønskede skole. 

Såfremt kommunen peger på en specialklasse som tilstrækkelig, vil forældrene ikke umiddelbart kunne vælge en specialskole. Dette skyldes, at forældrene ikke kan vælge et undervisningstilbud, som er mere vidtgående end det tilbud, kommunen har visiteret til. Reglerne om det frie skolevalg fremgår af folkeskolelovens § 36 stk. 3 og § 40 stk. 2.

Der er mulighed for at klage over kommunens tilbud, hvis forældrene mener det er utilstrækkeligt til at dække barnets behov for specialundervisning efter folkeskolelovens § 51 stk.3.

Klagenævnet for specialundervisning kan ikke tage stilling til spørgsmål om frit skolevalg, men kun om kommunens undervisningstilbud tilgodeser elevens specialundervisningsbehov. 

Det er desværre ikke muligt at give et endegyldigt svar på dette spørgsmål, idet der ikke nogen steder i lovgivningen m.v. er givet svar på, hvorvidt det frie skolevalg som følger af folkeskolelovens § 36, stk. 3 kan tilsidesættes/suspenderes, når et barn henvises til en dagbehandlingsskole. En dagbehandlingsskole er en foranstaltning, der har lovhjemmel i både barnets lov § 32, stk. 1, nr. 5 og folkeskolelovens § 20, stk. 5.

Når tilbuddet ydes som en kombination af to forskellige lovgivninger – barnets lov og folkeskoleloven – giver det visse udfordringer, idet de to lovgivninger ikke giver de samme rettigheder i forhold til ”frit valg”.

Specialundervisningsdelen i barnets dagbehandlingstilbud bevilges efter folkeskolelovens § 20, stk. 2. Her er det frit skolevalg jf. folkeskolelovens § 36, stk. 3.

Behandlingsdelen i barnets dagbehandlingstilbud bevilges som en foranstaltning efter barnets lov § 32, stk. 1, nr. 5. Her er det kommunen, der bestemmer, hvem der i praksis skal udføre behandlingsopgaven jf. begrebet ”faktisk forvaltningsvirksomhed” (læs evt. mere herom i pkt 241 i retssikkerhedsvejledningen). Der er derfor ikke ”frit valg” ift. dagbehandlingsdelen og som udgangspunkt heller ikke mulighed for at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om, hvem der skal forestå barnets behandling eller hvordan behandlingen skal udføres. Det skal dog nævnes, at der er mulighed for at klage til Ankestyrelsen over, at indholdet af den behandling, som kommunen peger på ikke dækker/lever op til det behov barnet har for behandling.

Mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag

Det er vigtigt at understrege, at kommunen altid skal inddrage forældrene, så du får mulighed for at få medindflydelse i barnets sag. Dette fremgår af retssikkerhedslovens § 4. Kommunen skal altså inddrage/samarbejde med forældrene i afdækningen af, hvilket dagbehandlingstilbud der vil være egnet for barnet, men det er kommunen der har beslutningskompetencen.

Begrænsning af frit skolevalg

Hvis det er muligt at imødekomme barnets behov ved at henvise til et skoletilbud, hvor behandlingsdelen er adskilt og ikke indgår som en del af barnets skoletilbud, er forældrenes ret til det frie skolevalg opretholdt jf. folkeskolelovens § 36, stk. 3. Hvis dette ikke kan lade sig realisere, og hvis kommunen sagligt kan begrunde, at barnets behov kun kan dækkes ved, at det henvises til et dagbehandlingstilbud, hvor skole og behandling kombineres, er det DUKH's umiddelbare opfattelse, at det frie skolevalg ikke kan lade sig gøre.

Klage over specialundervisningsdelen

Hvis forældrene mener, at barnets behov for specialundervisning ikke tilgodeses i det dagbehandlingstilbud, som kommunen henviser til, eller forældrene er uenige i kommunens afgørelse om henvisning til specialundervisning i et dagbehandlingstilbud jf. folkeskolelovens § 20, stk. 5, kan de klage over dette til Klagenævnet for Specialundervisning jf. folkeskolelovens § 51, stk. 9 inden 4 uger fra modtagelse af kommunens afgørelse.

Forældre har ret til at få en skriftlig afgørelse i forhold til udmålingen afstøttetimer til barnet.

Skolelederens beslutning om at tildele barnet supplerende undervisning og anden faglig støtte et bestemt antal timer om ugen, jf. folkeskolelovens § 5, stk. 5, er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette fremgår bl.a. af punkt 107 i Vejledning om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Det betyder, at forældrene kan kontakte skolelederen og kræve at få en skriftlig afgørelse inden 14 dage efter, at de har fået meddelt afgørelsen mundtligt.

