Selvhjælp

Navn:

Tabt arbejdsfortjeneste - beregning

Text:
Her kan du finde svar på en række af de spørgsmål, som vi ofte møder i vores rådgivning i  forhold til beregning og udmåling af tabt arbejdsfortjeneste.
Sub:
FAQ:
Overskrift:

Hvilken løn beregnes tabt arbejdsfortjeneste ud fra?

Tekst:

Det er som udgangspunkt den sidste løn du har fået, inden du begynder på tabt arbejdsfortjeneste, der beregnes ud fra.


Hvis du har været på kontanthjælp, ressourceforløbsydelse eller dagpenge, lige inden du fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste, er det ikke det, der bruges som din sidste løn. Det er fordi det er offentlige ydelser og ikke lønindtægter.


Hvis du har haft pause i dækningen af din tabte arbejdsfortjeneste, skal hjælpen stadig udregnes efter den løn du fik, inden du begyndte at få tabt arbejdsfortjeneste. Det kan eksempelvis være, at du har været på barsel med et andet barn, eller at I bytter om på hvilken forælder der skal modtage den tabte arbejdsfortjeneste.


Du kan læse mere i principmeddelelse C-19-05.


Du vil få lavet en ny beregning af din tabte arbejdsfortjeneste, hvis der er tale om et afbrudt og nyt forløb. Et afbrudt og nyt forløb kan være hvis din bevilling på tabt arbejdsfortjeneste er stoppet, og du får brug for tabt arbejdsfortjeneste igen, fordi der opstår et nyt behov for hjælpen. Hvor lang tid din bevilling på tabt arbejdsfortjeneste har været stoppet, har ikke betydning for om der er tale om et afbrudt og nyt forløb.


Du kan læse mere i principmeddelelse 97-11.


Hvis du er uenig i det beregningsgrundlag, som kommunen bruger, har du mulighed for at klage over det til Ankestyrelsen.

Overskrift:

Hvordan beregnes tabt arbejdsfortjeneste?

Tekst:

Tabt arbejdsfortjeneste bliver beregnet ud fra det beløb du tjente før skat og de tillæg du normalt får som en del af din løn. Det kan eksempelvis være faste aftens- og nattetillæg. Hvis det står i din kontrakt, at du får udbetalt provision som en fast del af din løn, skal det derfor også regnes med.


Der skal betales A-skat, arbejdsmarkedsbidrag, den særlige pensionsopsparing (SP-bidrag) og ATP-bidrag af den tabte arbejdsfortjeneste

 

Hvis du har haft udgifter i forbindelse med dit arbejde, som for eksempel kørselsgodtgørelse og andre ikke skattepligtige beløb, indgår de ikke i den normale løn før skat. 


Hvordan beregnes tabt arbejdsfortjeneste hvis jeg har et deltidsarbejde?

Hvis du vælger at sige ja til et deltidsarbejde, så er det stadig det beløb du tjente, inden du fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste, som kommunen skal bruge i deres beregning.


Hvis kommunen ikke har truffet en afgørelse i din ansøgning, inden du starter i et deltidsarbejde, er det stadig lønnen fra det sidste arbejde, inden ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste, der bliver brugt ved beregningen.


Du skal være opmærksom på, at der er en risiko ved at søge deltidsarbejde inden du har modtaget en afgørelse. Kommunen kan vurdere at din nedsatte tid ikke kun skyldes dit barns funktionsnedsættelse.


Det kan derfor være vigtigt for dig at vente med at finde et deltidsarbejde, indtil kommunen har truffet en afgørelse.

Overskrift:

Har jeg ret til at få dækket en lønstigning?

Tekst:

Når du modtager tabt arbejdsfortjeneste, vil de lønstigninger, din arbejdsplads ellers ville have givet dig, ikke blive regnet ind i de timer du modtager tabt arbejdsfortjeneste for. Det er fordi, beløbet du får fra starten i tabt arbejdsfortjeneste, ikke ændres ved at du går op eller ned i løn. I stedet reguleres beløbet du får i tabt arbejdsfortjeneste en gang om året, med den såkaldte satsreguleringsprocent.

Overskrift:

Kan jeg få tabt arbejdsfortjeneste som selvstændig?

Tekst:
Du har som selvstændig mulighed for at få tabt arbejdsfortjeneste, hvis du opfylder betingelserne for det. Hvis det er en nystartet virksomhed, kan det være vanskeligt at finde frem til et realistisk beregningsgrundlag og indtægtstab. I de situationer vil man kunne tage udgangspunkt i udgiften til, hvad en vikar ville koste - eller et beregnet beløb på grundlag af din tidligere indtægt. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at det er din opgave at dokumentere du har et indtægtstab. 
Overskrift:

Er der et loft over tabt arbejdsfortjeneste?