Afgørelsen skal indeholde en begrundelse, hvor der henvises til de retsregler, som afgørelsen er truffet ud fra. Da skolelederens afgørelse om supplerende undervisning eller anden faglig støtte er truffet ud fra et fagligt skøn, skal afgørelsen også indeholde de hovedhensyn, der har været afgørende for skønsudøvelsen. Det er skolens ansvar at beskrive, hvordan elevens undervisningsmæssige behov dækkes inden for rammerne af klassens undervisning. Reglerne om indholdet af en afgørelse fremgår af forvaltningslovens § 22-24.

Klagemuligheder

Jf. folkeskolelovens § 51, stk. 1 og 2 kan der ikke klages til Klagenævnet for Specialundervisning, når skolelederen har truffet afgørelse inden for rammerne af, hvad kommunalbestyrelsen/skolebestyrelsen har fastsat. Dette gælder f.eks. skolelederens afgørelse om tildeling af supplerende undervisning eller anden faglig støtte til skolens elever jf. folkeskolelovens § 5, stk. 5. Forældre kan dog klage til kommunalbestyrelsen, hvis de mener at skolelederen har truffet en afgørelse, der er i strid med de rammer, der er fastlagt af kommunalbestyrelsen eller skolebestyrelsen. De kan også klage over skolelederens afgørelser til skolelederen selv. Der er desuden mulighed for at klage til ombudsmanden.

Bemærk, at elever i børnehaveklassen og i 1.-3. klasse, der har mindre end 18 undervisningstimer ugentligt, kan få afgørelser om supplerende undervisning og anden faglig støtte jf. folkeskolelovens § 5, stk. 5 indbragt for Klagenævnet for Specialundervisning, såfremt elevens undervisning kun kan gennemføres med denne støtte i den overvejende del af undervisningen. Dette fremgår af folkeskolelovens § 51, stk. 5.

Såfremt forældrene vurderer, at barnet har brug for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand jf. folkeskolelovens § 3, stk. 2 (dvs. støtte i et omfang mindst 9 ugentlige timer á 60 min.), er der mulighed for at klage over afslag på henvisning til specialundervisning til Klagenævnet for Specialundervisning jf. folkeskolelovens § 51, stk. 3.

Det fremgår af folkeskolelovens § 36, stk. 4, at en elev, der er optaget i en skole, har ret til at fortsætte skolegangen her. Det gælder også elever, der flytter til en anden bopæl under skoleforløbet.

Når der er tale om specialundervisning, skal kommunen årligt revurdere, om behovet stadig er opfyldt, og om det er det rigtige tilbud til barnet.

Hvis kommunen på et tidspunkt finder, at barnet skal flyttes til et almindeligt skoletilbud, er der mulighed for at klage til Klagenævnet for Specialundervisning, jf. reglerne i folkeskolelovens § 51, stk. 3, såfremt forældrene ikke er enige.

Elever i folkeskolen, herunder specialundervisningselever, har som udgangspunkt ret til at blive på hidtidig skole, selv om familien flytter. Det følger af folkeskolelovens § 36, stk. 4.

Elever, der udnytter retten til at blive på hidtidig specialskole m.v. og som pga. sygdom eller invaliditet har behov for transport, har fortsat ret til transport efter folkeskolelovens § 26, stk. 2. Der er altså ikke tale om egenbetaling.

Undervisningsministeriet har udtalt, at der i denne situation ikke er tale om frit skolevalg efter folkeskolelovens § 36, stk. 3. Frit skolevalg indebærer – modsat reglen om at blive i sit nuværende skoletilbud - at der alene kan ydes transport, svarende til den udgift kommunen hidtil har haft. 

Der findes lovgivning, som beskriver, hvem der skal tage sig af transporten til og fra skole, når barnet pga. handicap ikke kan transporteres med offentlige transportmidler.

Det er specialskolen, der som udgangspunkt skal sørge for transporten af barnet. Det følger af sektoransvarlighedsprincippet og af folkeskolelovens § 26.

I Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen fremgår det af § 6:

§ 6. Kommunalbestyrelsens befordringsforpligtelse for syge og invaliderede elever, jf. folkeskolelovens § 26, stk. 2, kan opfyldes ved, at eleven, i det omfang eleven er i stand dertil, henvises til at benytte en for skolens øvrige elever etableret befordringsordning eller offentlig transport. Det er en betingelse, at eleven ikke derved får længere ventetid end sammenlagt 60 minutter dagligt. Om nødvendigt må der indrettes særskilt befordring mellem hjemmet og/eller skolen og nærmeste offentlige transport.

Stk. 2. I det omfang eleven er i stand til at befordre sig til og fra skole ved egen hjælp, hvis der stilles en sygecykel, en kørestol eller lignende hjælpemiddel til elevens rådighed, kan kommunalbestyrelsen opfylde sin befordringsforpligtelse ved at afholde udgiften til anskaffelse og vedligeholdelse af det pågældende hjælpemiddel.

Stk. 3. Hvis det er nødvendigt, at eleven følges til og fra skole, afholder kommunalbestyrelsen en eventuel udgift til ledsagerens befordring.

I tilfælde, hvor kørslen ikke er omfattet af folkeskolelovens § 26 (f.eks. kørsel fra fritids-/pasningstilbud og hjem), kan transporten søges dækket efter servicelovens § 41 som en merudgift ved forsørgelsen.

I princippet er der efter folkeskoleloven frit skolevalg - også når det drejer sig om specialundervisning. Det fremgår af folkeskolelovens § 36, stk. 3.

Imidlertid kan syge og handicappede elever, som benytter det frie skolevalg, kun få afholdt udgifter til befordring, som svarer til befordring til distriktsskolen eller den skole, som de er henvist til. Det fremgår af folkeskolelovens § 26, stk. 7.

Udgifter, der rækker herudover, skal eleven selv betale. Kommunen har altså ikke pligt til fuldt at sørge for transport, medmindre kommunen ikke selv råder over et egnet undervisningstilbud. Hvis kommunen ikke har et egnet tilbud, så skal den betale for hele transporten til et andet. 

Det er DUKHs vurdering, at der ikke eksisterer en konkret grænse for, hvor lang tid børn må være undervejs i en transportordning til og fra specialskole. Men der er regler for, hvor lang tid eleverne f.eks. max. må vente på skolen, før de bliver kørt hjem med en transportordning.

I følge Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen § 6 skal kommunen sørge for befordring af elever, hvor transporten (pga. elevens sygdom eller handicap) er en forudsætning for, at eleven kan følge undervisningen.  Kommunen kan opfylde befordringsforpligtigelsen ved at henvise til en fælles befordringsordning for skolens øvrige elever, i det omfang eleven er i stand til det, og såfremt eleven ikke får længere ventetid end sammenlagt 60 minutter dagligt. Om nødvendigt må der indrettes særskilt befordring mellem hjemmet og/eller skolen og nærmeste offentlige transport.

Såfremt det er nødvendigt, at eleven følges til og fra skole, betaler kommunen desuden eventuel udgift ved ledsagerens befordring.

Det ikke er muligt at give et entydigt svar på, hvem der skal yde erstatning, hvis et barn ødelægger noget i skolen. Det afhænger af de konkrete omstændigheder.

Forældrene og barnet kan ikke pålægges erstatningsansvar, hvis skaden er sket i skolen og skolens ansatte har svigtet deres tilsynspligt. Reglerne findes bl.a. i ”Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb”.

I skolen bliver forældrenes tilsynspligt nemlig overtaget af skolens ansatte, som skal føre et forsvarligt tilsyn med eleverne. Handler det f.eks. om en elev, der pga. nedsat funktionsevne har en udad reagerende adfærd, må man forvente, at tilsynet tilrettelægges herefter. Skyldes skaden et svigtende eller utilstrækkeligt tilsyn, er det skolen der skal dække/betale erstatning for skaden.

Hvis skaden skyldes ”et hændeligt uheld” – så kan hverken barnet eller forældrene opkræves erstatning.

Hvis skaden er sket, selv om barnet burde vide bedre og dermed kan kategoriseres som uagtsomhed, så kan forældrene og barnet få et erstatningsansvar. Her skal der dog tages højde for evt. manglende udvikling hos barnet. Hvis barnet f.eks. er 9 år, men pga. handicap ikke er udviklet til mere end 3 år, er det barnets ”funktionelle” alder, der skal sammenlignes med. Børn på 3 år og derunder, er normalt ikke erstatningspligtige.

Normalt bliver de skader, som elever laver, overgivet til forældrenes indbo- ansvarsforsikring, der også dækker børnenes ansvar. Ud fra skadesanmeldelsen vil forsikringsselskabet vurdere de nærmere omstændigheder ved skaden samt graden af uagtsomheden.

Dækkes et erstatningsansvar som merudgift

Næste spørgsmål er så, om man som forældre bliver kompenseret for den udgift, man får pga. evt. egenbetaling/ selvrisiko ved forsikringen?

Dækning af udgifter efter barnets lov § 86, forudsætter at der er tale om en udgift, som man alene har pga. barnets handicap og som andre forældre ikke har. Hvis skolen ikke har tilsidesat sin tilsynspligt, og HVIS det kan sandsynliggøres, at et ikke–handicappet barn på samme alder som det handicappede barn, normalt ikke ville have forårsaget den skete skade, mener vi i DUKH, at der kan være tale om en merudgift, der skyldes barnets handicap, og dermed kan udgiften være omfattet af barnets lov § 86.