Tekst:

Beløbet du får udbetalt i tabt arbejdsfortjeneste, skal som udgangspunkt være ligesom den løn, du havde før. Der er dog et ydelsesloft på 35.247 kr. (2024). Det betyder, at hvis du tjener mere end ydelsesloftet, så vil du få en lavere indtægt, end du normalt plejer at få. Tjener du derimod mindre end ydelsesloftet, vil du ikke opleve nogen forskel.

Overskrift:

Er der noget der bliver modregnet i den tabte arbejdsfortjeneste?

Tekst:

Kommunen skal modregne de besparelser, du eventuelt får, i forbindelse med, at du modtager hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Når din tabt arbejdsfortjeneste beregnes, fratrækkes besparelserne i nettoydelsen, det vil sige efter skat. Det kan eksempelvis være transportudgifter til og fra arbejde eller besparelser på udgift til daginstitution.


Du skal være opmærksom på, at beløbet, der har med transport at gøre, skal være den reelle besparelse. For eksempel må beløbet ikke beregnes ud fra statens km-takster.


Du kan læse mere i principmeddelelse O-58-96.

Overskrift:

Hvilken hjælp kan jeg få ved sygehuskontroller?

Tekst:

Udgangspunktet for at udregne hvilket beløb du kan få i tabt arbejdsfortjeneste, er den tid det er nødvendigt, at du - af hensyn til barnet - passer det, for eksempel i forbindelse med kontrol på sygehus.


Som udgangspunkt kan du få tabt arbejdsfortjeneste for selve kontrollen og transporten i forbindelse med kontrollen. Andre situationer kan også være med i beregningen. Det kan være om barnet kan afleveres i dagtilbud bagefter kontrollen, eller det er nødvendigt at barnet på grund af sin lidelse, hviler ud derhjemme bagefter.


Det vil være en konkret og individuel vurdering, om du har ret til nogle timer eller en hel dags dækning med tabt arbejdsfortjeneste. 

Overskrift:

Hvad betyder det, at jeg er flyttet til en ny kommune?

Tekst:

Når du får dækning for tabt arbejdsfortjeneste og du flytter til en ny kommune, har du ret til det beløb du fik i den gamle kommune, indtil din nye kommune har lavet en ny vurdering af din sag (gennemset den bevilling du har) og træffer en ny afgørelse.


Hvis den nye kommunes afgørelse betyder, at du ikke længere kan få tabt arbejdsfortjeneste, har du krav på en afviklingsperiode på 14 uger efter afgørelsen er truffet.


Hvis du klager over afgørelsen til Ankestyrelsen, har du derudover ret til 14 ugers ekstra tabt arbejdsfortjeneste, da afviklingsperioden først kan begynde når der har været en 14 ugers varslingsperiode, det vil sige det i alt bliver en periode på 28 uger.


Hvis du i afviklingsperioden får en indtægt, bliver den tabte arbejdsfortjeneste nedsat med det beløb, som du tjener.


Hvis den kommune I er flyttet til, vælger at nedsætte din tabte arbejdsfortjeneste, gælder reglerne om en varslings- og afviklingsperiode ikke.


Hvis den nye kommune kommer frem til at den tabte arbejdsfortjeneste skal nedsættes betydeligt, så har du ret til en indretningsperiode på 3 måneder. Hvis du i indretningsperioden får en indtægt, skal den løn du tjener trækkes fra det du får i tabt arbejdsfortjeneste.

Overskrift:

Skal kommunen betale renter, hvis de udbetaler beløbet for sent?

Tekst:

I den sociale lovgivning er der ikke hjemmel til at pålægge kommunen at betale renter, som er opstået grundet forsinket udbetaling.


Hvis kommunen udbetaler din tabte arbejdsfortjeneste for sent, har du ikke mulighed for at få lagt renter oveni det beløb du skal have. Den mulighed står ikke i hverken serviceloven eller barnets lov, og derfor kan det ikke lade sig gøre.


Hvis du gerne vil have renter udbetalt, kan det kun en mulighed, hvis du selv starter en sag ved domstolene.

Du kan læse mere i principmeddelelserne M-2-03 og P-19-01.

Publikationer:

Kontakt os

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet

Jupitervej 1 | 6000 Kolding 
mail@dukh.dksikkerpost@dukh.dk  
CVR: 26643058


fb-iconFacebook


Ring til os

76 30 19 30


Mandag
09.00-15.00
Tirsdag
09.00-15.00
Onsdag
09.00-12.00
Torsdag
09.00-15.00
Fredag
09.00-12.00


Tilgængelighedserklæring

Nyhedsmail fra DUKH

Fik du svar på dit spørgsmål?

Luk