Det kan være svært at sandsynliggøre, at der er tale om en merudgift, da man jo netop i vurderingen af, om der kan pålægges barnet erstatningsansvar, både skal tage højde for barnets ”funktionelle” alder og skolens tilsynspligt. Hvis dette opfyldes, burde barn og forældre – i princippet - kun blive pålagt erstatningsansvar i samme omfang som andre.

Der findes ingen praksis på området, så man kan ”prøve sagen” i klagesystemet, ved at søge om at få udgiften til egenbetaling/selvrisiko ved en skade forvoldt af barnet, dækket efter barnets lov § 86 – og ved afslag - efterfølgende anke afgørelsen, sådan at ankestyrelsen kan tage stilling i sagen.

I bekendtgørelsen om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden fremgår det, at forældre bør være orienterede, hvis eleverne sendes hjem før undervisningens ophør, og at elever som udgangspunkt ikke bør sendes hjem medmindre forældrene har accepteret dette. I bekendtgørelsen er denne mulighed kun gældende for skolens ældre elever. Normalt gælder dette elever i 8. - 10. klasse.

Der er mulighed for, at skolelederen i særlige tilfælde kan sende en elev hjem. Dette vil kunne ske i situationer, hvor hjemsendelsen bruges som straf. En hjemsendelse brugt som straf kan ikke ske uden forudgående orientering af forældrene. Denne form må kun bruges i de situationer, hvor der er givet andre påtaler og advarsler i forbindelse med dårlig adfærd. Muligheden for dette fremgår af Bekendtgørelse om foranstaltninger til fremme af god ro og orden i folkeskolen.

Elever kan således ikke hjemsendes grundet manglende ressourcer, og er dette sket, bør forældrene klage til skolebestyrelsen over lederens håndtering af ressourcerne. Det er vejledende reguleret, hvor mange timer børn skal undervises, alt efter hvilket klassetrin de går på. Ligeledes er det kommunens ansvar, at alle børn kan få undervisning, også selvom de skulle have særlige behov.

Elever der ønsker at fortsætte deres skolegang i 10. klasse, har ret til at få et egnet 10. klassestilbud. Dette gælder, uanset om eleven går i folkeskolen, eller om eleven går i et specialundervisningstilbud fx en specialskole. Retten til at modtage specialundervisning i 10. klasse gælder også, selvom eleven ikke længere har pligt til at gå i skole fordi undervisningspligten er ophørt. Folkeskolelovens § 20, stk. 1 og 2 siger, at kommunen er forpligtet til at sørge for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Dette gælder også elever, der ønsker at gå i 10. klasse. Se Klagenævnets K-meddelelse nr. 36.

Hvis en elev får afslag på et 10. klasses skoletilbud, bør forældrene bede skoleforvaltningen om en skriftlig afgørelse. Afgørelsen skal blandt andet indeholde en begrundelse for afslaget og en klagevejledning. Dette står i Forvaltningslovens §§ 22- 25. Forældrene har mulighed at klage til Klagenævnet for Specialundervisning, hvis eleven får afslag på et 10. klasses skoletilbud, der ikke imødekommer elevens behov for specialundervisning.

En elev har samtidig ret til at færdiggøre 10. klasse, selvom eleven fylder 18 år i løbet af skoleåret. Dette står i folkeskolelovens § 20, stk. 6. Hvis kommunen afviser, at en elev kan færdiggøre 10. klasse, fordi denne fylder 18 år i løbet af skoleåret, kan forældrene henvende sig til Tilsynet. Tilsynet fører tilsyn med kommunerne og regionerne i forhold til, om disse overholder lovgivningen. Forældrene kan også henvende sig til Folketingets Ombudsmand, hvis alle andre klagemuligheder er forsøgt.

Ankestyrelsens forældrepjece om specialundervisning (nyt vindue)

Klagenævnet for specialundervisning (nyt vindue)

Bekendtgørelse om tilsyn med folkeskolens elever i skoletiden (nyt vindue)

Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen (nyt vindue)

Folkeskoleloven (nyt vindue)

Klagenævnets K-meddelelse nr. 36 (nyt vindue)

K-meddelelse nr. 38 (nyt vindue)

Forvaltningsloven (nyt vindue)

Tilsynet (nyt vindue)

Ombudsmanden (nyt vindue)

Vejledning om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand (nyt vindue)

DUKH’s praksisnyt nr. 57

Praksisnyt 65 - Frit skolevalg og specialskoler 

Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb (nyt vindue)

Pjecen: ”Skolen og forsikring” (nyt vindue)

Pjecen: ”Børn skal også betale” (Justitsministeriet) (nyt vindue)

Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen (nyt vindue)

Ankestyrelsens principafgørelse 25-19 (nyt vindue)